Et træls udgangspunkt giver ikke nødvendigvis en træls koncert – heldigvis
Siamese er et af de danske bands, man næsten ikke kan undgå at have hørt om. Og med god grund, i øvrigt. De spiller tung, men melodiøs rock med masser af attitude. Bandet har spillet på Copenhell før, men dette er dog første gang på den største scene. Og så skal de endda åbne den sidste dag på årets festival. Det kan være en tung opgave, men mon ikke de rutinerede kræfter i Siamese kan sætte fut i Copenhell?
Det her er jo ikke en sang, det er en motherf*cking moshpit
Pladsen foran Helviti var langt fra så proppet, som et band må ønske sig. Men tidspunktet taget i betragtning, så er det set værre. De mennesker, der trodsede tidspunktet, var til gengæld mere end klar til at feste med Siamese, der kom på scenen i strålende humør. Mirza i front kom storsmilende på scenen, og de satte lynhurtigt gang i et forrygende sæt af dansable og meget pit-venlige numre med masser af både syng-med-venlighed og tunge riffs.
Bandet var – som altid – utroligt velspillende, og de har da også turneret en del, selvom Mirza netop er blevet far. I en periode har Benjamin Ganzhorn (kendt fra Daze of June) derfor taget over i front. Og hvorfor er det så vigtigt, spørger du måske? Jamen, så skulle du nok have været der. For Siamese havde valgt, at Benjamin fik lov til at være med på scenen til denne specielle koncert til flere af numrene, blandt andet på den fantastiske ”Home”, der da også raslede den første crowdsurfer af sig. Både Benjamin og Mirza er karismatiske og har fantastisk stærke stemmer, og de to udgjorde en fantastisk duo i front.
Bag stemmerne gjorde bandet en solid indsats for at sætte et eftertrykkeligt aftryk på en halvgrå lørdag formiddag, og det gjorde de virkelig godt. Særligt Christian Lauritzen på violin var en sand fornøjelse, men også Marc Schultz Nommesen på bassen kom godt ud over kanten, så publikum virkelig kunne mærke ham. Dejligt, når hele bandet bakker op, så det ikke kun er op til forsangeren at ”optræde” og få publikum med.
Sættet var hele vejen igennem utroligt solidt og godt sammensat. Der var både gode gamle hits som ”BANANAS” og ”The Shape of Water”, der udløste skrål-med-sessioner, som måtte kunne høres på campingpladsen, og der var også plads til et nummer, der først udkommer senere på året, ”Chemistry”. Publikum var gode til at løbe med bolden, så da Siamese blændede op for ”This is Not A Song” med både Ganzhorn og nu også Andreas Bjulver (Cabal) som medråbere, så imploderede pladsen nærmest. Det er måske nok set før, men det virkede så eftertrykkeligt, at selv security-vagten foran mig dansede med undervejs.
Ild, røg og konfetti
Det kan godt være, at Siamese havde fået det måske strammeste tidspunkt at spille på Copenhells hovedscene. Men det lod de sig på ingen måde mærke af. Det har taget dem 15 år at komme dertil, og det skulle fejres med både ild, røg og masser af konfetti. Publikum var heldigvis med bandet, og de fik skudt den sidste dag i gang på behørig vis på trods af gråvejret.
