HYPER GAL. Foto: Rolf Meldgaard
Det eneste, man kan vide, er, at det bliver unikt
Der er en velkendt myte i ekstrem- og eksperimentalmusiske cirkler om, at der er noget anderledes ved det japanske drikkevand. Mange grupper fra solopgangens land er lige det mere teknisk adrætte, intense, og mærkelige end vestlige modparter. Ryet spænder nu vidt: Hvis det er en uvant oplevelse, man søger, så skal man huske at se de ukendte japanske navne på festivalens kunstnerliste. Dette var sikkert med til at fylde op i VEGAs mindste spillested, Ideal Bar, denne fredag eftermiddag på A Colossal Weekend, da den japanske noise/hyper-pop duo HYPER GAL skulle indtage scenen. Da jeg snakkede med folk før sættet, var det gennemgående tema, at man var nysgerrig på, hvad fanden det var, man gik ind til, og at det nok skulle blive fedt.
Organiseret støj og slam poesi
Da duoen trådte på scenen, erfarede man meget hurtigt to ting. 1: At trommeslager og keyboard-spiller Kurumi Kadoya var en fuldstændig overlegen musiker på et rytmisk plan, og 2: At dette var et meget energisk projekt. De fleste af deres numre baserede sig på enkelte hurtige loops, der blev indspillet på et keyboard og derefter forvrænget af diverse effektpedaler. Kadoya spillede henover dette med en kavalkade af blast-beats og intense trommehvirvler, imens forsanger Koharu Ishida leverede japansksproget slam poesi ovenover. Det var tydeligt at se, at mange i publikum ikke helt vidste, hvad de skulle gøre med det, der foregik foran dem, givet at det lå så langt fra vores vante metalliske rammer.
Responsen blev langsomt varmere fra nogle få, der dansede med på det postmodernistiske performancekaos, der udfoldede sig, mens andre virkede lettere forvirret over, hvad det egentlig var, de så. Desværre var det lidt svært at høre Ishidas mildere vokal, der ikke virkede til at hænge sammen med Kadoyas tæskende intensitet. Ishida lod heller ikke til at gå nær lige så meget op i sin optræden som hendes scenemakker. Når der blev trådt på en af pedalerne på scenen under de mest intense numre, så forvandlede lydbilledet sig også til en næsten øreskærende, uforståelig hvid støj, hvor man slet ikke kunne høre noget. Det var intenst, men efter et stykke tid begyndte det også at blive lidt ensformigt.
Det var dog ikke det hele, der endte med at flyde sammen, nogle få groovy øjeblikke stod især ud. Der var blandt andet et sted, hvor et af loopsne ikke var i samme taktart som trommerne, og musikken fik derfor et polyrytmisk groove, der næsten tvang kroppen i bevægelse. Man kunne også altid kigge på Kadoya, der nærmest konstant slog på diverse dele af slagtøjet i visuelt hypnotiske mønstre. Udtrykket var bare, som oftest, lidt for hurtigt og skiftende til, at man rigtigt kunne vænne sig til et givent element, før det var væk igen.
En kende for mærkeligt
Imellem nogle af de fede eksperimenter måtte jeg dog, ligesom mange andre, erkende, at jeg simpelthen ikke var HYPER GALs målgruppe. Musikken og udtrykket var lige lidt for støjende, elektronisk, usammenhængende og hyper til, at jeg helt kunne leve mig ind i det. Man var som publikum konstant fanget i en superposition mellem at være fuldstændig betaget af det rene kaos og at have mistet forbindelsen til det, der foregik på grund af ren og sker overvældethed. Sangene endte med at flyde sammen til en stor støjende lydmur, der simpelthen var lidt for mærkelig til, at man rent faktisk kunne forstå den. Det var nok også meningen, men det var sgu lidt svært at blive investeret i.
