NOTBA4
Chrome Division - Beta - 17. februar 2019
Chrome Division - Bransholm Photography

Chrome Division

Beta, København S

Virginia Hill

Virginia Hill - Bransholm Photography

Lunken opvarmning

Af hensyn til dem af os, der er gamle og trætte, havde aftenens show på Beta kun et enkelt opvarmningsband. Det kunne de dog helt have sparet væk, for det var godt nok en sløj omgang. Det går vist aldrig af mode at opkalde hverken sig selv eller sit orkester efter notoriske (kvindelige) forbrydere, men jeg kunne ikke fornemme sammenhængen mellem en hårdkogt smuglerdronning fra Chicago og det Oslo-baserede ensemble, som betrådte scenen en søndag aften.

De gjorde ellers, hvad de kunne, bandet, for at banke lidt fest ind i hovedet på os – den ros skal de trods alt have. Deres energiske rock’n’roll var aldeles velment, men faldt til jorden som en crowdsurfer i et tomt lokale. Vokalisten var ikke noget udpræget sangtalent – det er vel heller ikke obligatorisk, når man satser på attituden – men han var ikke alene om at være udfordret på stemmepragten. De øvrige medlemmer, på nær trommeslageren, som forholdt sig tavs, udgjorde et kor, der HELLER ikke havde noget at byde på. Rent teknisk var de dog ikke elendige og navigerede acceptabelt rundt i deres børnepunk/ufarlige hardcore-tendenser uden den store slinger i valsen.

Men det er det helt store problem med Virginia Hill og mig. AC/DC light tittede frem i musikken mere end én gang, bøllekoret ledte tankerne hen på en slags tilstræbt hardcore, og både riffs og melodier mindede rigtig meget om den variant af punk, som Green Day propper i halsen på rebelske teenagere. Det er sikkert skidegodt at hamre fadøl til, men det fremstod vattet, påtaget og uden det bid, man kunne forvente af et band, der påstår, de spiller rock. Om det fungerer bedre hjemme i stuen, skal jeg ikke kunne sige, men efter at have oplevet dem live, må det stå hen i det uvisse.

5/10

Chrome Division

Chrome Division - Bransholm Photography

Forkromet flabethed

Anderledes forholdt det sig med det band, vi kom for. Forud for koncerten lyttede jeg til deres seneste album og var overrasket over, hvor fjernt realiteten var fra mine forestillinger om bandet. Med Dimmu Borgirs Shagrath bag roret havde jeg forventet noget helt andet end det snuskede rock’n’roll, der kværnede ud af mine højttalere. Men det er enhver anmelders hellige pligt ikke at lade personlige præferencer stå i vejen for en objektiv vurdering af sit emne. Så med åbne ører og et åbent sind tog jeg til Chrome Divisions første, og sidste, koncert på dansk grund.

Og for helvede en fest jeg fik. Efter en intro, der bød på tohjulet fræs og kvindestemmer i varierende grader af kælen, dukkede forsanger Eddie op på scenen med en bajer i hånden. Deres dommedags-rock’n’roll blev afbalanceret af store smil på samtlige medlemmers læber, både faste og til lejligheden hyrede pistoler og charmehåndtaget var vredet i bund. Min første tanke, om at Lemmy ikke har levet forgæves, blev bekræftet flere gange undervejs, og Eddie besad den hæshed og tyngde, jeg havde manglet så inderligt under opvarmningsbandet.
 

Det gladeste band i byen

Deres Black Rebel Motorcycle Club-inspirerede musik blev leveret af en samling superprofessionelle musikere, der spillede med så meget overskud og indlevelse, det var svært ikke at nikke med og nyde de individuelle medlemmers indsats. De formåede med relativt simple midler at stampe noget løs i mig, som ellers traditionelt set har været forbeholdt andre genrer. ”Trouble With The Law” fra debuten Doomsday Rock’n’Roll havde et Rob Zombie-feel, men uden den ondsindede undertone – vi er her trods alt for at hygge os. ”On Fire Tonight” beskriver sådan set ret godt Chrome Divisions indsats, for de kylede det ene festlige og velspillede nummer efter det andet ud, og det var tydeligt at se, at alle på scenen ikke ville have været noget andet sted i verden.

Samspillet var gnidningsfrit, og stemningen på scenen var løssluppen, som man kunne forvente, når det ikke blot er sidste stop på denne del af touren, men tilmed er den sidste, de tager på, nogensinde. Der blev spillet op indbyrdes, kastet med hatte, og både musik og spilleglæde smittede af på et taknemmeligt publikum. De lod sig uden problemer lokke til at klappe i takt, vifte med armene og synge med i tide og utide, og Eddie selv var i hopla og kommunikerede gladeligt med sine fans – selv dem, han bad holde kæft. Og lad det være en opfordring til ALLE fans af live musik. Hold venligst jeres småråberi for jer selv, når I bliver talt til fra scenen!
 

Vi vil altid have minderne

Med det sagt, så var det en fornøjelse at lægge ører til diverse finurlige anekdoter som introduktioner til numrene. De kom godt rundt i krogene, og med fem albums på samvittigheden var der ikke tale om at ”glemme” et eller to af dem. Der blev tilmed plads til en legesyg og længerevarende solo, der vakte begejstring i det lavloftede rum og understregede, at evnerne står mål med ambitionerne. Jeg er normalt ikke den store fan af deres foretrukne genre, men når den bliver leveret med et frækt glimt i øjet og en åbenlys kærlighed i til musikken og hinanden, kan jeg snildt forestille mig dem snige sig ind på en af mine utallige playlister. Hvis ikke det var, fordi de stiller kværnen i garagen inden længe, havde jeg med sikkerhed indfundet mig til deres næste koncert på dansk grund. Men i det mindste kan jeg trøste mig med, at jeg var der, den aften Chrome Division tog på deres ”One Last Ride”.

8/10

Flere billeder fra koncerten kan ses her

Tilføj kommentar