NOTBA4

Jakob Stegelmann ft. Defecto - Monstre vi Elsker

Stegelfecto

Jakob von Stegelmann

Hvad King Diamond var for metalmusik i Danmark, har Jakob Stegelmann været for den danske nørdkultur. I 30 år har han fortalt os om computerspil, film, bøger og serier, og ofte har disse været monsterrelaterede. At Stegelmann er gammel heavy-fan, er måske mindre kendt, men efter den mageløse symfonikoncert på Copenhell ’18 er der vist ingen tvivl om, at han altså også er til heavy. Især den slags metal, der har fokus på kostumer og fortællinger, såsom Iron Maiden og Ghost har fanget hans interesse.

Det er ikke usædvanligt, at Stegelmann holder foredrag. Det er sket masser af gange før, at han har iklædt sig sit stiveste puds for at indtage en scene, mens han fortæller os om computerspil, fantasy og andre supernørdede ting. Men i år er det altså monstrene, der er i fokus – Godzilla, King Kong, Predator og alle de andre figurer, som vi alle elsker at se, især når de går totalt amok på det hvide lærred.

Hvad der dog er unikt ved netop dette arrangement er, at Stegelmann har inviteret thrash/prog bandet Defecto med sig på scenen for at fortolke de forskellige temaer fra klassiske monsterfilm – så endnu engang bliver det bekræftet, at monstre og heavy metal er som skabt for hinanden.

Som fan af både monstre, Stegelmann og Defecto er jeg personligt meget spændt på at se, hvad aftenen byder på, men jeg er dog sikker på, at trods fokus ligger på uhygge og monstrøsitet, så skal det nok blive en hyggelig aften i godt selskab.

Hvad er et monster?

Vi elsker monstre, vi elsker skurke, vi elsker det u-elskelige. Det grimme, det grumme, det monstrøse. Alt det man ikke ”bør” elske, alt det man skal holde sig fra – vi elsker det onde, det forbudte. Vi følger jo ikke med i handlingen for at se, om helten klarer monstret, nej for det ved vi jo, han gør. Vi ser med, fordi vi, inderst inde, dybt håber, at monstret vinder, og at den kedelige helt med pagehåret dør på en horribel, om end underholdende, måde.

Vi er monstre.

Vi, der hører metal, bliver tit sat i de samme båse som monstrene: Vi passer ikke ind, vores idealer er forkerte, vi er onde og dårlige mennesker. Vi gør dårlige ting og går ind for anarki, kaos og helvede på jord. Der er ikke forskel på en, der hører Gojira og så Godzilla selv. Hører du black metal, er du automatisk en kirkenedbrændende nazist, der drømmer om at være en ond, transsylvansk greve med overbid. Hører du Volbeat, er du en ubegavet bonderøv, en trold måske, hvis største drøm er at drikke lunken fadøl, mens din bedste ven Henning giver dig en lammer og griner højt, når du spilder øllen ned over dig selv.

Men verden er ikke sort/hvid. Du er ikke enten god eller ond. Et monster er ikke ”bare” et monster. Der er flere film, hvor Godzilla rent faktisk redder verden i stedet for at smadre den. Hvis man læser Frankenstein, står det hurtigt klart, at det sande monster er Dr. Frankenstein og ikke hans golem.

Vi opsøger monstre, fordi de har en dragende effekt. Vi mennesker har altid været fascinerede af det farlige, det uhyggelige og det forbudte. Vi læser monsterlitteratur og ser monsterfilm for at blive skræmt fra vid og sans, det er skrækken og uhyggen vi opsøger – vi VIL skræmmes, vi VIL sidde med et bankede hjerte og koldsved på panden. Vi ønsker at forstå det uforståelige, vi ønsker at afmystificere det mystiske – for vi ved nemlig, at verden er fyldt med gråzoner, og det er dem, vi ønsker at udforske.

De utilpassede

At metal, hard rock og punk siden 1960’erne har flirtet med gys, gru og monstre, virker derfor oplagt. Black Sabbath var hurtigt ude med sange om hekseri og sort magi, og Misfits var klar med sange om monstre og barnemord. Derfra tog det fart, og nu er det mere almindeligt end ualmindeligt, at ethvert metalband med respekt for sig selv har en håndfuld sange om gys og gru.  Hele genrer, såsom dødsmetal og blackmetal, voksede op omkring hele ideen med at skræmme folk og sprede gys og rædsel. Selv her i Danmark havde vi Mercyful Fate (og senere King Diamond), der også var klar til at hoppe med på gyservognen.

Nu til dags er der næppe mange, der bliver skræmt af metalmusik eller filmmonstre. I hvert fald ikke på samme måde som tilbage i 60’erne, 70’erne, 80’erne og til dels 90’erne. Men fascinationen er dog stadig intakt!

 

Tilføj kommentar