Foto: Lykke Nielsen Photography
Post-metal bør fredes af UNESCO
Pølsevogne, højskoler og den bornholmske dialekt – det er blot nogle af punkterne på UNESCOs liste over immateriel dansk kulturarv. Det, der definerer kulturen og har været med til at udvikle den gennem tiden, men som måske mere eksisterer som koncepter end håndgribelige konstruktioner i by- eller naturbilledet. Et punkt glimrer dog med sit fravær på denne liste: nemlig hekseprocesserne. Hvis man tog denne historiske skamplet med som et punkt på listen over dansk kulturarv, ville det københavnske post-metalband Heksproces dog favne alle mine eksempler fra denne kulturarvsliste … måske lige bortset fra pølsevognene. Heksproces har rødder på Bornholm, selvom de nu baserer sig på Djævleøen, og deres seneste album, Dejlig Er Jorden, refererer til en salme af B. S. Ingemann, som indgår i højskolesangbogen. Således må Heksproces’ diskografi vel snart indskrives i den danske kanon. De blev semifinalister ved Wacken Metal Battle i 2024, og det ville nu blive spændende, om det var steget dem til hovedet, eller om de stadig holdt skruen i farvandene mellem Bornholm og København.
Slægt skal følge slægters gang
Det er de færreste, der ved, at Ingemanns salme ikke kun synges til jul, men også hyppigt anvendes ved begravelser. Slægter skal følge slægters gang, og livets mest smertelige, men universelle, almenmenneskelige vilkår er døden. Denne smertelighed gengav Heksproces under netop nummeret “Dejlig er jorden”. Her var der dog ingen prægtig himmel til at redde os som i salmen, men kun en uudgrundelig afgrund. Afmagten over for intetheden kom særligt til udtryk i forsanger Claes Torsten Sørensens stemme, der mindede om post-hardcore i sit rå, sårbare udtryk. Mismodet sad yderst på melodierne under eksempelvis "Masker Glemmer”, og hans ansigts plastiske mimik understregede, hvor dybt han indlejrede sit sind i musikken. Hele bandet besad et uovertruffent nærvær på scenen, ikke ved at tale direkte til publikum, men helt basalt ved blot at være til stede med hele deres væsen og lægge al deres sjæl i musikken. Det var et nærvær, der ikke kan sættes på formel eller indøves. Publikum kunne uden tvivl mærke det, for flere gange brød de ud i den mest synkrone headbaning i mands minde. Bandets vuggende bevægelser på scenen skabte ringe i publikumsvandene, og som trukket af en usynlig symfonisk streng bøjede hovederne sig i bølgende bevægelser gennem salen. Det var en synkroni, harmoni og samhørighed, hvor vi som en stime af sild ikke længere kun bevægede os ad individuelle baner, men som en samlet flok.
Under publikumshavet brusede en solid basbund spillet af bassist Thomas Langemark Trojahn, og guitarist Mads Aspesgård Kofods cirkulære riffs skabte strømhvirvler, der ledte bevidstheden ned i hestehuller af musikalsk mættethed, hvor man lykkeligt forsvandt ind i tonernes tåge. Vi var her, lige her på ZeBU, og alligevel et andet sted – men Heksproces var der med os.
Selvom deres tekster bar en blytung alvors tyngde, så optrådte Heksproces med en ukuelig charme og spilleglæde, hvor de af og til virkede som ustadige hvalpe med et nyt kødben i flaben. Ligesom disse uspolerede glædesvæsener på fire ben havde Heksproces stadig stjernehimlen skinnende i de klare øjne, der lyste af nærvær og indlevelse i musikken. Der var enkelte dele af koncerten, hvor vi gik over i guitarsoloer og ballade-agtige sangsekvenser, og under disse var det hele ved at blive en anelse kedsommeligt – men bandet reddede den altid på målstregen med et velplaceret temposkift.
Tider skal komme, tider skal henrulle
Heksproces kalder sig selv rødvinsmetal, og den betegnelse må jeg give dem ret i. Der er i hvert fald ikke meget til pølsevognssegmentet i deres musik. Hvis man er til øl og hornmusik, var man gået forgæves, og bandets målgruppe ifører sig nok oftere hornbriller og rullekrave end en Electric Callboy-T-shirt. Det er selvfølgelig generaliserende, og kun Gud kan dømme os … men indtil hans genkomst har vi heldigvis anmeldere til at varetage den opgave.
Tider skal komme, tider skal henrulle, som Ingemann skrev, og denne aften satte Heksproces et punktum i tiden ved at lukke ZeBUs scene af for dette års Copenhagen Metal Fest. Heksproces lagde dog ikke som i Ingemanns salme nogen glad pilgrimssang for dagen, men snarere en gammeltestamentlig klagesalme over al vores menneskelige mismod. Det var nærværende, autentisk og musikalsk veludført. De har uden tvivl ramt en poetisk post-metalnerve, som denne aften pulserede ildrødt, iltet hjerteblod ud over scenen. Hvorvidt dette blod var givet til syndernes forladelse eller blot udgydt som en emotionel åreladning, må den enkelte vurdere. Musikken kunne i alle fald mærkes – og den gjorde både ondt og godt.
