Linkin Park - From Xero to Zero to Hero to the Villain
Linkin Park 2024 af James Michin III
I spekulationers hvirvelstrøm
Dette årtusindes største kommercielle rock- og metalband, Linkin Park, er tilbage. Ny musik, nye medlemmer, nyt alting, ja bortset fra navnet. Hvis der er noget, bandet altid har været exceptionelt gode til, så er det at skabe hype via mystiske og kryptiske marketingkampagner. Det var heller ingen undtagelse denne gang, hvor de pludselig smed en video op på deres hjemmeside og linkede til den på de sociale medier. Det var blot en video, som talte ned fra 100 timer uden kontekst. Straks startede spekulationerne i alle online fora. Var det mon en ny forsanger? Hvis ja, var det så en kvinde? Var det ny musik? Var det en gendannelsesturné? Ville bandet mon erstatte den afdøde Chester Bennington?
Spekulationer fløj af sted med hundrede kilometer i timen, mens der var musestille hos Warner Brothers Records og Linkin Park, hvor kortene blev holdt helt tæt ind til kroppen. Ved vores redaktion begyndte flere af os også at debattere. Jeg var fortaler for, at det ikke var en gendannelse, men højst en jubilæumsturné i 2025, hvor Hybrid Theory fylder 25 år. Mest af alt troede jeg på, at det nok atter var en udgivelse af gamle demoer, hvilket bandet har gjort en del, siden de gik i dvale i 2017. Flere af mine kollegaer spekulerede forsat på en ny forsanger. Vi var meget enige om, at hvis det var tilfældet, så blev det nok en kvinde. Hvorfor det? Det simple og åbenlyse svar er, fordi de vil starte et nyt kapitel, og derfor er det vigtigt, at vedkommende adskiller sig markant fra Bennington. For ellers vil det næsten gå galt fra start, da vedkommende med garanti vil blive sammenlignet en-til-en med Bennington.
Den dybdegående forklaring
Det er sjældent, man kan finde et band, hvor forsangeren har så ikonisk og stor status blandt sine fans, som Bennington opnåede med sine fans. Sat på spidsen, så handlede det absolut ikke om hans talent, selvom det var af en pæn størrelse. Det handlede i højere grad om hans person og den måde, Linkin Park markedsførte sig selv på. Allerede fra starten af deres karriere, oprettede de fanklubben Linkin Park Underground og delte en masse videoer fra landevejen og studiet, hvor Bennington altid fremstod boblende, glad og fik de andre til at grine. Dette var på trods af det mørke, som åbenlyst gemte sig under overfladen hos ham. Han var meget åben omkring hans mørke sider og fortalte om det i mange interviews, og det var også ofte synligt live. Der var flere eksempler på, hvor følelserne virkelig ramte ham, da de skulle fremføre ”Breaking the Habit” fra Meteora (2003) i starten. På trods af, at sangen var skrevet og komponeret af Mike Shinoda, så ramte den en særlig nerve hos Bennington, som fik tårerne til at trille live. Et andet eksempel var i slutningen af karrieren, da de skulle fremføre ”One More Light” fra One More Light (2017) hos Jimmy Kimmel. En sang som var dedikeret til hans gode ven og gudfar Chris Cornell, som havde taget livet af sig selv på samme måde, som Bennington også endte med at gøre det.
Der var ingen tvivl om, at Bennington var en sanger og person, som bar sine følelser uden på tøjet, og det kom gerne frem, når han optrådte live. I forhold til mange andre store bands/artister, så turde han godt vise denne sårbarhed, og nævne hvad den kom af. Hans historie om at være seksuel misbrugt som barn, et voksenliv med fejlende forhold og alkoholmisbrug, og have kæmpet med kronisk depression, har altid været offentlig viden grundet hans åbenhed. Dette kom også meget godt frem i en af hans sidste interviews med tyske ”Bild”, hvor vi netop fik en blanding af hans pjattede personlighed, men også alt det han kæmpede med. Bag hans skinnende ydre var der meget tragedie. Dette skabte et helt særligt bånd mellem Bennington og de mange fans af Linkin Park. Flere følte sig mindre alene med deres eget mørke og måske fik de en slags personligt parasocialt bånd til Bennington igennem interviews, liveoptrædener og teksterne i sangene.
Bennington blev den person i bandet, som folk bandt sig til. Dette var særligt grundet den åbenhed og sårbarhed, som han konstant udviste. Han var en yderst menneskelig og jordnær karakter, trods bandets størrelse og popularitet. De andre var næsten en grå masse sammenlignet med ham. Da de var rene, pæne og meget professionelle.
Derfor er det forståeligt, at flere fans efterfølgende har sammenlignet Benningtons status i bandet med Kurt Cobains i Nirvana. Flere mener, at han ikke kan erstattes, eller bandet kan fortsætte, uanset hvem der så udfylder skoene for ham, fordi det handler om alt andet end talent men personen. Jeg læste også en fan, der skrev noget utroligt rammende; ”Mike Shinoda, er bandets hjerte. Han har altid holdt det sammen og sørgede for, det virkede. Chester var sjælen”. En sætning jeg tror, mange fans finder relaterbar.
Back from Xero/Zero
Linkin Parks strategi for at komme tilbage til musikscenen var veludført og gennemtænkt på en del niveauer. Da deres nedtælling ramte 0, begyndte den at tælle op, selvom der sad omkring 250.000 klar på deres livestream. Nogle blev hængende længe nok til at se, optællingen glitchede på 09:05:00, og straks blev der fremsat teorier om, at der ville ske noget på datoen. Ganske rigtigt kom der brev ud til fanklubbens medlemmer om, at heldige få kunne tilmelde sig et event i Los Angeles, men det var forsat kryptisk og hemmelighedsfuldt, hvad det ville være.
Vi ved nu, at det blev deres første liveshow med det nye line-up, hvor foruden Bennington, så manglede også Rob Bourdon på trommer og Brad Delson på guitar. Bandet startede med at spille deres nye single ”The Emptiness Machine”, hvor der endnu ikke var en skygge af ny forsanger, før sangen ramte det halvandet minut, og en skikkelse pludselig kom ind på scenen. En kvinde. Vokalen brændte igennem med masser af hæshed og forvrængning, som også var kendetegnet for måden, Bennington sang på. Ansigtet var dog ukendt for mange, og alle dem, som havde gættet på Amy Lee eller Lzzy Hale, blev overrasket, for det var den forholdsvis ukendte Emily Armstrong fra bandet Dead Sara. Det var dog ikke en nem debutkoncert, og både nervøsitet og følelser var synligt til stede for Armstrong, hvis stemme knækkede flere gange undervejs, og under sange som ”Waiting for the End” fra A Thousand Suns (2010) måtte hun overlade en stor del til publikum, da hun tydeligvis virkede ramt følelsesmæssigt. En yderst forståelig reaktion.
From Zero to Hero
Bandet har dog grebet deres comeback genialt an, og noget af det klogeste og rørende, der skete til koncerten, var, da Shinoda meget formelt introducerede alle medlemmerne på scenen blot ved at nævne deres navne og sluttede af med at sige ”...I rollen som Chester Bennington denne eftermiddag, alle jer” til publikummet. Generelt virkede bedømmelsen fra de cirka 300.000 i livechatten til at være glade for, at Linkin Park bevægede sig videre, og flertallet virkede positivt stemt over Armstrongs sangevner.
Linkin Park havde også et genialt markedsføringsberedskab klar til slutningen af koncerten. På deres hjemmeside var der annoncering af deres nye album From Zero, som udkommer i november. Der var koncertdatoer og en musikvideo til den nye single. De havde en masse interviews klar med store outlets og et meget behageligt og jordnært interview med Zane Lowe for Apple Music. Her kom de omkring, hvorfor Delson ikke spiller live mere, hvorfor de har valgt at starte bandet op igen under samme navn, og hvordan de 7 år uden Bennington har været.
Shinoda forklarede blandt andet albummets dobbelte betydning, at dengang, de dannede bandet, hed de Xero, og det var før, Bennington kom til. Han forklarede, at deres tilbagevenden nu, er som at starte forfra, som de gjorde dengang. For dem er det altså en helt ny begyndelse. Armstrong skal ikke erstatte Bennington, men være en del af deres nye begyndelse. En forklaring, som gjorde, at de fik endnu flere ombord på vognen, og de interviews, der kom ud sammen med den nye single, gjorde, at mange faktisk tog positivt imod deres comeback og Armstrong som den nye frontperson.
From Hero to the Villain
Linkin Park havde gang i, hvad der kunne ligne en af de mest geniale comebacks nogensinde. Hele den rampe af ting, som de havde klar, er noget, mange bands kunne lære af. Men det tog under 24 timer, før hele glansbilledet var smuldret i tusinde stykker.
For det kom frem, at Armstrong havde deltaget i den dømte voldtægtsforbryder og tidligere skuespiller, Danny Mattersons, retssag, og støttet ham. Det skyldes nok særligt hendes forbindelser til den religiøse amerikanske kult, Scientology, som Matterson også var en del af. Mattersons retssag var rodet, og flere Scientology-medlemmerne mødte op gange under retssagen, og chikanerede nogle af voldtægtsofrene groft for at sørge for, at de ikke vidnede. Det skal siges, at Armstrong ikke selv har været en del af denne chikane, men det er selvfølgelig også slemt nok at have støttet Matterson, og blive associeret med personerne, som stod bag chikanen. Disse beskyldninger blev især forstærket, da Cedric Bixler-Zavala fra Mars Volta postede nogle Instagram stories med en besked rettet mod Armstrong fra hans kone Chrisse Carnell-Bixler, hvor tilsviningerne stod i kø. Cedric og Chrisse er selv tidligere medlemmer af Scientology, og Chrisse var et af vidnerne, som anklagede Matterson for seksuelle angreb, og derfor blev Chrisse og Cedric chikaneret under retssagen af Scientology-tilhængerne, hvilket Armstrong støttede ifølge dem.
Hvad værre er for Linkin Park og Armstrong på nuværende tidspunkt, er, at hun forsat regnes for at være en del af Scientology, da hun på ingen måder har taget afstand fra organisation. Derfor er mange også betænkelige ved hvad hun egentligt deler af holdninger med dem. Grunden til, at man næsten er sikker på, at hun forsat er en del af organisationen, er, fordi der foreligger en masse beviser for det. Hun er vokset op i Scientology, og blandt andet hendes mor er forsat kraftigt involveret i organisationen, hvor hun er seniorredaktør for deres blad ”Freedom”, og som billedet herunder også viser, deltog Armstrong i 2013 i deres Scientology Gala, hvor hun er sammen med Cedric Carnell-Bixler. Hendes søster er også forsat medlem, og alle i hendes band, Dead Sara, er medlemmer. Så alle pilene peger entydigt en vej.
Hvis man gerne vil vide mere om, hvordan det er være med i Scientology, og hvorfor det er svært at forlade organisationen, så vil jeg anbefale YouTube-kanalen Growing up in Scientology, som Adam Smith-Levin står bag. Han er selv opvokset i organisationen, men er ude af den nu, men meget af hans familie er fortsat en del af det. Han har allerede lavet en masse videoer, hvor han forklarer situationen med Armstrong, og hvorfor hun ikke distancerer sig offentligt. Han og flere medier påpeger i øvrigt også, at Armstrong næppe er et særligt praktiserende medlem, da hun offentligt har stået frem med sin homoseksuealitet. Blandt andet ved, at hun lagde billeder op fra sit tidligere forhold med Kate Harrison. Mange medlemmer i Scientology synes forsat, at det er blasfemisk at være homoseksuel på trods den moderne retning for, at organisationen tillader det. Det har tydeligvis ikke være nemt for Armstrong i hendes opvækst. Hun kom også med åbenlys kritik af det i Dead Saras sang ”Heaven’s got a back door” med stroferne ”I heard the voices of the preacher / Telling me all the reasons why I'd die alone... I'm through feeling sorry / For the things that I can't choose ”. På trods af dette, så er det brug for tydeliggørelse fra Armstrongs side til offentligtheden, hvor hun står I forhold til Scientology, særligt hvad angår mental helbred og psykiske sygdomme. For lige nu sejre de negative spekulationer
The Villain
Med alle kortene på bordet, så vil jeg nu bore lidt ned i, hvorfor det her giver så store problemer for Linkin Park. Det handler om alt andet end Armstrongs sangevner, men i stedet om hendes person og tilknytning til Scientology. Et særligt problematisk punkt er, at i Scientology accepterer man ikke psykiske sygdommes eksistens. Det vil sige, at mange, som ser Armstrong som Benningtons erstatning, betragter hendes tilknytning som en tilsmudsning af Benningtons arv. Bennington stod for mentalt helbred og kæmpede for sit eget og for andres mentale helbred. Nu står den nye vokalist, Armstrong, på papiret til at tro på, at mentale problemer slet ikke findes.
Som jeg tidligere beskrev, så har mange fans haft en helt særlig forbindelse til Bennington og til hans sårbare og mørke sider, som har gjort ham ret uerstattelig. Derfor var det vigtigt, at den nye vokalist, som kom med ombord, også kunne bygge en bro ud til de fans og langsomt vinde dem over. Men de ting, som er kommet frem i lyset, så virker det dog tabt på gulvet allerede fra start.
Hele problematikken sætter også Linkin Park i et dårligt lys. For det er helt utænkeligt, at de ikke har vidst, at Armstrong har de tilknytninger til Scientology. Det betyder, at de enten har været ligeglade og troet, det ikke ville blive noget problem, eller at de slet ikke har været skarpe nok på, hvad Bennington har betydet for deres fans. Uanset hvad, så ser det ikke godt ud for bandet for alle os, som følger med fra sidelinjen. Chesters søn, Jamie Bennington, har også smidt en sviner afsted mod bandet og særlig Shinoda i sine Instagram stories. Han har sagt, de ødelægger hans fars arv, og hvad han har opbygget, og har endda kaldt Shinoda både senil og tonedøv. Linkin Park og deres management plejer at have ekstremt godt styr på tingene, så at de har overset, at dette kunne blive et PR-helvede, er på alle måder helt uforståeligt.
Hvad så nu, Linkin Park?
Bandet har sat sig selv i en betændt situation på rekordtid. I min optik er der kun en ordentlig vej ud for bandets velbefindende, og det er, at Armstrong går ud og distancerer sig kraftigt fra Scientology. En opgave, som grundet Scientologys ofte aggresive agerende mod den slags nok er tæt på umulig for Armstrong at gøre. Bandet kan også vælge at skille sig af med hende igen, men dette er heller ikke en holdbar løsning, nu hvor de allerede har lavet et album med hende. Ud fra deres interview med Zane Lowe har det også taget dem ret lang tid at få det nye musik til at føles som Linkin Park igen og finde nogle musiker, som de havde en god kemi med.
Der er ingen tvivl, om at så længe der intet mere sker, så vil kontroverserne forsat hvirvle rundt om Linkin Park, og det vil klart gøre, at en del gamle fans ikke hopper med på den nye bølge. Nogle vil sætte spørgsmålstegn ved, om det ikke kan være lige meget, hvad Armstrong synes og gør, og om det ikke bare bør handle om hendes sangevner, og hvad hun leverer til musikken. Det er dog en naiv tankegang, eller også er det fordi, man ikke ved noget om eller anerkender, hvad Benington stod for hos mange.
Jeg vil forsat spændt følge med på sidelinjen og give deres nye album en chance og en anmeldelse her på sitet. Bennington betød også meget for mig i mine teenageår, og jeg kan derfor godt forstå, at mange finder Armstrongs fortid og tilknytninger problematiske. Det påvirker mig dog ikke meget, da Linkin Parks relevans stille og roligt har været dalende i mit liv. Jeg finder derfor hele sagen interessant, fordi bandet har været superprofessionelle i hele deres karriere. Det gør sagen til et forholdsvis stort mysterium, at de ikke har forudset alle de problemer, Armstrongs tilknytninger ville skabe.