Enforced af Sebastian Dammark
Enforced af Sebastian Dammark

Copenhell 2024 - Enforced

Refshaleøen, København K

-

Officiel vurdering: 9/10

Endelig!

Her på Heavymetal.dk har vi efterhånden for vane at rose amerikanske Enforced til skyerne. Og søreme om vi ikke skal til det igen. Kvintetten fra Richmond har vi i tidens løb kaldt mange ting, men de to udsagn, der dækker allerbedst, er uden tvivl ‘thrashens nye fanebærere’ samt ‘den perfekte blanding af Slayer og Power Trip’. Efter to forrygende plader, som begge modtog ni flotte kranier her på sitet, er vi mange, der har set frem til deres tjans på Copenhell. Og de skuffede bestemt ikke.

Enforced af Sebastian Dammark

Fra nul til hundrede på et splitsekund

I minutterne op til bandets start på den skønne Gehenna-scene var der ikke mødt voldsomt mange mennesker op. Bevares, en dedikeret skare oppe foran stod klar til at moshe, crowdsurfe og nikke flyveskaller til venner og fjender, men proppet var der bestemt ikke. Jeg nåede akkurat at tænke, det var synd for mægtige Enforced, for de har, om nogen, fortjent vind i sejlene. Og det blev bestemt ikke bedre af, at frontbrøler Knox Colbys mikrofon satte ud, inden de overhovedet slog første tone an, og for det ikke skal være løgn, svigtede hele PA-anlægget også i løbet af første nummer. Pinligt, Copenhell; lyd og teknik på årets festival var sgu ikke imponerende. Nuvel, det blev heldigvis ikke den katastrofe, man kunne have frygtet. Faktisk tværtimod. Da Enforced først var kommet i gang for alvor, både spillede og lød de fremragende. Efter et enkelt nummer var der allerede gang i en gigantisk circle pit oppe foran scenen, og der skulle da heller ikke gå mange minutter, før der kom mange flere for at se, hvad pokker der skete inde i den lille skov.

Bandets kompromisløse thrash og uforlignelige liveenergi resulterede i en formidabel koncert, hvor førnævnte Knox Colby kun måtte bede publikum om kaos og krig et par gange, før folket adlød manden. ‘Dude, is your nose broken? I want more of that!’, udbrød han pludseligt, mens han pegede på en mere end almindeligt passioneret ung fan. Og således fortsatte festen med fantastiske riffs, rå power og uovertruffen dedikation fra alle parter, og der blev endda også tid til et helt nyt nummer, der er at finde på en ny ep, der kommer til efteråret. Den glæder vi os til.

Enforced af Sebastian Dammark

Pas på dernede …

Selvom andre thrash-navne ligeledes gjorde det aldeles godt på årets festival, skal de etablerede navne som Kerry King og andre på dennes alder se sig grundigt over skulderen de næste år: Enforced er kommet for at overhale dem alle indenom og snarligt overtage thrash-tronen. Det kan godt være, Kerry King spillede noget med Slayer, men Enforced minder efterhånden mere om de legendariske Bay Area-thrashere, end King selv gjorde i løbet af sin koncert. Tak for festen, Enforced. Det var en sand fornøjelse at være vidne til. Kom snart igen.

Enforced af Sebastian Dammark