MartYriuM

Aftenen begynder med Martyrium – et black/industrial/death/extreme metalband fra Malta, der absolut giver aftenens hårdeste performance på de 30 minutter, som de har at gøre godt med. Der er fuld knald på det hele, også det røde hår har fået en plads hos de første to bands. Frontkvinden Sandra Misanthrope (med det borgerlige navn Vanja Plavsic) er iklædt et lillebitte lakbodysuit, en glimmermaske og en lang cardigan, som på de første tre numre får lov til at dække hendes nummer, altså hendes bagdel, som ellers resten af koncerten er til frit skue. Det kan godt være, at sex sælger, men burde musikken ikke tale for sig selv?

Martyrium kommer godt fra start, og publikum virker til at synes om det – om det er baseret på røv og bryster, ved jeg ikke, men de er i hvert fald med. Foruden de ovennævnte genrer bevæger bandet sig ind i den melodiske verden og formår at få sat en stemning på Voxhall, som lader godt op til de efterfølgende bands. Jeg må indrømme, at jeg havde regnet med, at Martyrium ville befinde sig meget uden for kategori af de resterende fire bands, men som aftenen forløber, synes jeg egentlig, at sammensætningen af de fem er gjort utrolig godt.

6/10

IGNEA

Lad os først få lidt basisviden på bordet: Ignea kommer fra Kiev, Ukraine, og startede under navnet Parallax. De er det første Ukrainske band, som begyndte at spille orientalsk metal. Bandet bevæger sig dog også inden for genrer som symfonisk, industrielt og prog. Bum. Et bredtfavnende band, som kan holde genrerne i en sammenhæng, så det giver mening.

Inden Ignea får lov at gå i gang, skal den sidste lydprøve lige afholdes. Min første tanke om dette er utrolig positiv, når man tænker på, hvor mange problemer der har været med lyden på Train på det seneste. Så er det fedt, at der bliver holdt styr på lyden på Voxhall. Dog må jeg indrømme, at en lydprøve på 15 minutter midt i det hele er med til at sænke stemningen en hel del. Heldigvis er de fleste i publikum mellem aftenens bands enten ved merch-boden, ude at ryge eller i baren for at købe den næste øl.

Det melodisk-orientalske aspekt af bandet kommer tydeligt frem under koncerten. Især på nummeret “Alexandria”, som er navngivet efter den egyptiske by af samme navn. Lyrikken på nummeret omhandler guddommelighed, død og ødelæggelse, og tonerne fra keyboardet går i skøn harmoni med forsangerinde Helle Bogdanovas rå stemme. En meget anderledes præsentation end hos Martyrium – og her fik vi også aftenens mest påklædte kvinde.

7/10

Skarlett Riot

Inden Skarlett Riot går på scenen, er jeg klar til at kalde det med lydprøven brok fra en kritisk anmelder, men helt ærligt, selv om der blev holdt lydprøve ved Skarlett Riot, så er frontkvinde Chloe "Skarlett" Drinkwaters mikrofon en smule for lav i starten af koncerten i forhold til både trommer og bas, og der er generelt skruet for meget op for højtalerne, på trods af lydprøven.

Men det hele handler jo om musikken, og indtil videre har den været rigtig fin – Skarlett Riot er ingen undtagelse (på trods af lyden). Her kommer vi genremæssigt tættere på et af aftenens hovedbands, Kobra and the Lotus, og Skarlett er en rigtig "party starter", som virkelig gør sit for at få publikum med. Musikken er meget mere pop/rock-melodisk end hos både Ignea og Martyrium, som startede aftenen. Hos Skarlett Riot kan man virkelig danse med, hvis man vil (stor bonus herfra!). Bandet slutter af med 2017-nummeret "Warrior”, hvor der er fuld fart på alle instrumenter og præindspillede harmonier på backing track – der er faktisk så meget fart på, at både Skarlett og bassist Martin Shepherd ender nede foran på gulvet mellem publikum. Underholdningsniveauet, intimsfæren og tempoet er sat til Kobra and the Lotus...

6/10

Kobra and the Lotus

...og tempo er der så sandelig. Altså, lige efter introen. Der er ikke en finger at sætte på aftenens optræden fra Kobra and the Lotus. Efter de tre første koncerter kommer der ny lydmand (faktisk endnu en kvinde) på banen, og det frembringer et tydeligt niveauskifte i kvaliteten.

Efter bandet har spillet et par numre, fortæller sangerinden Brittany “Kobra” Paige om deres danske eventyr i forbindelse med indspilningen af en plade. Kobra and the Lotus har boet tre måneder i Ribe, hvor de arbejdede sammen med den danske producer Jacob Hansen på albummet Prevail I. På baggrund af deres positive oplevelse i Danmark har de dedikeret et nummer, “Ribe”, på pladen Prevail II til byen af samme navn. Efter denne lille anekdote er det tid til uddeling af gaver (cd’erne Prevail I og Prevail II, ét styk af hver), som det danske publikum ikke helt kan administrere at dele, og der bliver råbt en smule og vist kløer. Kobra and the Lotus tager den med ro, mon ikke de er vant til vilde fans, og fortsætter med aftenens koncert. Naturligvis får vi sangen “Ribe”, efter at der bliver heppet på den. Da kendingen “Let Me Love You” bliver slynget ud gennem højtalerne, er alle blandt publikum med, og jeg må da også indrømme, at jeg stadig har sangen på hjernen her nogle dage efter koncerten.

Kobra and the Lotus har noget helt særligt over sig med en form for meditativ stemning, som især bliver portrætteret hos guitarist Jasio Kulakowski. Han virker utrolig rolig på scenen og formår at sammensmelte hård rock med en følelse af zen. Det eneste, som kan overgå Kobra and the Lotus, ja, det er Butcher Babies.

9/10

Butcher Babies

Butcher Babies starter lige på og hårdt. Puha, jeg bliver godt nok en smule overrasket over niveauet fra start, men jeg har heller ikke oplevet de amerikanske damer før. Stilner det af? Nej. Jeg er helt ærligt ikke klar over, om Butcher Babies kan finde ud af at tage den med ro. Jeg er heller ikke sikker på, hvad det er med kvinder på scenen, men Butcher Babies har medbragt to flotte sæt yvere, som også bliver udstillet i hver deres lille top – især når de skønne damer Heidi Shepherd og Carla Harvey hopper rundt, er brysterne en glimrende scenegimmick. Om Carla og Heidi kan synge, ved jeg ikke helt, men deres growl og screams er fede, og dét gør de virkelig solidt. De har en helt unik tilgang til musikken, og jeg vil ikke placere Butcher Babies i en genrebås, for det tror jeg ikke, at jeg kan. Stemmerne harmonerer godt, men jeg er sikker på, at al den råben har haft en stor negativ effekt på deres stemmebånd gennem tiden.

For Butcher Babies handler det hele om at “fuck shit up”, og det kan virkelig ikke siges bedre, når man ser, hvordan både dem på scenen og publikum er ved at stikke helt af under nummeret “Monsters Ball.” Også under “They’re Coming to Take Me Away” er der gang i alle, og Heidi spørger blandt publikum, hvem der vil være hendes “pitmaster Jimmy” til at styre pitten og få alle i gang med at bevæge sig. Naturligvis er der flere, som melder sig, men en heldig gut ved navn Kristian får æren, og så spreder publikum sig ellers for at få plads til at hoppe rundt til nummeret “POMONA” – muligvis en af de sange i verden, hvor der bliver sagt “fuck” og “shit” flest gange.

Overgik Butcher Babies Kobra and the Lotus? Ifølge publikum må det vist blive et ja; ifølge anmelderen her så skal de to slet ikke sammenlignes. Kobra and the Lotus er melodiske og medbringer en form for zen gennem musikken, som på ingen måde er til stede hos Butcher Babies. Til gengæld medbringer Butcher Babies alt det vulgære. Vokalen er ikke så ren og underfuld, som hos Kobra and the Lotus, men kan de sætte fut under fødderne på publikum og holde en fest? For at understrege det vulgære: fuck fuck fuck, shit shit shit, ja!

8/10