Jeg oplever jo, at temaer fra film og spil kan spilles live på mange måder. Jeg har lavet mange koncerter med symfoniorkestre, også den på Copenhell. Men jeg har sådan et eller andet med, at der ikke er nogen genrer, som jeg ikke kan lide. Jeg kan også lide at høre temaerne omsat til mange forskellige genrer. 

Derfor har det været meget inspirerende at arbejde sammen med Simon Stenbæk Christensen (forsanger og guitarist i Elitist, red.) og hans forskellige bandmedlemmer i vores Troldspejlet-shows herinde. De har været med som et lille indslag på et kvarters tid hver gang, hvor de spiller temaer fra spil, som folk skulle gætte. Det fik mig til at tænke på, at det kunne være fedt at lave en hel koncert med det. Om folk så ville have det, det vidste vi ikke, men vi ville prøve det. Og så kom Golden Days til os og spurgte, om vi ikke ville lave et eller andet interessant. Og vi tænkte: Hvorfor bruger vi så ikke den anledning til at lave en koncert? Og fordi deres tema var ‘monster’ i år, så laver vi en monsterkoncert.

Vi tager nogle temaer, fra hvad der nu er monstrøst på en eller anden måde i spil og film. Og så ser vi, om det kan blive en fed koncert med et band, som er… skal vi sige metal-funderet? Men ikke har noget imod at spille andre genrer – og koncerten havde jo også både noget swing og noget pop med Scooby-Doo, den er jo surf-pop. Så det blev sådan genremæssigt lidt forvirret – helt bevidst – men alligevel med metal som det, der virkelig er deres kerne-genre. Det synes jeg især, at man kunne høre i Doom, Diablo og nogle af de andre ting. Jeg synes, at metal har sådan noget grundlæggende fortællende, ligesom der er i filmmusik og stor symfonisk musik.

Du kommer mere og mere indenfor i metalmusikkens verden. Hvor begyndte dit møde med metallen? 

Jeg har altid godt kunne lide den genre i de små bidder, jeg har lyttet til, fordi jeg lytter til meget forskelligt. Jeg har sådan en lidt forvirret musiksmag. Jeg kan huske, at et af mine første møder med metal, det var faktisk tilbage i starten af 90’erne. Vi skulle lave nogle indslag til Troldspejlet om et rollespil, der hed Vampire og Werewolf, to spil, som mergede. Og så skulle vi finde noget musik, der illustrerede billederne. Der var så en, der gav mig en dødsmetal-plade og sagde, ‘prøv det her’, og jeg blev så fascineret af de lyde, som jo er lidt overnaturlige. Det lyder ikke som musik, som man forstår det normalt. Det var mit første møde, og siden har jeg haft en enorm respekt for, at det kan fortælle en historie.

Hvordan har det været at spille på Copenhell og indgå i det miljø? 

Der kom en mulighed for at spille med et symfoniorkester på Copenhell, som jo startede… jeg tror, det var 2018, hvor jeg selv tænkte, ‘det her er for mærkeligt, det her vil de ikke lytte til.’ Og så viste det sig, at der var et enormt sammenfald med metalverden og nørderi og alt det, som vi har haft i Troldspejlet. Så det virkede, som om vi kunne være hjemme. Der hørte jeg hjemme.

Selvom jeg ikke lytter til særlig meget metalmusik til daglig og ikke kender så mange af de bands, der er på Copenhell, så følte jeg bare, at det føltes meget hjemligt. Særligt da de så også lavede Copenhell Con, og vi kunne være med der med små arrangementer hist og her.   Så jeg har fået en stor kærlighed til den genre, fordi den filtrer sig så meget ind i de andre ting, jeg kan lide inden for spil og film… og for den sags skyld tegneserier. Jeg har altid spillet musik, mens jeg læser tegneserier. Der fandt jeg ud af for nylig, at jeg helt uden at tænke over det satte noget random, lidt obskur dødsmetal på, forskellige bands som jeg ikke vidste, hvem var, men hvor jeg lyttede mig frem til, at de måske passede til den serie. Så på den måde lytter jeg også til det privat, men nogle gange som illustrationer af billeder. Jeg bruger musik til mange ting…

Jeg bruger også musik som lydtapet, men der er metal ikke så godt at spille, hvis man sidder og spiser middag, det går ikke. Jeg kan godt lide musiks evne til at skubbe til det billede, man ser lige nu, og give noget andet. Og der lytter jeg også meget til filmmusik. Både metalmusik og filmmusik hører jeg i min bil, primært. Det gør, at de er meget kedelige omgivelser, som man kører igennem så tit, de får en anden flavour på en måde, og lige pludselig kan det blive helt dramatisk. Jeg tror, jeg tænker meget i musik som noget, der passer sammen med historier og billeder. Og det synes jeg også, at metal gør ret tit.

Hvornår stiftede du første gang bekendtskab med monstrene? 

Altså de oprindelige monstre, det var, da jeg var barn. Det var i tegneserier, primært. Da jeg var barn, var der ikke så meget TV. Det skal jeg ærligt indrømme, der var DR og en svensk TV-kanal. Og det er ikke, fordi de viste monsterfilm hver dag, skulle jeg hilse og sige, men da jeg gik i 6. klasse, viste de King Kong. 

Og senere så jeg The Wolf Man, det er en af de gamle. Og den gjorde mig så bange i sommerhuset, at jeg ikke rigtig turde gå over i den del af huset, hvor der var et toilet. For jeg syntes, at de der træer, det lignede dem, han (The Wolfman, red.) stod bagved. Men samtidig elskede jeg den følelse. Så der var et eller andet med, at jeg både fik mareridt i vågen tilstand og samtidig ikke kunne lade være med at kigge derhen. Når man kigger på et monster, så er det, at man både begynder at se, hvor væmmeligt og hvor smukt det er. Det er et eller andet smukt ved monstre. 

Du kom jo lidt ind på det under koncerten – det med at forstå monstrene. Er det måske derfor, det her passer så godt til metalmusikken? Fordi metalfans nogle gange kan føle sig og blive set lidt som monstre? 

Gør man det i metalmusikken, føler man sig udenfor til daglig? Det kan jeg sagtens forstå, det har jeg selv altid gjort. Der er selvfølgelig noget superbekræftende i med Troldspejlet at finde ud af, at der var en masse derude, der havde det på samme måde og kunne lide de samme ting. En stor del af min barndom vidste jeg ikke helt, om folk troede, at jeg var mærkelig eller sær, fordi jeg interesserede mig for de her ting.

Det kan jeg også se ved, at jeg møder mange, som har følt, at de som personer var en lille smule… uden for normen. 

Jeg ved også, at jeg har mødt rigtigt mange af vores Troldspejlsfans, der har været igennem hårde ting i deres liv – og føler, at det (Troldspejlet, red.) var et trygt sted at være … også selvom der var monstre. Og det kan være svært at forstå for udenforstående. Metalmusik har jo også et ry for at være brutalt og voldsomt og en lille smule skræmmende. Det kan godt være billedet af det udadtil, men det er jo ikke det, det er.

Det er jo det samme med monstrene, de har et billede, som er skræmmende… og monstrene føler sig jo også udenfor. For eksempel instruktøren Guillermo Del Toro. Han har sagt mange mange gode ting om monstre… for man kan mærke, at han fra barnsben har følt, at de var nogle væsener, der lignede ham selv, og at han selv havde det som dem. Den følelse… man var ikke den i klassen, der var med på alt det, de andre var med på. Man var måske lidt sær, vil nogle nok kalde det. Det er jeg også selv, og jeg hylder det sære. Det har jeg altid gjort. Men det kan være en følelse, der er meget ensom, hvis man ikke har noget at hægte den fast på. Der har jeg på fornemmelsen, at i mange af de genrer, både metal og horror, fantasy… alle de fabulerende genrer og dem, som går ud over den daglige virkelighed... de har rigtigt meget at tilbyde en, hvis man har det på den måde, og man ser sig selv i det, tror jeg.

Det er jo en del år siden, at du debuterede med Troldspejlet. Det var 1989, ikke? Hvordan har du og programmet udviklet sig? 

Jeg har jo haft et privilegium i at få lov til at følge udviklingen i noget, jeg interesserede mig for og ville bruge al min fritid på under alle omstændigheder, men at jeg også kunne gøre det i hele mit arbejdsliv. 

Jeg har lært meget undervejs. Jeg har oplevet utrolig mange ting, som jeg har videregivet. Og nogle gange tror jeg, at folk tænker: ‘Vidste du alle de ting i forvejen?’ Men der er masser af ting, som jeg har måtte stifte bekendtskab med. For mig har det været en udvikling i retning af at se og prøve mange nye ting. Jeg har fundet ud af, hvor vigtigt det er at være nysgerrig og ikke afvise noget som helst nyt. Jeg har været meget traditionel og bundet, for eksempel var jeg Anders And-puritaner, for der var kun én tegner, der var den rigtige. Og det var også rigtigt nok. Men jeg er blevet meget udfordret på mine fordomme om, hvad der er godt og dårligt. Mange gange tænker jeg ‘hold da kæft, det der troede jeg ikke ville være godt’. 

Programmet har udviklet sig fra at være et børneprogram og positivt over for alting, nu er vi lidt mere for voksne og har en podcast, hvor vi kan være meget kritisk over filmene. Jeg har haft en for nylig, hvor jeg for første gang blev vred, fordi jeg hadede den nye Spiril-film … den burde meldes til politiet, men det kan man ikke.

Det, der har udviklet sig, har også været de her live-ting. Det er at komme ud at møde publikum og lave nogle helt andre ting. Og fremtiden ligger i at prøve forskellige nye ting, som for eksempel den her koncert. Lige nu har jeg en god følelse af det, så fremtiden er at blive ved med at eksperimentere.

Jeg fandt et gammelt interview, hvor du giver et råd til dit yngre selv: Vask dig oftere, klip dit hår, tag noget andet tøj på, lær at danse, og tal om andre end dig selv og dine bedrifter. Hvis du nu skulle besvare det spørgsmål igen, hvad du så ville sige til dit yngre selv – og hvad ville dit yngre selv svare?

Jeg tror ikke, at mit yngre selv ville forstå mig. For det er jo problemet, at man ikke lytter til den slags. Jeg ved, at jeg var så engageret i mine ting, at jeg talte om det ustandseligt. Det må have været vildt irriterende. Og jeg er ikke sikker på, at det er blevet bedre… men det med at lære at danse, det synes jeg, man skal tage sig sammen og lære ordentligt tidligt… det er et råd, som jeg giver til andre, der kommer jeg ikke selv hen.

Og så bare det med at tage noget pænt tøj på og vaske håret – hvis du kan forestille dig det, så var jeg på et tidspunkt, da jeg var en 17-18 år, sådan totalt langhåret og altså… ikke lækker og behagelig. Det var der ikke nogen, der sagde til mig, så det siger jeg til mig selv, men nu er det for sent.

Noget af det, jeg også ville sige til mit gamle selv, det var: Hold fast i de ting, du interesserer dig for, og lad være med at fokusere på, om du kan leve af det eller ej. Det er et meget uansvarligt råd at give, men jeg bliver ved med at give det til folk alligevel… og til mig selv. Det ved jeg, at jeg fulgte, for jeg gjorde alle mulige tossede ting, der gjorde, at jeg ikke kunne tjene penge. Jeg føler, at man tit afkræver en karriereplan over for mange mennesker i de unge år. Der må jeg sige, at jeg ikke har haft nogen. Jeg har været heldig, og jeg har holdt fast i, hvad jeg interesserer mig for, og det er et gamble. Det kunne være gået på en anden måde, men jeg har været privilegeret, at det gik godt. 

Der kommer jo snart et udsolgt show i Bremen Teater, ‘Troldspejlets Special Effekt Show’. Hvad kan man forvente?  

Der kan man forvente, dels at jeg viser en række eksempler på mine yndlings-filmeffekter. Der er nogle rigtig underlige eller overraskende fra meget gamle film, hvor de kunne lave nogle effekter, som man næsten ikke tror, var mulige. 

Så får jeg besøg af en meget dygtig instruktør og special effekt-kender, som hedder Peter Pederson, som kommer og fortæller om nogle af de mest berømte praktiske effekter, dem hvor det ikke er digitalt. Så får jeg besøg af Jonas Ussing, som viser eksempler på,

hvordan filmselskaber eller filmproduktioner i dag bruger digitale effekter og nogle gange også tilmed lyver om det. Og så kommer der også lidt musik, som ikke er helt på plads endnu. Der bliver også en lille smule gaming, hvor vores faste to gamere spiller et megasvært retrospil til sidst, det bliver rigtigt hårdt for dem. 

Apropos digitale effekter og teknologi er der for nylig brugt AI i eksempelvis filmen The Ice Cream Man. Hvad er din holdning til det, og kommer det til at udvande nørde-kulturen?

Jeg synes jo, at nørdekultur altid har forstået at udnytte nye former for teknologiske udviklinger på en fantastisk måde. Jeg har oplevet mange teknologiske udviklinger inden for film og spil, hvor nørdekulturen har forstået at anvende det positivt.

Men jeg vil på den anden side sige, at det viser sig gang på gang, at det er de originale idéer – også formuleret uden de store teknologiske hjælpemidler – der bliver bedst. Det er helt klart, at der er nogle af de kreative processer, hvor menneskene er voldsomt udfordret af deres egen teknologi lige for øjeblikket. Og jeg tror personligt, jeg vil holde meget øje med, at jeg kan se, at der er mennesker bag roret, i det jeg oplever.

Frankensteins Monster er jo dens, AI’ens, historie. Det er jo en over 200 år gammel historie, som bare beskriver… at det, vores hjerne kan udtænke, kan meget ofte skade os selv, men det har også hjulpet os ufatteligt meget.

Man må håbe på, at der er noget fornuft bag… Men det kan godt være, at det ender med at blive Terminator. At Skynet opdager, at vi er nogle frygtelige væsener, der skal udryddes, og det håber jeg selvfølgelig, men… eller, det håber jeg selvfølgelig ikke, men jeg ville jo godt kunne forstå det.

Med Terminator og Frankensteins monster som de sidste monstrøse bemærkninger takkede Stegelmann af for denne gang. Du kan opleve ham igen på Bremen Teater d. 8. oktober til ‘Troldspejlets Special Effekt Show’… hvis du altså nåede at få en billet. Og ellers tyder alt på, at det næppe er sidste gang, man møder ham i metalmiljøet.