Tredje gang er lykkens gang, ikke sandt?
Man kunne være taget til Royal Arena med alle de andre nogle-og-fyrreårige kvinder og sukket nostalgisk over teenageikonerne fra Westlife. Men man kunne også gøre noget langt sjovere og tage til verdens vildeste metalrave med The Browning på Lille Vega, hvor Abbie Falls og Within Destruction stod for opvarmningen. The Browning har måske nok ikke udgivet noget siden Omni i 2024, men de har ingenlunde ligget på den lade side af den grund. De har turneret verden rundt, og det er da faktisk heller ikke mere end fem måneder siden, jeg sidst anmeldte dem live på årets Copenhell – og jeg endda har nået at se dem yderligere en gang til Core Fest i Tyskland i mellemtiden.
Abbie Falls
Det tjekkiske band Abbie Falls blander deathcore, metalcore, hardcore og nu-metal med en markant sans for groove og temposkift. Jeg så dem første gang live for tre uger siden, og lige siden har jeg glædet mig til at opleve dem igen. Og med den aktuelle Europa-turné sammen med The Browning og Within Destruction er de kommet ud foran et publikum, der bestemt ikke er bange for at få lidt tæsk med hjem.
Brutalitet med et kækt glimt i øjet
De fik fornøjelsen af at åbne ballet denne torsdag i Lille Vega til en sal kun halvt fyldt af forventningsfulde danskere. Heldigvis fik det sølle fremmøde ikke bandet til at tage let på aftenens opgave. For der er ikke meget fintfølelse over Abbie Falls. Tjekkerne har snarere gjort det til deres mission at flå lytterens nakke af med tunge guitarriffs, brutale breakdowns og vokaler, der lyder, som om de bliver hentet op direkte fra Helvedes kælderetage.
Jeg var særligt glad for bandets evne til at skifte mellem energiske two-step-inducerende passager og mere stampende, brutale sekvenser. Publikum reagerede i starten primært med headbanging og tilråb, men undervejs kom der heldigvis også action i pitten. Og bevares, Abbie Falls var da også ’bare’ opvarmning denne torsdag, så publikum skulle lige i gang. Men på nummeret "Parasite" eksploderede koncerten nærmest, mens ”Mayday” smed mere brænde på bålet. Også ”Black Void” gjorde fine takter og viste bandets evne til at bygge kompositioner op omkring tunge rytmeskift.
Det er egentlig ikke så svært at forstå, hvorfor Abbie Falls fungerede så godt på en scene. Der var en umiddelbar fysisk energi i musikken, og de mange temposkift gav publikum noget at reagere på. Klárs vokal var rå, aggressiv og varieret inden for det ekstreme register, og hans scenetilstedeværelse og voldsomme energi var smittende. Guitarriffene var beskidte og kontante, og rytmesektionen fulgte effektivt med de mange temposkift uden at miste grebet om groovet. Samtidig tog bandet tydeligvis ikke sig selv så alvorligt, som musikkens mørke og brutale udtryk ellers kunne antyde. Den blanding af brutalitet og glimt i øjet var med til at give Abbie Falls personlighed. Det var ikke fem musikere, der bare stod og så sure ud, mens de forsøgte at spille så tungt som muligt. Og det var en befrielse.
Mere end bare et spark i nakken
Abbie Falls har bestemt potentialet til at blive mere end endnu et navn på den moderne metalcore- og deathcore-scene. De har en god forståelse for groove, en frontmand med både vokalstyrke og karisma og en musikalsk tilgang, der ikke er bange for at hente inspiration uden for metalgenren. Der var gjort plads til både hurtige hardcore-udbrud, tekniske detaljer og de langsomme, tunge passager, der fik gulvet til at ryste. De tjekkiske gutter har uden tvivl kræfterne til at smadre et koncertlokale.
Within Destruction
Fra helvede til anime-universet
Der er sket en del med Within Destruction, siden slovenerne begyndte deres musikalske rejse som et rendyrket deathcore-band tilbage i 2010. Dengang handlede det primært om teknisk overskud, brutale breakdowns og en lyd, der kunne få selv de mest hårdføre nakkemuskler på overarbejde. I dag er udtrykket blevet noget mere farverigt. Deathcore-rødderne er stadig tydelige, men bandet har efterhånden inviteret både metalcore, nu-metal, elektroniske elementer og melodiske omkvæd indenfor. Det er ikke ligefrem et udtryk, der tiltaler alle, men det gør bandet mindre forudsigeligt end mange af deres genrefrænder.
Når brutalitet og melodi går hånd i hånd
Efter Abbie Falls og en kort pause trådte Within Destruction ivrige på scenen. Det tog dem kun ganske få sekunder at få gang i musikken, og på dette tidspunkt var publikum endelig blevet varme. For der var med det samme mere trængsel i den lille sal, end der er i Walmart på Black Friday. Musikken bevægede sig effektivt fra tunge, tekniske riffs og brutale growls til melodiske omkvæd, elektroniske detaljer og hooks, der satte sig fast. Desværre var lyden ikke nær så godt med som publikum, for man kunne i perioder knapt høre forsanger Rok Rupnik over musikken.
Rupnik var ellers den ansvarlige for den ekstreme vokale aggression, mens guitarist Howard Fang tilførte musikken en mere melodisk dimension med sin rene vokal. Når det fungerede, så gav det et dynamisk spændingsfelt, hvor de tunge passager fik ekstra effekt, når melodierne brød igennem. Når det ikke fungerede, forsvandt Rupnik i lydbilledet og blev om ikke overgået, så i hvert fald overdøvet af Fangs vokal. Fang gik nemlig smukt og klart igennem musikken og bevægede sig samtidigt konstant rundt, flåede i strengene med masser af energi og virkede i det hele taget ikke synderligt interesseret i at stå stille og passe sin plads.
På trods af det, så var "Animetal" et godt eksempel på, hvor effektivt den kombination kan fungere. Det fængende omkvæd gav publikum noget at skråle med på, mens guitarriffene sørgede for, at sangen havde masser af tyngde. Også "Hide and Sick" var et godt brutalt livevåben, hvor de tunge riffs og de markante temposkift nærmest virkede skræddersyet til circlepits og ømme nakker. Publikum var med dem fra start og hele vejen til slut, hvor Rupnik lå på havet af menneskehænder og skrålede de sidste toner ud.
Brutalitet med plads til fællessang
Within Destruction er måske ikke længere det band, som de mest kompromisløse deathcore-fans forelskede sig i for år tilbage. Til gengæld leverede de denne aften en energisk koncert, der i den grad fik sat ild i pitten – uagtet at lyden ikke var med bandet. Rupniks brutale vokal, Fangs melodiske modspil og Vezzosis tekniske trommer fik os derfor både til at smadre løs i pitten og synge med på omkvædene. Koncerten var teknisk mere kompleks end Abbie Falls’, men den efterlod til gengæld ikke et nær så stærkt indtryk.
The Browning
Masochisme, sindssyge eller grådighed
Man plejer jo at sige, at definitionen på sindssyge er at gøre det samme igen og igen og forvente et forskelligt udfald. Men hvad kalder man det så, når man gør det samme igen og igen og bare vil have det samme og det samme? Grådighed, måske. I hvert fald så var det her tredje gang på blot fem måneder (en gang på Copenhell i juni og en gang til den tyske Core Fest i slutningen af oktober), at jeg havde fornøjelsen af at se The Browning byde til dans. Det amerikanske band har siden dannelsen i 2005 gjort det til sin mission at forene metalcore, deathcore, dubstep, industrial og rave i én stor, lettere vanvittig cocktail. Det lyder måske som opskriften på musikalsk kaos, men The Browning har efterhånden perfektioneret deres helt egen formel.
En fest i krigszonen
The Browning har aldrig været et band, der lægger op til, at publikum står med armene over kors og analyserer kompositionerne. Og det kunne man mærke, fra første sekund de stod på scenen. Kroppen skulle aktiveres. De elektroniske beats pumpede rasende fra start, mens tunge guitarriffs og brutale breakdowns væltede ind over publikum som en betonmur. Det ene øjeblik befandt man sig på et dystopisk dansegulv, det næste stod man midt i en deathcore-koncert med alt, hvad det indebærer af moshpits og voldsomme bevægelser. Frontmand Jonny McBee var naturligvis centrum for det hele. Han fungerede effektivt både som vokalist, dirigent og festarrangør, og hans vekslen mellem growls, screams og mere melodiske vokalpassager gav musikken fin variation. Han var ikke bange for at fylde scenen, og hans evne til at få publikum med sig var en væsentlig del af oplevelsen.
Men efter at have set dem et par gange var det også ret tydeligt, hvor deres akilleshæl er. For de havde skruet så konsekvent op for både tempo og intensitet, og ethvert nummer skulle levere maksimalt lydtryk, maksimal energi og endnu et tungt breakdown, at koncerten var i overhængende fare for at miste noget dynamik. Og som min anmelderkollega nævnte halvvejs igennem koncerten: ’Du skal fandme ikke komme og sige, at de ikke har spillet det samme nummer i 20 minutter!’ Det var svært for bandet at blive ved med at overraske, for alle virkemidlerne blev brugt i løbet af de første par numre.
Og her virkede deres cover af Eiffel 65's "Blue (Da Ba Dee)" som et kærkomment afbræk. Det var som altid et ganske absurd indslag i et ellers brutalt sæt, men netop derfor virkede det. De mange battlevest-klædte fremmødte med knæklys i håret fik lov til at slippe metalattituden for en stund og synge med på en eurodance-klassiker, inden festen igen blev sendt direkte tilbage i det røde felt med først mageløse ”Carnage” og derefter ”OBSOLETE.DELETE.REPEAT.”, der fik lov at lukke ballet. Festen blev altså næsten for effektiv. The Browning har et stærkt og særpræget koncept, og de omsatte det til en særdeles underholdende koncert. Der manglede lidt variation og flere musikalske højdepunkter, for festen blev til tider så ensartet, at man begyndte at kigge efter baren.
Der er derfor basalt set to mulige måder at analysere en The Browning-koncert på, og afhængigt af hvilken tilgang man vælger, er resultatet meget forskelligt. Hvis man ser det som et rent underholdende produkt, er det samlede indtryk fuldt ud tilfredsstillende. Deres måde at kombinere metalcore-elementer med masser af kluborienteret electronica får virkelig publikum i gang, og nydelsen og morskaben er mere end håndgribelig. Hvis vi derimod ser det som en liveoptræden, tenderer resultatet skuffelse. Selvom der er en trio af musikere på scenen (vokal, guitar og trommer), kommer musikkens sande vægt og fremtræden fra hele den elektroniske sektion, som tydeligvis er præindspillet, og hvis kunstighed er svær at overse. For guitaren er nærmest diskret i lydbilledet, og trommerne blev overskygget af den kolossale bas fra de elektroniske elementer, men vokalen havde i det mindste en vis fremtræden og gav det hele en vis metal-ånd, som publikum sandt at sige modtog med åbne arme. De hoppede svedende gennem circlepits, crowdsurfede og brugte alle de andre sædvanlige kendetegn ved denne type show, mens numre som "Wake Up", "Dragon" og "OMNI" forvandlede den tidlige novemberkulde til ren ild.
Et band med sin helt egen festopskrift
The Browning har efterhånden fundet en formel, der fungerer særdeles godt live. De leverede en koncertoplevelse, hvor man både kunne headbange, moshe, hoppe og danse, ofte endda inden for det samme nummer. Men selvom energien var smittende og musikken effektiv, kunne den konstante intensitet også blive en smule forudsigelig. De må gerne give lidt mere plads til kontrasterne, så de hårdeste øjeblikke får lov til at ramme endnu hårdere. Så det var ligesom de gammeldags interaktive bøger: Du kunne være purist og lide, eller du kunne overgive dig til den uhæmmede energi i The Brownings sange og have det sjovt. Og ja, Kansas-bandet ved, hvordan man rammer guld der. De er meget bevidste om potentialet i deres sange og udnytter frygtløst disco-ånden. På sådan en kold og mørk torsdag i november skulle der mere end glögg i glasset for at få varmen. Det ’mere’ kunne The Browning heldigvis klare. Alle de fremmødte i det totalt pakkede Lille Vega fik sig et rasende sveddryppende rave, hvor knæklysene og battlevestene gik i symbiose, og hvor der ikke blev givet anledning til hverken pauser eller sniksnak.