Heavymetal.dk bliver 20 år i år - Et tilbageblik på California

MrBungle_California Mr. Bungle cover art

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

Uforglemmelige overraskelser

Mr. Bungle er måske mest berømt – eller berygtet – for avant-garde-kunstværket Disco Volante fra 1995. Et mindre eklektisk alternativ, og måske et mere sandfærdigt ét af slagsen, er, at Mr. Bungle er bedst kendt for at være Mike Pattons band sideløbende med Faith No More. Uanset hvordan man hørte om Mr. Bungle til at begynde med, og uanset hvilket album man hørte først, så husker man navnet på grund af musikken. Hvert eneste af deres tre albums er garant for overraskelser, og selvom det sidste i rækken, California fra 1999, ofte beskrives som gruppens mest tilgængelige album, er det ikke desto mindre en god gang hjernegymnastik.

Kendte eksperimenter

Mr. Bungle eksperimenterede helt ubehersket, men fulgte aldrig én retning to gange. Selvom de nød stor anerkendelse i kølvandet på Disco Volante, var California en anderledes type eksperiment. Hvor Disco blandede et væld af indflydelser sammen til én lyd, ingen havde hørt før (eller siden), virker California som en karikeret tour de force mestendels i amerikansk populærmusik. ”Sweet Charity” indleder med afslappet hawaiiansk strandstemning – slide-guitar, ukulele og fløjten – sat i kontrast med et mere intenst, moltonet og piano-akkompagneret omkvæd tilsat”bob-bab”-scat fra andenvokalen. Som helhed kan sangen nydes som en ligefrem, men lettere vanvittig, popsang, med plads til fortolkning for de der værdsætter samtidskritik. Det samme kan i øvrigt siges om størstedelen af albummet.

Oven på den rolige åbner chokerer opfølgeren ”None of Them Knew They Were Robots” imidlertid med støjende synth-orgel og forvrængede guitarer. Herefter tages hul på hvad der stemningsmæssigt minder om en Pink Panther-lignende spion-thriller med Boris Karloff i hovedrollen. Med kald-og-svar mellem elorgel og messingblæsere, en konstant højtempo swingrytme og rigelig med lydeffekter er sangen konstant ved at falde fra hinanden, men Spruance’ sublime, jazzede guitarspil binder stykkerne sammen. Oven på vanviddet kommer den sukkersøde ballade, ”Retrovertigo”, nærmest som et kærkomment pusterum, hvor kun Pattons let vrængende stil antyder, at overfladens sødme dækker over en mere dyster kritik. Øvrige højdepunkter tæller indflydelser fra elektro-pop og rock-n-roll (”The Air-Conditioned Nightmare”), Balkan-sigøjner-musik (”Ars Moriendi”), samt klokkespil og proto-techno (”Golem II: The Bionic Vapour Boy”).

Min kritik af California er primært, at albummet kun eksperimenterer med velkendte elementer, og overordnet set virker som et popalbum. Disco Volante bestod så godt som udelukkende af musik, som ingen har hørt før, mens California så godt som udelukkende består af musik, som alle har hørt før. Uanset hvor bidende kritikken af det post-moderne samfund er, så demonstrerer California først og fremmest et indgående kendskab til, og imponerende beherskelse af, en række vidt forskellige musikalske stilarter. Resultatet er et album med rigtig gode pop/rock-sange, hvor størstedelen af ”opdagelsen” består i en form for musikhistorisk Find Holger. Endelig er der et par sange, ”The Holy Filament” samt afslutteren ”Goodbye Sober Day”, som for mig ikke lever op til resten, selvom sidstnævnte vinder med sit afsluttende ”chakka-chakka-chakka”-jam.

Ud med et brag

Mr. Bungle nød en kortlivet karriere som et af rockmusikkens mest nytænkende og eksperimenterende bands. Mig bekendt har ingen lydt bare i nærheden af Mr. Bungle, hverken før eller siden, hvilket bærer vidnesbyrd om deres ekstremt særprægede musik. California var deres mest umiddelbare album, hvor hver sang er spækket med ørehængende brudstykker af populærmusik, men ikke desto mindre en mere end værdig plade i diskografien. Bungles karriere sluttede i 2004, godt hjulpet på vej af Anthony Kiedis (Red Hot Chili Peppers), som – separat fra sine kompagnoner – havde en eller anden tvist med Mike Patton. Et særligt hårdt slag for Bungle var, da Kiedis, i kraft af at RHCP var hovednavn på adskillige festivaler, fik Mr. Bungle fjernet fra disse festivaler. Men selvom ingen har replikeret Mr. Bungles musik som sådan, er nogle af medlemmerne aktive i f.eks. Fantômas og Faith No More, og Mike Patton grundlagde tillige Ipecac Recordings som hjemsted for en lille håndfuld ikke-mainstream bands.

Karakter: 7/10

Tilføj kommentar