Moonlight Haze om musikkens modersmål 

Hvorfor er vi egentlig så sure her i landet? Vi kender alle stereotypen på den vinterdeprimerede dansker, hvis mundvige sjældent krummer sig længere op ad kinderne end til et stramt smil, mens øjnenes højfjeldssole udsender et køligt skandinavisk skær, gråt som aprilhimlens hvælving. Det er dog et noget andet indtryk, det italienske powermetalband Moonlight Haze har fået af det danske publikum. Jeg mødtes med dem backstage under Epic Fest for at høre om, hvor de kommer fra som band, og hvor de nu skal hen. De har netop spillet deres første koncert i Danmark og har oplevelsen frisk i erindringen. Om det fortæller forsanger i Moonlight Haze, Chiara Tricarico:

“Vi har haft en god oplevelse, og publikum var rigtig skønt. Hvem der end sagde, at folk fra Norden er kolde … nej, det er ikke rigtigt. Folk er rigtig venlige, og responsen fra publikum var god. Det her var vores første show i Danmark nogensinde, men vi blev glade for at se så mange synge med.”

Guitarist i bandet, Marco Falanga, istemmer:

“Det er godt for os at være langt hjemmefra og møde mennesker, der næsten kender vores sange bedre end os selv.”  

Tricarico og Falanga har lige akkurat klemt mig ind i deres stramme program, og vi kommer hurtigt ind på deres første møde med metalmusikken, der drev dem fremad til det sted, de er i dag. De har haft lidt forskellige indgangsvinkler til genren, da Tricarico hurtigt stiftede bekendtskab med den niche inden for metalmusikken, som powermetallen er:

 “Jeg er selv powermetalfan, og det var det miljø, jeg gradvist voksede ind i. Det er et godt miljø, hvor alle er venlige, de er her for at have det sjovt og for musikken … Jeg havde nogle venner i skolen, der introducerede mig til metal. Inden da var jeg virkelig optaget af klassisk musik. Jeg spillede klaver, fra jeg var ni år gammel. Og jeg har altid været fascineret af operasangere. Da jeg var 14, tror jeg, viste en af mine venner mig Wishmaster af Nightwish, og jeg blev helt blæst bagover. Hvad var det her for noget musik, der kombinerede klassisk musik med metal og operavokal? Og jeg var sådan: Nu ved jeg, hvad jeg vil.”

Falanga supplerer:

“For mig var det en ven, der gav mig det her kassettebånd med Marilyn Manson. Jeg var sådan, åh, okay, lad os give det et skud. Mit liv var ødelagt! Jeg lyttede til Marilyn Manson i flere år uden at lytte til så meget andet. Og så fandt jeg Marduk. Og derfra begyndte jeg at lytte til alle mulige genrer af metal. Måske er fans af powermetal også lidt mere åbensindede, fordi powermetal særligt i de senere år har hentet meget inspiration fra andre genrer. I dag er det ikke så mærkeligt at høre nogle growls og screams i powermetal. Hvis man tog til, hvad ved jeg, en festival for ekstremmetal, ville det nok være lidt mere strømlinet til en bestemt stilart. Tænk på, da Arch Enemy introducerede clean vokal, der var … mange var sure. I powermetal er vi sådan mere, nå ja. Lad os da høre det, og hvis det lyder godt, så er det godt.”

For Falanga er det særligt følelsen af at lukke den indestængte vrede ud, som han holder af ved metalmusikken. Han forklarer:

“Vi bliver alle sammen vrede, og det er ikke nødvendigvis altid en dårlig ting. Jeg mener, du bliver jo ikke vred over ting, som du er ligeglad med. Det er over ting, som du holder af og gerne vil passe på. Når du finder en kunstner, der fortæller de her ting og følelser på den måde, du gerne vil have dem fortalt, så er det sådan. Okay. Jeg vil gerne føle denne her følelse, for i sidste ende er musik bare følelser. Du kan lytte til elektronisk musik, black metal, death metal, powermetal, art rock. Det er alt sammen det samme.”

Selvom Tricarico ikke har søgt de samme følelser i musikken som Falanga, genkender hun alligevel hans oplevelse og beskriver den selv således:

“Jeg tror, at jeg virkelig har fundet mit modersmål i musikken. Jeg tror, at der er nogle følelser, som du bare ikke kan udtrykke med bare ord eller noget andet, men kun gennem musik. Der er mange ting, som jeg har fundet ud af om mig selv, mens jeg har skrevet musikken. Når jeg synger vores sange, kan jeg være overalt. Det tager mig bare til en helt anden verden.”

Sindssyg kvantefysik

Moonlight Haze har en ny EP på trapperne, Interstellar Madness, der udkommer næste måned. Singlen “Moonlight Legion” fik sin livepremiere til Epic Fest og blev vel modtaget af et publikum, der allerede kunne teksten. Men hvad pokker betyder interstellar sindssyge, er det mon opfølgeren til Christopher Nolans rumfilm? Nej, ikke helt. Falanga fortæller:

“For nogle måneder siden sagde hun (Tricarico, red.), at jeg skulle læse den her bog af Stephen Hawking, The Grand Design. Vi går meget op i videnskab og bøger om videnskab. Det er en bog om universet, og hvordan det er opbygget. Der er noget kvantefysik involveret.”

Tricarico uddyber den boganbefaling, der førte til EP’ens tilblivelse:

“Man får en fornemmelse af al den her masse, som udgør universet, som udgør eksistensen. Det var det, der inspirerede os til at skrive om det, jeg blev en lille smule revet med af bogen. Altså, jeg kunne ikke sove om natten. Jeg fik alle i bandet til at læse bogen, og titelnummeret på EP’en er et forsøg på at oversætte bogen til musik.”

Titlen Interstellar Madness trækker ifølge Tricarico ligeledes på nogle af de samme tematikker som deres bandnavn, Moonlight Haze:

“Vi har talt om, at vi ikke er helt ved vores fulde fem under skriveprocessen. Vi er lidt i en haze (tåge, red.). Og så er der Interstellar Madness. Det er basalt set sindssyge på den måde, at man er helt guidet og overvældet af inspiration og kunst. Det er lidt, som når kunst og liv smelter sammen til én ting. Det er sindssyge på en god måde.”

Falanga supplerer:

“Vi kan blive inspireret af alt. Det kan være et landskab, en duft og selvfølgelig månen, der er en af vores største inspirationer. Det forbinder sig også til vores bandnavn, Moonlight Haze, som sagt. Det er ligesom en form for tåge, men det er også et bevidsthedsstadie, hvor du ikke er 100 % ved dine fulde fem. Vi har også hentet meget inspiration fra livet … men altså, vi anbefaler på det kraftigste, at man læser bogen The Grand Design af Stephen Hawking. Men begynd at læse den fra det perspektiv, at du aldrig helt kommer til at forstå den.”

Med dette forbehold for alle, der ikke beskæftiger sig med kvantefysik, er boganbefalingen hermed givet videre.

Planer for en radbrækket fremtid

Egentlig spurgte jeg blot ind til bandets fremtidsdrømme. Falanga forstod dog spørgsmålet i en lidt bredere forstand:

“Jeg håber ikke, at tingene bliver værre, end de er i dag. Ellers bliver det noget rod. Så lad os håbe på en bedre fremtid, men også arbejde for den. Der er mange magtfulde mennesker, som gør ting, og de her mennesker ville ikke være der uden folket. Så hvis folket gik imod dem, ville de måske ikke have så meget magt, og de kunne ikke lave alle de katastrofer, som de gør i dag. Så alt er fint, men vi skal bare ikke gøre verden til et totalt kaos, for scenariet ser ikke godt ud.”

Tricarico forstod spørgsmålet på en lidt anden måde:

“Det kaninhul dér vil jeg slet ikke gå ned i. Jeg vil bare sige, at vi virkelig håber på at turnere mere med bandet.”

Falanga er dog ikke helt færdig:

“Ja, turnere overalt i verden. Ingen grænser, ingen problemer.”

Tricarico sukker lidt opgivende:

“Der er så mange metalfans verden over, og vi vil gerne møde dem alle sammen. Kan vi ikke bare sige det sådan?”

Det virker som en glimrende slutbemærkning, og Moonlight Haze må da også herefter hurtigt skynde sig videre i deres hæsblæsende program. Vi vil glæde os til mange fremtidige turnéer med bandet og en snarlig lektion i kvantefysik med Interstellar Madness.