Punket blackmetal og feministiske growls
Trods koncertens tidspunkt var der et solidt fremmøde på festivalens tredje dag. Det trætte publikum var klar til at blive vækket i live igen, og hvem bedre end Vulvatorius til at påtage sig den opgave? Det norsk-franske-danske band spiller punket blackmetal, der er in your face og hårdt, og teksterne handler om feminisme og social retfærdighed. Prikken over i’et er forsanger Ditte Krøyers vanvittige growls, der er klar til at rive patriarkatet ned!
VÅGN OP
Med energien skruet op fra åbningsnummeret “Mormors sang”, var det tydeligt, at Vulvatorious ikke havde i sinde, at det skulle blive en kedelig koncert. Ditte Krøyer farede hvileløst frem og tilbage på scenen med et vredt ansigtsudtryk, der gjorde, at du ikke turde sige hende imod. Den forreste række af publikum var fuldstændig opslugte af energien og gav alt, hvad de havde retur, mens resten af publikum forblev tilbageholdende.
“Farvel. Jeg går.” ramte lige så hårdt som åbneren, og da Andreas Truelsen fra Plaguemace gæstede under “CUNT WAR” kulminerede det i god kaotisk energi. Iført en gul Mejerhell t-shirt stod Truelsen i skarp kontrast til det sortklædte band.
Vulvatorious’ evne til at levere et levende show var uomtvistelig, de var nærværende og spillede med en utrolig præcision. Især Ditte Krøyer gjorde et fantastisk stykke arbejde, både med sin vokal og interaktionen med publikum. Hun formåede at samle hele pladsen, da hun proklamerede “Jeg ved godt I har tømmermænd, men nu skal I i gang!”, og opfordringen resulterede da også øjeblikkeligt i en wall of death. Eller da hun sprang ned i publikum, mens de omringede hende og nærmest trance-agtigt nikkede med hovederne i hendes retning. Med strakte langefingre henover pladsen sluttede bandet af med det thrashede og velskrevne “FUCK YOU INCEL”, der fik selv de sløveste tilskuere til at vågne op. Storsmilende bukkede de af og blev modtaget med jubel og kærlige tilråb.
En fortræffelig åbning
På denne varme fredag eftermiddag viste Vulvatorious, at de uden tvivl kan fylde en scene som Pandæmonium med deres vilde energi. Ditte Krøyer ledte an med en præstation, der både var karismatisk og engagerende, og som fik publikum i den rette stemning. Der var circle pits, udstrakte langefingre og kærlighed.
