Russian Circles. Foto: Rolf Meldgaard

A Colossal Weekend 2026 - Russian Circles

Store VEGA, København V

Officiel vurdering: 7/10

Instrumenternes esperanto

Med Babelstårnet kollapsede også menneskenes grænseløse samhørighed. Grammatik er Guds straf for menneskets hybris, da de ville bygge et tårn så højt, at de kunne nå Gud. Arbejdet gik godt, fordi de alle som en talte med samme tunge – men Gud nedstyrtede tårnet og spredte både dets murbrokker og mennesker for alle vinde. Således spirede alverdens sprogstammer frem. I 1887 forsøgte man at tilbagevirke Guds straf med kunstsproget esperanto, som det var meningen, at alle skulle tale. Projektet kom langt, men lykkedes ikke helt. Russian Circles viste dog i aften, hvordan vi igen kan tale på et almenmenneskeligt sprog ubundet af grammatikkens grænser: musikken. Det amerikanske post-metalband spiller nemlig fuldkommen instrumentalt. Spørgsmålet er nu, om vi ville formå at tolke deres budskab.

 Rolf Meldgaard

Drømmer heste?

Der er noget mytisk over den måde, heste sover på. Låsemekanismen i deres lange lemmer gør, at de kan sove stående i staldene, hvor kun fuldmånens skær kan forstyrre deres nattesøvn. Denne aften mærkede jeg på egen krop, hvordan hestene har det om natten – for omsluttet af Store VEGAs mørke faldt jeg slet og ret i søvn stående under Russian Circles. Jeg vil hellere ærligt bekende kulør, end at min døs skal være gedulgt. Måske skete der noget helt fantastisk, banebrydende og radikalt nyt, mens jeg fik et par minutters morfar … men jeg tvivler på det, for da jeg vågnede igen, virkede det stadig, som om de spillede den samme komposition, der gik igen det meste af koncerten. Russian Circles får dog tvivlens nådegave, for hvem ved, måske fik de en guddommelig åbenbaring, som jeg missede. Forhåbentlig snorkede jeg ikke alt for meget. Russian Circles formår således at skabe musik, der er så atmosfærisk, at den kan lulle en i søvn. Større skift i energien kunne måske have holdt mig vågen, og musikkens søvndyssende effekt kan opfattes som et kritikpunkt. Det er det dog ikke kun. For det understreger, at Russian Cicles i den grad formår at skabe en drømmende stemning, der kan sende dig til drømmeland. Således er min lille døs egentlig også en ros til bandet for at skabe en så meditativ og tranceinducerende atmosfære.

Hver af Russian Circles’ kompositioner fungerer for sig selv med et symbiotisk samspil mellem alle instrumenterne, der enten samles om rytmerne eller splittes i polyrytmiske eksperimenter, der lykkes hver gang. De har en atmosfærisk klang, der sender ørerne på langfart ud i rummet, og jeg kunne ikke have ønsket mig et mere cinematisk soundtrack til mine drømmes indre biograffilm. Publikumskontakt var der ikke meget af, men hvad skal man også sige, når musikken taler for sig selv? Hele bandet er hamrende dygtige musikere, som spiller komplet fejlfrit – men også en anelse energifattigt. Det kunne have været rart med enkelte afbræk fra minimalismens pseudomonotoni og enkelte sentenser med et tonalt dybere mørke end de ofte højtflyvende riffkompositioner. 

 Rolf Meldgaard

Babelstårnets restaurering 

Russian Circles ville som rottefængeren fra Hameln kunne lede denne søvngænger langt med deres atmosfæriske toners lokkende klang. Deres instrumenter taler et almenmenneskeligt (måske endda almenvæsentligt) sprog, der sletter Babelstårnets spor i menneskemytens historie. Alligevel savnede jeg større engagement fra bandet under koncerten og mere variation i deres energiudladninger. Næste gang, jeg har svært ved at falde i søvn, bliver det dog helt sikkert Russian Circles, jeg sætter på.

 Rolf Meldgaard