Interview med Manne Gersby om den nye pladebutik Vinyltrolden

Vinyltrolden

Til september åbner pladebutikken Vinyltrolden på Frederiksberg i København. Vi tog en snak med indehaveren, Manne Gersby, om, hvad butikken kommer til at byde på for metalpublikummet og om at åbne en pladebutik i en tid, hvor lignende foretagender drejer nøglen om på stribe.

Lad os starte med at høre: Hvad bliver Vinyltrolden for en pladebutik?

Den bliver en pladebutik med både brugte og nye plader. De brugte plader bliver alt fra metal til hiphop, soundtracks og 60'er-rock, mens der blandt de nye plader vil være en stor afdeling for metal og hård rock, bestående af både stoner, doom og også death og black metal. Det vil sige mere eller mindre alle de metalgenrer, vi mangler steder at kunne købe nye plader med, i hvert fald i København, for der er faktisk kun relativt få steder at støve de genrer op, hvis man skal have nye ting.

Vinyltrolden vil så også sælge nye cd'er, så hvis man står og mangler cd'er, vil jeg godt prøve at skaffe dem hjem. Ikke sådan, at jeg vil have et helt lager af cd'er, men jeg vil godt prøve at skaffe dem hjem, selvom det er vinyl, der bliver hovedproduktet. Jeg er overrasket over, hvor stor efterspørgsel der er på cd'er – sikkert som en konsekvens af, at efter flere af de store butikskæder, der førte cd'er, nu er lukket, så mangler der steder at købe cd'er.

Vil du også opkøbe gamle pladesamlinger?

Det vil jeg, ja. Hvis folk vil af med ting og sager, så køber jeg også samlinger.

Du var selv lidt inde på, at i de senere år har en lang række butikker, der sælger musik, måttet dreje nøglen om. Har du gjort dig nogen tanker om, hvordan du vil undgå at blive endnu én i rækken?

Jeg oplever i hvert fald, at vi mangler en pladebutik i København som Rockuglen, som lukkede tidligere på året. Nu var der jo flere årsager til, at lige dén butik lukkede, men det ér bare dyrt at drive pladebutik. Og jeg ved, at flere af de københavnske pladebutikker har, eller har haft, enormt store huslejer.

Men den helt store udfordring for fysiske pladebutikker er, som jeg ser det, internettet. Alle køber jo derfra. Hvis pladebutikken ikke lige har den plade, man leder efter, på udgivelsesdagen, jamen, så går man jo bare på nettet i stedet for og finder den.

Vil du også selv sælge via nettet?

Jeg gør det allerede via bl.a. Discogs og Vinyltroldens Facebook-side, og der vil jeg fortsat lægge nyt ud, når jeg får nye ting hjem.

Derudover har jeg været til stede ved Heavy Thunder-plademessen og vil også fortsat være der med en stand, når den bliver afholdt fremadrettet.

I takt med vinylens tilbagekomst de senere år er der jo også sket en rivende udvikling i de digitale muligheder. Hvad tænker du selv om at lytte til musik via streaming-tjenester?

Jeg kan jo helt klart bedst lide at sætte en plade på og lytte til den og gør mig ikke så meget i streaming. Lige siden jeg var 7 år, har jeg altid samlet på plader. Jeg har også samlet på cd'er og har en god cd-samling, men det har altid været pladerne, der var i første række. Der var jo hele 90'er-perioden, hvor man ikke kunne opstøve så mange vinyler, og når jeg spurgte efter en plade, når jeg var ude at købe ny musik, fik jeg altid at vide, at den kunne jeg ikke få, men at jeg kunne købe cd'en i stedet. Men nu er vinylformatet jo vendt tilbage, og mange af de plader, der ikke i første omgang blev udgivet på vinyl, bliver jo genoptrykt.

Nu repræsenterer vi jo et metalsite, så vi er naturligvis også nødt til at høre, hvilket metaludvalg der vil være i Vinyltrolden.

Der vil være alt muligt. For der skal jo både være AC/DC, Slayer, Metallica, Morbid Angel, Carcass, Mayhem, Burzum og nyt og gammelt og mainstream og sjældent.

Men så vil jeg også gerne støtte de danske labels og metalbands så meget som muligt. Hvis jeg kan få mulighed for det, vil jeg gerne hjælpe med at sælge nye danske upcomings bands' plader i butikken, for jeg synes, der skal gøres reklame for de fede danske metalplader, der bliver udgivet.

Hvad er dit eget forhold til metal? Hvad lytter du selv til?

Jamen, mit eget forhold til metal, det startede, da jeg var omkring de 9-10 år gammel og var inde hos naboen og kunne låne plader med Twisted Sister, Metallica og Iron Maiden. Og så startede det mere eller mindre derfra, og jeg begyndte at samle plader.

Så har jeg sidenhen lavet reklame for Target Music, Livenation, DKB Motor og Beatbox, arbejdet for 3rd Tsunami Agency og delt flyers ud til et hav af koncerter, så det er efterhånden blevet til 20 år i branchen, hvor jeg har fået hørt en masse metalkoncerter undervejs.

Du har jo indtil nu haft et helt almindeligt lønnet job som pædagog. Hvad har dine omgivelser sagt til, at du skifter karrierespor og åbner en pladebutik?

Åh ja, man smider lige pædagogbranche og fast løn ud til højre, he he. Min kone støtter mig heldigvis fuldt ud og siger "nå, jamen, hvis det er det, du har lyst til, så gør det". Det er dejligt at have sådan en kone, og vennerne siger “respekt” for at have sådan en sød kone, som vil være med til sådan et projekt. Så de fleste af vennerne synes, det er fedt, jeg gør det, men der er også nogle, der siger “pas nu på”, for det kan jo være risikabelt.

Jeg har så også været heldig at kunne sparre med indehaverne af andre pladebutikker, som har været søde til at hjælpe med praktiske råd i forhold til at starte butik op og sågar hjælpe med at finde lokaler.

Hvordan fik du egentlig idéen til at skifte karriere og åbne en pladebutik?

Man kan jo mærke, at der er stor efterspørgsel efter vinylplader for tiden og mange, der køber dem. Der er jo eksempelvis massevis af plademesser rundtomkring i blandt andet Køge, Næstved, Roskilde, Amager Bio, Nørrebro Hallen, Absalon, Heavy Thunder og sikkert også andre, som jeg har glemt. Men folk bliver måske lidt mættet af, at det er de samme mennesker, der kommer og køber pladerne til messerne, og de samme mennesker, der står og sælger dem. Og derfor har jeg bare haft det så'n “jamen, så åbner jeg da bare en pladebutik, når det nu er dét, jeg så meget gerne hellere vil”. Så kan det godt være, jeg skal have åbent seks dage om ugen, men så må jeg leve med det.

Hvordan vil Vinyltrolden adskille sig fra andre pladebutikker?

Den vil blandt andet være anderledes på den måde, at den vil være børnevenlig. For jeg kan nemlig selv huske som barn, når man kom ned i en butik, syntes jeg altid, det var frygtelig kedeligt. Der var ikke en skid at foretage sig. Man skulle bare sidde og glo. Far skulle lige sludre med en eller anden i tre timer, ikk’? Så jeg har tænkt mig, at der både skal være Anders And-blade og Star Wars- og Legofigurer til de små, og så vil jeg indrette et tegnehjørne med nogle farver og papir, som børnene kan bruge, mens mor eller far kigger plader.

Derudover har jeg planer om, at jeg hver anden eller tredje måned vil opsætte nye kunstudstillinger i butikken. Det vil både være i form af tegninger, fotografier, malerier og lignende fra forskellige kunstnere, og så planlægger jeg også indimellem at hænge mine egne koncertfotos op. Jeg har efterhånden fotograferet i 15 år, så det kunne være skægt at dele dem, så folk kan se dem.

Vi må også lige høre, hvorfor butikken lige har fået navnet Vinyltrolden.

Jamen, da jeg havde besluttet, at jeg ville åbne en pladebutik, sad jeg og tænkte over tusindvis af obskure navne. Da jeg så godt kan lide Mumitrolde, slog det mig, at den skal da hedde noget med trolde. Så vinyler og trolde, bum, så landede den ligesom dér, og derfor hedder den Vinyltrolden.

Vinyltrolden åbner fredag den 2. september 2016 og holder til på Rolighedsvej 19 på Frederiksberg. Info om arrangementer, udvalg og åbningstider kan ses på Vinyltroldens Facebook-side, og kan desuden også følges på Instagram.

Tilføj kommentar