W.A.S.P.

W.A.S.P.

Blackie Lawless og hans musikalske lejesvende i W.A.S.P. var kommet til byen for at spille op til dans, og i den anledning fik vi en afslappet sludder med en af metalscenens mest kontroversielle og spændene personligheder.

Det er efterhånden en menneskealder siden W.A.S.P. første gang tog metalpublikummet med storm, med blandt andet den klassiske fuldtræffer "Fuck Like A Beast". Meget er sket for bandet siden dengang i de vilde og feststemte cockrock firsere, og Blackie Lawless er i dag det eneste originale medlem tilbage. Det ved de fleste, og det bekymrer de færreste sig vel om i dag. Cirkusset kører nemlig videre, omend der er kommet lidt alvorligere boller på suppen de senere år.

heavymetal.dk (HM):
Hvad inspirerede dig til at skrive historien til “Neon God"?

Blackie Lawless (BL):
Det udsprang sig af en ide som tog udgangspunkt i alle disse spørgsmål som "hvem er jeg?", "hvor er jeg på vej hen?", "hvad betyder mit liv?", "er der en gud, eller er der ikke?". Det er ting som vi alle tænker på ret ofte, men sjældent snakker om. Hvorfor tænker vi altid på døden efter livet? Simpelthen fordi vi ikke ved hvorfor vi er her, og hvad der sker når vi engang dør. Det er en ret skræmmende tanke.

HM:
Ja, der er ingen tvivl om at der er langt større tanker bag "Neon God", i forhold til den tissemands metal W.A.S.P. også er kendt for. Musikalsk set virker det som om at du er gået tilbage til stilen fra "The Crimson Idol"!

BL:
Efterhånden som tiden går, tror jeg folk vil indse at denne plade ikke ligger så tæt opad "Crimson Idol" som først antaget. Det er selvfølgelig nærliggende for folk at tro, da de begge er koncept plader, men jo mere folk får hørt den nye, jo hurtigere vil de finde ud af hvor forskellige de er. "Crimson" havde en mere intim historie, denne gang er det en meget større historie.

HM:
Er du tilfreds med lyden på "Neon God"? (Det er vi nemlig nogle der ikke er nemlig, -red.)

BL:
Ja, men det tog lang tid at komme frem dertil hvor vi selv var tilfredse. Vi havde en bunke digitalt distortion, som var optaget analogt men transformeret digitalt, og alle ved jo jeg hader det digitale, og noget af den distortion ville vi gerne have væk igen, men det kunne ikke lade sig gøre, så vi måtte simpelthen optage sporene om igen. Det her album skulle have været ude i oktober sidste år. Opfølgeren til "Neon God" er også færdig, bortset fra et par numre som jeg stadig mangler at færdig mixe. Den skulle gerne udkomme i slutningen af August.

HM:
Udover historien på "Neon God", som stiller de her store spørgsmål til livet, er det jo også en trist historie om en knægt og hans svigt i barndommen, så jeg spørger Blackie om han selv har børn, og hvilke værdier han ligger vægt på de skal have!.

BL:
De eneste børn jeg har er mit band, haha, og jeg stiller mig selv de samme spørgsmål om hvordan jeg skal opdrage dem og så videre... Verden er selvfølgelig anderledes i dag end dengang jeg var ti år, men jeg havde selv en far der kun fortalte tingene én gang. Og hvis man ikke opførte sig som han ville have man burde, så skulle han nok vise det. Og det ser jeg ikke i dag, hvor jeg er kommet til et punkt hvor jeg f.eks. sjældent tager på restaurant pga. af fucking larmende unger der render rundt som vilde indianere, og forældrene vil ikke disciplinere deres børn. Hvad fanden er der i vejen med vores generation nu ? - den er så svag. Det er som om forældrene er bange for at deres børn ikke skal kunne lide dem, og derfor skaber venskaber med deres unger. Jeg har forståelse for at børn skal have frihed. Hey!! ha' alt den frihed I vil ha', bare I ikke invaderer mit sted, haha. Noget af eftergivenheden bunder sikkert i skyldfølelse fra forældrenes side, fordi børn i dag ikke ser deres forældre så meget som før i tiden, da de begge arbejder ude.

HM:
Er du inspireret af noget af den nyere musik i dag?

BL:
Nej, for at være ærlig. Når man bruger så meget tid på sin egen musik som jeg gør, har jeg ikke energien til det. Det er lidt som mekanikeren der har stået hele dagen og repareret andre folks bremser, og så skal hjem og ordne sine egne bremser. Det gider man bare ikke. Det eneste tidspunkt jeg hører musik på er, når jeg sidder i bilen, aldrig derhjemme, for når jeg har været i studiet i 14-15 timer sådan en dag, kan jeg ikke klare mere når jeg kommer ud. Jeg har mere eller mindre brugt de sidste 4-5 år i et studie, og i den periode har jeg måske set to film. Jeg går ikke ud og tjekker bands længere, fordi jeg er fuldstændig smadret efter sådan en omgang i studiet. Men hvis jeg siger at det er en stor pris at betale, lyder det som om jeg beklager mig, og det er jeg ikke interesseret i, for jeg er godt klar over at jeg har været meget heldig og velsignet med de ting jeg har beskæftiget mig med i så lang tid som tilfældet er. I en af de første anmeldelser jeg læste af det nye album, skrev en anmelder at jeg næppe havde noget liv udenfor et studie, hvilket fik mig til at grine. Han tror han forstår hvad det handler om, men han ved ikke hvad det her handler om. Det er ikke en besættelse, men så tæt du kan komme på en besættelse uden at det er det. Da jeg var færdig med denne plade (Neon God, -red.) var jeg følelsesmæssigt tom indeni, hvilket jeg stadig er lidt, men at turnere hjælper lidt. Det er ligesom at tage en hammer og slå på dine knæ. Du behøver ikke gøre det ret hårdt, men efter et stykke tid bliver de følelsesløse. Det var hvad der skete med mig denne gang, fordi jeg havde været i studiet så længe. Normalt når man færdiggør en plade, er det ligesom sidste skoledag, hvor man ser frem til at stoppe, men alligevel ikke vil. Denne her had/kærligheds fornemmelse. Med "Neon God" ville jeg bare have det overstået, hvilket jeg ikke tidligere har oplevet med de andre plader. Jeg ved historien er god, men jeg kan ikke udtale mig om musikken da jeg stadig har det hele for tæt på. Men forhåbentlig er jeg i stand til at høre det tydeligere om et års tid... håber jeg.

HM:
Efterfølgende blev der spurgt om Blackie har fortrudt nogle af de udtalelser han selv kom med i kølvandet på den forrige skive "Dying For The World" - et album der på mange måder reflekterer over Blackie's egen sindstilstand i tiden efter tragedien med World Trade Center 11. september 2001.

BL:
Hvis du boede i det hus lige overfor her hvor vi sidder, og en dag kom hjem og så at det var væk, så ville du blive vred. Det kan godt være at "Dying For The World" virker politisk, men den er personlig. Jeg er stadig rasende over det der skete. Da jeg var knægt voksede jeg op i New York og jeg har kunnet se World Trade Center fra mit soveværelse. Min far arbejdede selv med bygningskonstruktioner og havde famile der var med til at bygge World Trade Center, så det var meget personligt for mig. Så jeg fortryder ikke noget nu i forhold til perioden omkring hvor jeg skrev teksterne, for i tiden omkring tilblivelsen af albummet rendte jeg rundt i uger og blev ved med at spørge mig selv: ’Vil du virkelig sige dette?’. Det er nok det største statement jeg har gjort i hele min karriere. Men til slut fulgte jeg hvad mit hjerte sagde, selvom jeg godt viste at det måske var de forkerte ting at sige, men jeg blev ved med at tænke på hvad jeg selv følte da jeg stod og så på Ground Zero. Det er en af de livserfaringer der aldrig gør dig til den samme igen. Men jeg forstår godt hvad du spørger til, men du er nødt til at skrive hvad du føler selvom det måske kan virke forkert. Det skal ikke censureres, for hvis du begynder at censurere er det ikke længere din sande følelse.

Tilføj kommentar