Colombianerne kommer
Syracusæ brød ud af Bogotás undergrund i 2015 og satte hurtigt deres præg på den colombianske metalcore- og djent-scene. Med deres debutalbum fra 2016, Radix Nebulæ, præsenterede de tekniske riffs og dynamiske rytmeskift og ramte lige ind i hjertet på lyttere, der elsker en potent blanding af aggression og atmosfære. Colombia har jo ellers ikke ligefrem gjort specielt meget for at sætte et aftryk på metalmiljøet, men det er Syracusæ nu ude på at ændre, et land ad gangen.
Hvem behøver egentligt Royal Run, hvis man i stedet kan starte en pit?
Pladsen foran Gehenna var fint fyldt op, der var åbenbart andre end mig, der ville se den colombianske giraf. Men desværre døde deres overraskelsesmoment, inden de overhovedet kom rigtigt i gang. For det stykke pop, der som intro skulle afbrydes af et gevaldigt break, resulterede først og fremmest i et antiklimaks, da teknikken knasede. Bandet stod ellers klar til at vise præcist, hvor gode breaks de kan levere, men det blev altså i første omgang til lidt af en fuser.
Men da de så endelig kom rigtigt i gang, så fik de heldigvis også hurtigt de fremmødte med sig, og moshpitten hvirvlede støvet op. Bandet væltede ud over scenekanten med iltert sydamerikansk tempo og temperament, og stemningen kunne næsten ikke være bedre. Lyden var desværre ikke rigtigt med bandet, men det lod publikum sig dog overhovedet ikke mærke med. Pitten kørte, og jeg er sikker på, at der er et par skridttællere, der blev slidt op undervejs. Bandet er ellers superdygtigt, og særligt må jeg fremhæve Perez Schuster bag tønderne, der i den grad fik fuglene i Gehennas træer til at flygte.
Da Tomas Perez i front på et tidspunkt sagde, at de havde brug for hjælp til at optage en video, og publikum skulle gå amok, så blev der prompte adlydt. Syracusæ-feberen rasede, især da forsangeren skrålende crowdsurfede rundt foran scenen. Det var et fint øjeblik fra et band, der egentlig fremstod teknisk dygtigt og glade for at være i Danmark, men som alligevel ikke gav en super oplevelse. Spilleglæden og kontakten med publikum kunne man i det mindste ikke tage fra de gæve musikere, og jeg er sikker på, at de gik stolte af scenen trods lydproblemer og lidt ensformige numre.
Fra Colombia til Gehenna
Syracusæ stillede på Gehenna foran et publikum, der nok lige knap kendte dem, men det holdt heldigvis ingen af parterne tilbage fra at holde en fest. Live leverer Syracusæ et frontalt angreb på lytteren med præcise djent-grooves, tordnende percussion og Perez’ gutturale scream-vokal. Deres scenetilstedeværelse er intens og disciplineret og med høj teknisk kunnen, men jeg synes alligevel, at numrene lød for ens, og jeg er med på, at det også kan være en fordel. Det er i hvert fald nemt at glemme tid og sted, hvis man alligevel vælter rundt i en uendelig pit. Perez i front gjorde fin figur som publikumsindpisker, og bandet bag ham gjorde, hvad de kunne for at levere en solid oplevelse i pittens fortryllende verden.
Billeder tager af Christian Larsen
