Foto: Neil Poulsen
Klar til en gratis tandudtrækning?
Man skulle næsten tro, at vi var til HXC Kids med alle de unge poder, der pludselig troppede op ved bølgebryderens brænding inden Mite-koncertens begyndelse. Det var lidt spøjst, for med sange, der indeholder ord som ‘gas station heroin’, er der ikke ligefrem tale om Paw Patrol-musik. Hvis publikum ikke var varmet godt nok op efter dagens tidligere energimættede koncerter, så skulle de nok blive det nu, for Mite byder på hårdslående hardcore med elementer af grind. ‘Du laver altid et glad lille hop, når du hører hardcore, som om du er så klar til at slå nogens tænder ud’, bemærkede min forlovede inden koncerten. Jeg var således særdeles oplagt inden Mite – og det var jeg bestemt ikke ene om, for nok var aldersgennemsnittet i salen lavere end normalt, men det var energiniveauet bestemt ikke!
Don Quixote ville hade hardcore
Vredesudbrud er ikke altid pludselige. Nogle gange skal indignationens ild lige få ordentligt fat i sjælens brændbare stof for rigtigt at sætte ild til det iltre temperament. Således var det også ved Mite-koncerten. Vi kom hurtigt fra start, men alligevel skulle energien lige antændes, før det hardcore flammeinferno for alvor kunne brænde salen ned til grunden. Man kunne dog mærke, hvordan Mites energiudladning voksede eksponentielt gennem koncerten, og lidt inden dennes midte var vi for alvor i gang med trampende two-step og flyvende spark i tandhøjde, der kunne sende gebisset gennem lokalet.
Forsanger Mona Mattles vokal var både hæs, dyb og kompromisløst brutal på eksempelvis “Gas Station Heroin” og “Pigs in Power”. Hendes tilstedeværelse på scenen viste ligeledes en stor indlevelse i musikken, idet hun lavede så store vindmøller med armene, at de ville have sendt Don Quixote på flugt over alle bjerge. Hendes spilleglæde strålede i de lysende blå øjne, der mødte salen med et skarpt blik, som opfordrede det voldsparate publikum til at smadre hinanden i pitten … eller rettere at ‘danse noget mere’. Men det betyder jo det samme. Den befaling adlød de, og for første gang i dag kom der for alvor gang i pitten. Vi fik også en anelse grisegryntende pig squeels med under koncerten – og det måtte der gerne have været endnu mere af, for det var et relativt kort indslag, der bragte noget friskt og overraskende ind i lydbilledet. Den hurtige tromme og dybe, stødvise bas sendte undertiden mine tanker mod grindcoregenren. Hvis bækkenerne havde været endnu mere i brug, så var rytmesektionen landet solidt i goregrindens beskidte land – og det skal den bestemt ikke være bange for, da det er et godt sted at befinde sig! Der kunne godt have været mere variation i sætlisten, men de korte, ofte hurtige numre holdt alligevel kadencen oppe. Da Mattles nævnte, at der var fire numre tilbage, havde de således samme spilletid tilbage, som da de andre bands varslede deres sidste sang. Det var en særdeles koncis koncert med et band, der spillede hårdt, stramt og brutalt – omend de lige skulle varmes op.
Hold på hat og tænder til næste Mite-koncert
Mite er et af de bands, der altid kan oppiske en voldsparat stemning blandt publikum – selv når der er børn og barnlige sjæle til stede. Mona Mattle har en inspirerende råstyrke, som de unge poder kun har godt af at blive inspireret af, så de med tiden kan blive rigtige hardcore-hoveder. Resten af bandet måtte gerne komme lidt op i gear og mere ud over scenekanten, men spillede stringent uden dikkedarer. Utroligt nok beholdt alle deres tænder ved denne Mite-koncert – men nu havde jeg jo også travlt med at skrive noter og ikke tid til at sparke på børn i pitten. Det må gøres om næste gang, for selvom dette var mit første live-møde med Mite, så bliver det bestemt ikke det sidste!
