Foto: Roxy le Tux
Stop op i orkanens øje
Panta rei, alting flyder, proklamerede den oldgræske filosof Heraklit. Selvom hans udbrud ikke var direkte møntet på vores tidsalder, så er det alligevel passende. Alt er i konstant, eksponentiel acceleration, hvor vi hele tiden skal bevæge os hurtigere i evig, halsende fremdrift. Stilstand er en sjældenhed i vor tid - men netop her træder Foreshadower ind som et øjebliks ro midt i kakofonien. Deres instrumentelle post-metal med inspirationer fra doom og sludge tilstræber sig en ellers ugleset langsommelighed, hvor rytmerne får lov til at slæbe sig afsted. Alene titlerne på deres numre besidder en vis alvorstyngde, idet de består af koordinater, som ofte henviser til steder, hvor krigsforbrydelser har fundet sted. Deres debutalbum, Foreshadower fik ellers en lidt halvlunken modtagelse fra redaktionen. Ligesom nogle film skal ses i biografen, fungerer Foreshadower måske bedst live.
En musikalsk knokkelmand
Minimalisme er en af de sværeste kunstformer, og det er netop den, som Foreshadower har valgt. Som en musikalsk kirurg skal man lægge det helt rette snit for at komme ind til benet. Og hvad gemmer der sig egentlig i kompositionernes knogler, når al unødvendigt kød er skrællet væk? Er marven mør eller fordærvet? I Foreshadowers tilfælde var det spørgsmål ikke helt enkelt at svare på til denne koncert. Forestil jer musikken som en krop. Nu vil dens anatomi blive gennemgået.
Trommen udgjorde klart rygraden i musikkens skelet. Den var taktfast og stramt komponeret med tendens til at fremstå en anelse forsimplet. Lige indtil trommens takt fik lov til at lege og pludselig skinnede i lydbilledets front. Pludselig kunne man som den lille tinsoldat marchere til rytmer, der sendte tankerne mod livgarden. Mod koncertens sidste del blev high hatten ligeledes høj i hatten og anlagde et atypisk tempo, der både forekom lidt mærkværdigt og var med til at vække opmærksomheden fra dens slummer. Lad os gå videre i musik-kroppens anatomi.
Ud fra trommens skelet voksede bassens muskulatur, og den spillede fint med musklerne uden dog at være nogen sværvægter i lydbilledet. Guitaren havde været på skrump, og dens fedtlag måtte gerne have fyldt mere. Riffene forekom af og til en anelse ensformige, og under koncerten smeltede flere af sangene sammen til en kødklump af repeterede rytmer og minimalistiske melodiskift, hvor det lød, som om den samme sang blev spillet flere gange. Guitaren trådte dog mere i karakter mod koncertens ende og overraskede undervejs. Muligvis var den hæmmet af en anelse mudret lyd, i hvert fald i højre side af salen. Det sidste, der manglede, var fornemmelsen af senernes sammenhængskraft til at binde musikkens legemsdele sammen til ét komplet korpus. Her kunne en sangstemme også have spændt sig som hudens plastiske elastik over hele legemet og forenet delene, men som et udelukkende instrumentelt band fremstod Foreshadower noget hudløst. Det kan dog også noget, og til tider virkede den minimalistiske monotoni helt meditativ. Der blev åbnet for et fælles tredje rum, hvor publikum og band kunne mødes. En eksistensmodus løftet op over selvets tankemylder mod en svalende ro. Kunne man kalde det en ud-af-kroppen-oplevelse? Nej, for så langt væk svævede vi alligevel aldrig. Men der var momenter af mesterlighed, hvor bandet mindede om Russian Circles, der kan have samme effekt under koncerter. Desværre dumpede vi altid relativt hurtigt ned igen til vores jordbundne korpus midt i den flydende tid.
Et vadested for det fritflydende sind
Foreshadower er ikke egnet til koncentrationsbesværede hjerner, der higer efter konstant forandring. Eller også er de netop egnet til et flydende sind og kan skabe et vadested, hvor tankestrømmene kan bruse over og lande i søer af stillestående vand. De mestrer det meditative og er tydeligvis dygtige musikere. Men under koncerten var der en nærværende fornemmelse af et fravær - noget manglede for, at ånden for alvor løftede sig over vandene mod det sublime. Det blev til tider en anelse ensformigt, og selvom musikkens skelet var standhaftigt, så kunne der komme mere kød på knoglerne. Scenetågen løftede oplevelsen, og der fandt en mystisk stemning sted i salen, som tydeligvis greb publikum. Det er svært at moshe til sludget, doompræget post-metal, men nakkerne blev alligevel drejet af led til langsom, men ikke mindre brutal headbanging. Hvis man har en god koger på, vil Foreshadower uden tvivl være en fremragende oplevelse, og der er ingen tvivl om, at de har et fint grundlag at udvikle sig fra.
