Hit eller miss?
Man har nok sovet under en sten, hvis man ikke var klar over, at fredag på Copenhell var en varm omgang. Mod alle odds lykkedes det dog for denne anmelder at finde en plads i skyggen til et band, der i allerhøjeste grad har fanget min interesse. Nemlig All Them Witches. Og netop varmen fik det hele til at virke endnu mere autentisk. Bandet fra Tennessee bevæger sig nemlig rundt i et spændende krydsfelt mellem den knastørre ørkenrock, stoner, blues og det psykedeliske. Om deres produkt var ordentligt castet til et vanligt kritisk Copenhell-publikum, havde jeg mine tvivl om på forhånd, men det viste sig heldigvis at være en succes.
Helt sikkert hit
Lige så knastørt som Copenhells grå støv var indtil tordenvejret lørdag aften, lige så roligt og beskedent var det lavmælte ‘Hello, everyone’, der blev leveret af forsanger og bassist Charles Michael Parks Jr., da han entrerede scenen. Der var brandvarmt foran Pandæmonium. Faktisk på grænsen til det ulidelige. Men publikum var mødt talstærkt frem og var godt med fra første sekund. I allerbedste supercool stil fik vi solide numre som eksempelvis “Don’t Bring Me Coffee” fra bandets 2017-plade, Sleeping Through the War, men selvfølgelig også en del skæringer fra bandets nyeste plade, House of Mirrors, der udkom for få uger siden. Og ja, der er selvfølgelig en anmeldelse på vej.
At sige, All Them Witches positionerer sig selv som tilbagelænede og cool, er en underdrivelse af de helt grove. De fire herrer står stilsikkert plantet i en aura af ro og bluesy, tør americana. Ikke engang et backdrop var at spore på scenen, og således bliver man som lytter suget dybt ind i deres hypnotiserende soniske univers. For det handler kun om musikken og ikke noget som helst andet. Bandets version af den gamle traditionelle folkesang “Red Rocking Chair” er et glimrende eksempel herpå. Den findes på førnævnte nye album, og hos All Them Witches trækkes sangen ud i næsten ekstreme længder for netop at lægge vægt på det hypnotiserende gennem jampassager og et antal temposkift, jeg fristes til at kalde en dynamisk legestue. Man er selvsagt ikke på nippet til at starte en circlepit, men snarere gynge lidt med nakken, vippe med foden og bare lade sig rive med. Selvfølgelig bevæbnet med en iskold øl. Det er næsten helt magisk.
Tørt, tilbagelænet og tæskehamrende godt
Bands som King Buffalo, Elder og Graveyard har lidt af det samme som All Them Witches. Men de har ikke det hele på én gang. Man kunne ved den rene beskrivelse tro, at de blot er en slags ‘jack of all trades, master of none’, men sådan er det bare ikke. De mestrer det hele. Og de mestrer i dén grad det at stå på en scene og levere varen med en kæmpe autoritet og overbevisning. Det var en skøn oplevelse, hvor Pandæmonium for en gangs skyld viste, at den godt kan have god lyd.
