Night of the black attack 4.0

Christians Top 3

Kaf Christian

Efter at være blevet optaget i HMDK’s fangekælder i slutningen af februar, er det for undertegnede blevet til 39 anmeldelser med en gennemsnitskarakter på 5,7. Men selvom middelmådighed kendetegner min anmeldelseshistorik, har 2018 som helhed været forrygende, og jeg ville snildt kunne forfatte en top ti eller tyve over de bedste udgivelser. Ikke desto mindre står det klart efter et minimum af eftertanke, hvem der har udgivet de tre bedste.

2018 har været året, hvor debutanterne stjal størstedelen af min opmærksomhed, omend dette kan skyldes, at jeg simpelthen ikke har haft tid til Manticora. Dog er der ingen af nedenstående plader, der ville opgive deres plads uden benhård kamp, og hver af dem har leveret den dér særlige oplevelse, hvor man stopper hvad man har gang i for at lytte efter.

3. Pladsen: Xenoblight – Procreation


Jeg missede Xenoblight tilbage i februar, og da jeg endelig nåede til dem i november blev jeg ellevild af begejstring. Jeg himlede straks op til mine medskribenter om Morbid Angel, Revocation, The Black Dahlia Murder og Gorguts, men de reagerede blot med et ”det ved vi da godt”. Sagen er, at Xenoblight ikke lyder helt som nogen andre, selvom inspirationerne er til at få øje på. Riffingen spænder bredt, både over stilarter og oktaver, og vokalerne går efter struben med lige mængder raseri og fokus. Procreation er et meget helstøbt udspil, og jeg håber i dén grad at fange Xenoblight enten når Københelvede fryser til is i januar eller sammen med Livløs og Hatesphere i februar.

2. Pladsen: Savage Machine – Abandon Earth


Abandon Earth er muligvis ikke en fejlfri skive, men den er fyldt med den udbasunerede dramatik og rå energi, jeg forelskede mig i ved heavy metal til at begynde med. Primus motor er naturligvis Troels Rasmussens vokal, for han er da godt nok faldet i tønden med raketbrændstof som lille, men det skal ikke hedde sig, at han trækker sine kammeraters læs. Albummet bygger på solid riffing over velvalgte akkordprogressioner (du ved, ligesom Judas Priest), og har tilpas med instrumental flair til at man værdsætter rytmegruppen. Abandon Earth er en følelsesladet og retfærdig gang heavy metal, som man knytter næven med sammenbidt mine til.

1. Pladsen: Taphos – Come Ethereal Somberness


Ingen overraskelse her. Taphos tog førstepladsen med magt og mørk dødsmetal i juni måned, og har ikke givet slip siden. For at citere mig selv: ”[Taphos] har begået en skive, som er spændt til bristepunktet med lækre og brutale riffs, ubehagelige leads, tunge beats og hæse growls, alt sammen pakket ind i velovervejet sangskrivning, som fastholder interessen”. Somberness er på én gang mindeværdig og morbid, og selv i et tætpakket lytterprogram har den moslet sig vej til pladespilleren. Hvis du får muligheden for at se dem på en scene, så grib den.

Internationale Udgivelser 2018

3. Pladsen: Satan – Cruel Magic


Det første lange stykke tid var jeg bekymret for Satans femte plade. Niveauet på Life Sentence og Atom by Atom havde været tårnhøjt, men jeg følte, at Cruel Magic viste spæde tegn på, at Satan var på vej ned ad bakke. Jeg følte forkert. Der er mange ting, der gør Cruel Magic til en helt særlig plade, og når jeg kigger ned over coveret kan jeg bare konstatere, at jeg kender hver enkelt sang i detaljer. Cruel Magic er mindre ligefrem og lidt mørkere end Satans sidste to mesterværker, men den er mindst lige så fantastisk. Fem år efter Life Sentence lytter jeg stadig til den regelmæssigt, og jeg er sikker på, at Cruel Magic heller aldrig vil samle støv på hylden.

2. Pladsen: Barren Earth – A Complex of Cages


Oppus hygge-prog-projekt tager prisen for ”bedste finske prog-død 2018” – lige for næsen af ham selv. Oprindelig havde jeg været tilfreds med On Lonely Towers II, men Cages er kort og godt bedre. Jeg har lyst til at fremhæve Jón Aldarás vokalarrangementer – som er uhørt fantastiske – men ønsker ikke, at reducere de øvrige genier til ”rytmegruppen”. Riffs, melodier, bas-fills, synths og Marko Tarvonens evigt fortrinlige trommespil udgør ligeværdige elementer i denne fuldendte pakke af vidunderlig sangskrivning. Jeg kan stadig ikke lytte til blot én sang – jeg må og skal have den næste med. Og den næste.

1. Pladsen: Voïvod – The Wake


Jeg var ikke overrasket over, at The Wake er en fremragende plade progressiv thrashrock, men Voïvod har det alligevel med altid at komme med noget uventet. Man ved præcis, hvad folk mener, når de siger at noget lyder som Voïvod, men alligevel kan man ikke gætte, hvordan deres næste plade vil lyde. The Wake flyder over af den helt særlige kreativitet, med hvilken canadierne har fastholdt deres relevans gennem tredive år – meget længere end adskillige 80’er-thrashere, jeg kunne nævne. The Wake er et mesterværk i en diskografi fuld af mesterværk, og deres koncert i Pumpehuset var i øvrigt helt utrolig.

 

 

Tilføj kommentar