Top 3 - Lasse Jacobsen 2022

Blog post Af Lasse Jacobsen, Onsdag 14. december 2022 kl. 15.23 3 kommentarer

Foto: CL Photography // Claus Ljørring

Bands: Feather Mountain, Kadavermarch, SLET DET, Machine Head, Decapitated, Revocation

Et tyndt år med få lyspunkter

December har kastet sit mørke og sin kulde over det ganske danske land, og det betyder, at det er tid til at se på året, der gik. Sidste år havde jeg ordene “Endnu et skønt metalår” som overskrift for det årlige skriv om de forgangne tolv måneders bedste danske og internationale udgivelser. De ord kommer jeg dog ikke til at bruge her.

Selvom 2022 har budt på nogle ganske hæderlige plader, har det i forhold til andre år været ret tyndt. Store anerkendte navne som Megadeth, Ozzy, Ghost og Slipknot har skuffet mig med jævne og lettere intetsigende udgivelser – og det er endda pænt sagt – mens de helt store overraskelser fra mere eller mindre ukendte navne er udeblevet. Ikke en eneste topkarakter på ti flotte kranier blev uddelt fra min hånd, men der var dog enkelte rigtig gode plader i årets løb, som jeg har samlet her.

Årets danske udgivelser:

3.-pladsen: Feather Mountain – To Exit a Maelstrom

I år fik vi endelig opfølgeren til det meget lovende album Nidus fra 2019. To Exit a Maelstrom er resultatet af aldeles svære tider, som de to brødre Andreas og Christian Dahl-Blumenberg måtte igennem, da de havde den forfærdelige sygdom alzheimers meget tæt inde på livet. Pladen består af benhårde riffs og dragende smukke melodier, og gennem et uhyre velspillet og til tider meget Tool-inspireret udtryk skildrer bandet den svære rejse gennem sorgen samt den endelige forløsning, der heldigvis fandtes på den anden side. Når tonerne og teksterne er allersmukkest, er det svært ikke at blive en smule berørt. To Exit a Maelstrom er kort sagt et forbandet smukt album, der skaber stof til eftertanke.

2.-pladsen: Kadavermarch – Into Oblivion

Debutpladen fra Kadavermarch har jeg flere gange hyldet som noget af det bedste stoner-/ørkenrock, der nogensinde er lavet her i Dannevang. Og det står jeg ved. Into Oblivion er en fantastisk plade med masser af stenhårde riffs og gyngende groovy melodier. Parallellerne til Corrosion Of Conformity, Red Fang og Baroness er ikke til at tage fejl af, og en hel del Uncle Acid-vibes bliver vi bestemt heller ikke snydt for.
Kadavermarchs samling af lækre kompositioner ligger alle meget langt tilbage på slaget, men uhyre langt fremme på min liste over årets bedste plader. Har man endnu ikke hørt Into Oblivion, er det bare om at sætte i gang!

1.-pladsen: Slet Det – Krop & Sind

Jeg har som regel ualmindeligt svært ved at bryde tudende sammen eller sågar bare klemme et par enkelte tårer ud af øjnene, når jeg har behov for det, men så snart jeg smider Krop & Sind på anlægget, går det faktisk ret nemt. Slet Det er ikke musik for alle og enhver, men for pokker, hvor de rammer noget i mig. Niveauet af alvor på Krop & Sind er abnormt højt, og det er store temaer, der tages op. Som pladens cover også afslører med hænder, der griber om hjerne og hjerte, mens et klart snit henover håndleddene skaber stof til eftertanke, er det alle aspekter af mennesket, der behandles. Fødsel, død og alt derimellem er ikke uproblematisk, og har man nogensinde lidt af depression, angst eller på anden måde haft et udfordret mentalt helbred, kan det ikke undgås, at pladens tekstunivers rammer et sted, hvor det gør rigtig ondt. Og tilsæt så lige thrashy og groovy riffs i verdensklasse samt forrygende tempi over hele linjen. Føj, det er stærkt!
Krop & Sind stiller store, dybe og alarmerende nødvendige spørgsmål til og om mennesket, som alle og enhver bør tage alvorligt. For hver gennemlytning bliver pladen bedre og bedre, og budskabet synker ligeledes dybere og dybere ind, og der skal lyde en kæmpe anbefaling af albummet herfra.

Boblere:

Slowjoint - Piss and Gravel
Lifesick - Misanthropy
Deadnate - The North Sea
Kill Trip - Sifting the Ashes EP 1
Lamentari - Clavis Aurea
Dirt Forge - Interspheral

Årets internationale udgivelser:

3.-pladsen: Machine Head – Of Kingdom and Crown

Øf, øf. Brugen af det danske ø i stedet for et ganske almindeligt o var ikke just nogen grafisk genistreg af Robb Flynn og hans kumpaner, da gruppens tiende album udkom i august. Med danske øjne virkede det faktisk bare utrolig dumt. En genistreg var det dog næsten, når man lyttede til selve albummet, for væk var alle de vederstyggelige og selvforherligende ideer og elementer, der udgjorde forrige plade Catharsis. Of Kingdom and Crown er – selvom den ikke er på helt samme niveau – skåret i samme riller som mesterværkerne The Blackening og Unto The Locust. Og gudskelov for det! Der er lidt genbrug hist og her samt et par overflødige numre uden bid, men det skal stadig slås fast, at pladen uden tvivl hører til i den bedre halvdel af bandets katalog. Flynn har genfundet sine sangskrivningsevner, og Machine Head er tilbage, som vi kender dem.

2.-pladsen: Decapitated – Cancer Culture

De polske tech death-giganter anført af den talentfulde Wacław ”Vogg” Kiełtyka har endnu en gang lavet en fabelagtig plade. Selvom gruppen nu kan skrive hele otte langspillere på cv’et, er bundniveauet igen abnormt højt. Med skæringer som “Just a Cigarette”, “Last Supper” og ikke mindst den skønne “Hello Death”, som Jinjers Tatiana Shmayluk har udlånt sine stemmebånd til, er Cancer Culture en fantastisk velskrevet og medrivende omgang. Uden at være et decideret guitaralbum er pladen båret af sublime og velspillede riffs, hvor djævlen ligger i detaljen. Intet showoff, men bare en tyk og solid mur af tech death-spade, der sjældent er hørt bedre.
Det brutale, det melodiøse og det atmosfæriske kan ikke sammensættes meget bedre, end det er tilfældet her. Man kunne godt savne et par lange numre, hvor bandet gakkede helt ud på deres overjordiske tekniske niveau, men når alt kommer til alt, er der ingen som helst tvivl om, at Cancer Culture næsten er det perfekte tech death-album, som mange bands fremover skal prøve at måle sig med.

1.-pladsen: Revocation – Netherheaven

Amerikanske Revocation startede karrieren med at være ret thrashede. Derefter blev de gradvist mere progressive og interesserede i death metal, og på deres ottende langspiller, Netherheaven, der udkom i september, formåede de at samle alle trådene i den skønneste forening. Og denne gang endda også med heftige nik i retning af black metal. Den Dave Davidson-frontede trio besidder ikke bare gudsbenådede musikalske evner, men formår også at skrue plader sammen, der, trods det tårnhøje tekniske niveau, er fandens medrivende fra start til slut.
Meget ekstremmetal har det med at blive forudsigeligt og nogle gange kedeligt efter kort tid. Det er dog slet ikke tilfældet her; der er konstant overraskelser i form af temposkift, breakdowns, skæve soli og endda pludselige genreskift, og jeg erindrer faktisk ikke, hvornår jeg sidst har hørt en tech death-plade, der ikke tabte mig på enkelte tidspunkter undervejs. Og det fede er, at selv efter mange gennemlytninger bliver pladen kun bedre. Intet er tilfældigt hos Revocation. For pokker, hvor er det godt skruet sammen, og jeg er ikke et sekund i tvivl om, at Netherheaven er årets allerbedste internationale udgivelse.