Bølle vs. Klogeåge
Det kan godt være, at Inhuman Nature er fra London, men den lyd, de har præsenteret os for siden debuten i 2019, er vaskeægte newyorker-festbølle-thrash a la Anthrax, Nuclear Assault og Leeway, tilsat et gedigent tilskud af Power Trip. Altså den slags thrash, hvor man ikke er bange for at løfte både pizzaslices og håndvægte – måske endda på samme tid, cowabunga, dude! Det er ikke just klogeågemusik, men nu har Metal Cruise heller aldrig været et årsmøde hos Mensa, men derimod en flydende bodega, og til den slags, jamen så passer Inhuman Nature som fod i hose eller sågar papegøje på piratskulder. Uanset hvad, så var der da lagt op til et brag af en fest – eller det skulle man da tro!
Festen sluttede, før den begyndte
Festen udeblev dog, for Inhuman Nature virkede bestemt ikke, som om de var i festhumør. Jovist, sangeren og bassisten, der lignede en legemliggørelse af Exploiteds famøse logo, var da klar, men de resterende medlemmer lignende – og opførte – sig mestendels som nogen, der bare gerne ville hjem i seng, trods at klokken ikke engang havde slået aftensmadstid. Jeg havde faktisk set frem til Inhuman Nature, da det, de lever på plade, er ganske udmærket, men det, de præsterede på scenen her til aften, var alt andet end det.
Det var meget tydeligt, at de gerne vil være Power Trip, men ‘power’ er nok det sidste ord, man kan sige om deres sceneoptræden. Når 60 % af bandet virkede, som om de hellere ville sidde derhjemme og se Midsummer Murder, så er det svært at blive engageret som publikum. Lyden, især guitarerne, druknede da også totalt denne aften, så selvom der var to sådanne tilstede, så lød det max som en halv. Der gik da heller ikke mange minutter, før sangeren virkede lige så opgivende som de to guitarister og trommeslageren. Bassisten fortsatte dog med at holde humøret højt – og vredt, men lige lidt hjalp det. Når først gassen er sivet ud af ballonen, så får du den aldrig ind igen.
Prøv lige at vågne op, tak!
Jeg tror, at alle, publikum såvel som artister, forlod denne koncert med en følelse af, at man ligeså godt kunne have siddet derhjemme og set maling tørre. Så næste gang Inhuman Nature kigger forbi, håber jeg virkelig, at de har bedre lydforhold, men også lige har fundet spilleglæden frem – tak.