Forventningens glæde er den største
Et af de bands, jeg glædede mig allermest til i år, var amerikanske Die Spitz. Kvartetten bestående af fire unge kvinder fra Houston, Texas kom sidste år med Something To Consume, som blev udgivet på Jack Whites Third Man Records og var et brag af en debutplade.
Inspireret af Mötley Crüe-filmen ’The Dirt’ dannede de for en håndfuld år siden bandet, hvor musikken vel bedst kan beskrives som en hybrid af hardcore, grunge, doom og en hel del punk. Og så bytter de endda instrumenter undervejs. Det kan da kun være fedt. Eller hvad?
‘Lyden af fremtiden … ‘
Således blev Die Spitz præsenteret på denne varme torsdag eftermiddag, og det er et postulat, der i dén grad forpligter. Men okay, udenlandske medier har ligeledes udråbt bandet til at være det nye sort, og den slags satte naturligvis mine forventninger gevaldigt i vejret.
Åbneren “Red40” og efterfølgeren “I Hate When GIRLS Die” vidnede ikke just om, at Die Spitz skulle være fremtidens svar på noget som helst. Energi var der ikke voldsomt meget af, numrene var forholdsvis intetsigende og tempoet langsomt. Bevares, det var bestemt ikke dårligt. Men banebrydende på nogen som helst måde var det absolut heller ikke. Også selvom der var koklokke, og man som bassist Kate Halter går på hænder ind på Gehenna. Efter de tørt havde konstateret, at der lugtede af brugt ble oppe fra scenen – ja, der er jo tale om en metalfestival, der finder sted i sommervarmen – kunne min sidemand konstatere, at fjerde nummer, “Down On It”, lød som noget gammelt No Doubt. Nok ikke en kritik bandet vil bryde sig synderligt meget om, men det var om ikke andet sandt. Og det samme gjorde sig gældende for tre numre i midten af sættet; Både ”Grip”, ”My Hot Piss” og det skønne ”Voir Dire” er bedst beskrevet som upoleret pop-punk i skøn forening med grunge og rå vokal. Læg dertil lettilgængelig melodi og udtryk, og så har man en pakke, der kaster minderne i retning af Gwen Stefani & Co. samt Garbage, Hole og L7 i deres velmagtsdage. Det er jo ikke nogen skidt ting, og det var koncerten generelt heller ikke. Og der kom da også mere tiltrængt smæk på stemningen omtrent halvvejs inde. Kun helt oppe foran, bevares, for det var bestemt ikke et show, der stak af og gav publikum ren ekstase. Men så er det til gengæld godt, at Die Spitz på så overlegen facon kan slutte af med den rå “Hair Of Dog” og den helt eminente “Throw Yourself to the Sword.” De to skæringer er bundsolide, og det er selvfølgelig også derfor, der blev sluttet af med dem. Men det var unægtelig stadig, som om der manglede noget.
… og af fortiden
Hvad der er nyt og banebrydende ved Die Spitz, har jeg utrolig svært ved at få øje på. Ærligt talt gør de ikke ret meget andet, end hvad andre har gjort før dem. Det svarer til at udråbe Greta van Fleet til det nye og allerhotteste inden for hård rock, selvom enhver med bare en anelse indblik i rockhistorien kan se, at de aldrig havde eksisteret i deres nuværende form, havde det ikke været for Led Zeppelin.
Problemet med for meget hype, er at det sætter forventningerne i vejret. I Die Spitz’ tilfælde kan man tørt konkludere, at de fire texanere gjorde en glimrende figur, men uden at imponere voldsomt. De spiller fedt og lyder godt på plade, men så bør hypen også slutte allerede der. Medmindre fremtiden består af genbrug, bør Die Spitz ikke regnes for noget unikt.
