Foto: CL Photography
At skynde sig langsomt
I en genre hvor mange bands tilsyneladende har travlt med at komme fra A til B så hurtigt som muligt, har Maunah fundet ud af, at man også kan tage en omvej. Deres doom-metal får lov til at brede sig langsomt ud med tunge riffs og mørke stemninger, mens elementer fra nordisk folk og moderne metal kryber ind mellem sprækkerne. Sidste år anmeldte vi på Heavymetal.dk gruppens ep, Heimaland, og var knap så begejstrede. Udgivelsen blev dengang opsummeret i en sammenligning med en tyk uldsweater: Den gav varme og ro, men jo længere man havde den på, desto mere begyndte den at klø de forkerte steder. Derfor var denne anmelder også spændt på, om bandets koncert denne fredag aften på Zebu ville blive en varm fornøjelse, med positivt eller negativt fortegn.
Smukt, tungt og langsomt
Bandet blev præsenteret med ordene om, at de kom direkte fra en klippehule i Tyskland, så de var godt i stemning til aftenens koncert. Deres debutalbum ’Hjarta’ var udkommet samme dag, som de skulle betræde ZeBU-scenen. Fra start blev mystikken bredt ud, da forsanger Søren Sol Koldsen-Zederkof satte et langt, særpræget blæseinstrument for munden. Der var spredt snak i salen, men den forstummede, da først tonerne gjaldede herfra. Resten af bandet kom derefter på scenen og det første nummer, ”Solin Vaugna”, gik i gang. Det unikke instrument blev hevet frem flere gange under koncerten, hvilket gjorde, at det nordiske islæt blev fastholdt.
Selv om gruppen kun har et år på bagen, var det tydeligt, at de allerede havde godt styr på deres musik. De langsomme og luftige passager fik lov til at brede sig ud, mens de tunge riffs gav musikken den nødvendige tyngde, og vekselvirkningen mellem de to fungerede godt. Søren Sol Koldsen-Zederkof svingede indimellem sine lange dreadlocks rundt, hvilket nærmest var hypnotiserende i samspil med musikken. Der var ikke den store bevægelse i bandet generelt, men samtidig er det en genre, der kun sporadisk indbyder til de helt store armbevægelser. Der mangler stadig nogle kilometer i benene, før liveudtrykket for alvor sidder i skabet, men potentialet var tydeligt.
Der var ikke helt fyldt i den lille sal, og derfor fyldte de tomme pladser mellem publikum også mere og mere, efterhånden som flere forlod salen. For ved det næstsidste nummer, ”Vaetna”, var der halvtomt, desværre, for Maunah gjorde, hvad de kunne for at levere varen. De prøvede også flere gange at få folk med på at klappe eller slå med knyttede hænder ud i luften, men det var fåtal, der fulgte trop på anvisningerne. Til gengæld viste afslutningsnummeret, ”Hjarta”, noget af det bedste ved koncerten. Da blæseinstrumentet igen kom frem, og musikken blev helt luftig, langsom og skrøbelig, opstod der en smuk og nærmest meditativ stemning. Her fungerede blandingen af nordisk folk og doom metal virkelig godt.
En varm, men stille fornøjelse
Maunah leverede en god og velspillet koncert, hvor især stemningen og de mere atmosfæriske passager fungerede stærkt. De havde dog svært ved at få hele salen med, hvilket gjorde, at koncerten til tider blev lidt for stillestående. Uldsweateren fra sidste års anmeldelse var altså blevet lidt blødere at have på. Den kradsede stadig enkelte steder, men denne gang gav den først og fremmest varme og tryghed. Bandet viste bestemt, at deres langsomme omveje godt kan være værd at tage med på, og man roligt kan tage den uldne trøje på og nyde det.
Sætliste
Solin Vaugna
Haimaland
Saivør
Vætna
Hjarta