Farvel, Sepultura, far vel. En slags hyldestskrift
I år fejrer Sepultura 40-års jubilæum med en 40-fed-og-færdig-turné kaldet ”Celebrating life through death”. For det er også deres afskedsturné, men om det så bliver deres første af slagsen, må tiden vise. Tænk på den kære Ozzy, Judas Priest og andre vægelsindede, pensionsmodne kunstnere. Eller komikeren Heino Hansen, der kalder sit nuværende show for ”Heino Hansens Første Afskedsshow”. Uanset om vi får en anden opstandelse eller ej, er det er en god anledning til at se på et band, der om nogen har bragt Sydamerika ind i metallens verdensatlas. Det bliver ikke til en komplet gennemgang af den imponerende diskografi, men mere et hyldestskrift med dyk ned i materien.
Diktatorrock
Fra 1965 til 1984 var Brasilien et militært diktatur, og det er set før, at kunsten blomstrer op efter et diktaturs fald. Tænk på Rammstein, de store russiske forfattere, og i dette tilfælde også Sepultura. At gruppens dannelse skete lige efter diktaturets fald, er ikke noget tilfælde. Før havde det ikke været muligt. Men det blev det, og det skete i den brasilianske delstat Minas Gerais’ hovedstad, Belo Horizonte. Her grundlagde fire unge, eller halvstore teenageknægte, for 40 år siden landets største metaleksport. Sepultura. Navnet kom til Max Cavalera, da han læste teksterne til Motörheads "Dancing on Your Grave", hvor ’sepultura’ er portugisisk for grav. Det oprindelige band bestod af brødrene Max og Igor Cavalera, Paulo Jr. og den oprindelige leadguitarist, Jairo T., fire knægte, som havde levet på en diæt af tidlig Iron Maiden, Metallica og Slayer. I den konstellation indspillede de EP’en Bestial Devastation og debutalbummet Morbid Visions, men det var først med rekrutteringen af Andreas Kisser og udgivelsen af klassikeren Arise fra 1991, at bandet fik opmærksomhed i udlandet. Vel at mærke uden assistance fra det karriereskabende MTV’s assistance, da videoen til titelnummerets antireligiøse budskaber var for farlige for den bornerte TV-kanal.
Arise indledte brasilianernes gyldne epoke: Beneath the Remains, Arise, Chaos A.D. og Roots. Fire album, der meget opfindsomt gradvist sammenføjede thrash med punk, død og hardcore samt noter af brasiliansk stammemusik. Det sidste kunne første gang høres på mesterværket Chaos A.D., som må anerkendes som bandets kunstneriske zenit, for ikke alle fire album er lige forgyldte. Roots testede lytterens tålmodighed med et indhold, der overdrev alle gruppens tidligere anvendte kneb til yderste potens. Albummet fremstår derfor som en opulent og buldrende storebror over de tre andre, også selvom det kom sidst. Indianerstammernes eksponering tog overhånd, og teksterne var reduceret til noget der nærmede sig klichéfyldte floskler. Men det ændrer ikke ved det faktum, at Sepultura præsenterede noget nyt og på sine egne præmisser unikt, og, som det skulle vise sig, udefinerbart, for med Max Cavaleras sørgelige exit forsvandt magien, og på bandets efterfølgende udgivelser virkede de som et sejlskib uden kaptajn. Sjovt nok gjaldt det samme for brøleaben selv, der stiftede Soulfly, men heller aldrig ramte den nerve, de fire store album besad.
Kendt fra TV
Selvom MTV ikke kan roses for ret meget, havde kanalen programmet ’Headbangers Ball’, hvor alt fra hairmetal til den hårdeste død blev spillet. Ved midnat. Sendetidspunktet gjorde bare illusionen om, at man gik og hørte uhyggelig og farlig musik så meget mere virkelig. Via Headbangers Ball stiftede de fleste vestlige fans bekendtskab med Sepultura, hvor videoerne til ”Refuse/Resist” og ”Territory” fik rundhåndet spilletid. To klassenumre fra Chaos A.D. hvor traditionel thrash blev blandet med noget meget sydamerikansk, og voila, succesen var hjemme. År tidligere havde bandet med videoen til ”Arise” ikke ligefrem forsøgt at stryge menigmand med hårene med billeder af headbangende bandmedlemmer mellem brændende kors. Det lyder nok ikke så provokerende i dag, men at ”Refuse/Resist” viste klip fra revolutionen mod det kinesiske kommunistparti i ’89, er måske i virkeligheden langt mere problematisk her i 2024. Kort sagt, Sepultura lagde hverken auditivt eller visuelt fingrene imellem, men fraset chokeffekterne var Chaos A.D. stadig nytænkende med sin indianermusik indbagt i thrash. Her er det værd at bemærke, at Sepulturas genialitet indtraf længe før det kommercielle gennembrud, for prøv et øjeblik at lægge fascinationen af de geniale brasilianske kneb til side. Sæt så thrashbaskerne Beneath the Remains og Arise på anlægget. Det er traditionel thrash med et skud af tidlig dødsmetal, og resultatet er to album med rang af klassikere. Især på Arise er det tydeligt, at Sepultura kunne skrive kompositioner, der rykkede, med lange musikalske passager, der kunne måle sig med et tidligt Metallica. Så kan man i øvrigt mene, hvad man vil om frontmandens flade gutturale brøl.
Implosion A.D.
Træerne vokser som bekendt ikke ind i himlen, og det skulle snart gå grueligt galt i et voldsomt sammenstød mellem private og professionelle interesser. For Sepultura er et klasseeksempel på det kloge i at holde privatliv og karriere adskilt: Efter i fire år at have fungeret som bandmanager giftede Gloria Bujnowski sig med Max Cavalera i ’93. Over de næste tre år voksede de professionelle gnidninger mellem resten af bandet og manageren, indtil det endte med Max Cavaleras exit i december ’96, hvor utilfredsheden med Glorias forvaltning var blevet uhåndterbar. Det gik ellers storartet. De var booket til Monsters of Rock i England, men lige inden gruppen skulle på scenen, modtog Max og Gloria nyheden om, at hendes søn var omkommet i en trafikulykke. Gruppen gik på som en trio, mens ægteparret Cavalera rejste hjem. Få måneder efter kom det til bruddet, da resten af gruppen ønskede at fyre Gloria. Gemalen valgte konen, og Sepultura blev ’sans Max’ og verden lidt senere en ’sjæleflue’ rigere.
Brormand Igor holdt fast ved Paolo Jr. og Andreas Kisser, og bandet fortsatte under det nu hæderkronede banner. Ind på vokalbanen kom den amerikanske megafon Derrick Green, et rent egetræ af en mand. Men Against, som var det første album med Green, solgte kun halvt så mange eksemplarer som Soulflys debut. Et stærkt fingerpeg om, hvem Sepulturas fans valgte at følge. Og samtidig et godt bud på folkets dom over den musikalske kvalitet, for selvom Against havde vildskaben og de for et konservativt metalpublikum bizarre input, var den nok mest var en lillebror til Roots. Green viste sig som en vokalist, der kunne brøle op som sin forgænger, men på senere udgivelser skulle han også dyrke en ren og monstrøst dyb Peter Steele-vokal. Med Green ved mikrofonen samlede teksterne sig til store hele flader, hvor Dante XXI, A-Lex og ’den med den alt for lange titel’ var konceptalbum baseret på henholdsvis Dantes guddommelige komedie, Stanley Kubricks film ”A Clockwork Orange” og sort/hvid sci-fi-filmklassikeren ”Metropolis”. Den sociale indignation havde haft sin tid, og bandet tog dygtigt lyrikken i mere komplekse retninger.
Det førerløse tog buldrer videre
Den tidligere frontmand har for nylig genindspillet gamle Sepultura-klassikere sammen med broren Igor. Brødrene har også indspillet under navnet Cavalera Conspiracy, og Soulfly barsler snart med deres 117. album, alt imens deres gamle bandfæller har braget verden rundt og holdt Sepultura-fanen højt. Således har Green været 28 år i Sepultura, mens den karismatiske Max holdt i 12. Målt i studiealbum er Cavaleras score seks, mens Greens er ti, når man altså tæller coronanedlukningsalbummet SepulQuarta med. Da Green & Co. har valgt at indstille karrieren, kan Hr. Cavalera endnu nå at slå den score, forudsat han fortsætter med sine lettere meningsløse genindspilninger.
Desværre står kvaliteten af udgivelserne med Green så langt fra mål med de fire store album, at ’sans Max’-perioden fremstår som et blegt afkog. Måske lige det sidste reelle studiealbum, Quadra, rent faktisk kunne noget godt, men det manglede fortsat den gamle band-ånd. Desperationen på fansiden ved at være vidne til hvor signaturløse bandet er blevet, er fuldt forståelig. Se blot bandets skift i udtryk fra album til album, og bemærk, hvordan det intet batter. Uden at man kan sætte fingeren på en musisk kerne og sige, at ’dét er Sepultura’. Heller ikke bandskaber og Soulfly-frontmand Max har kunnet indfange ’Sep’-ånden. Den iboende magi lå i det, de fire mænd skabte sammen, og på den baggrund kan man mene, at det er fornuftigt at lægge projektet i graven.
Eller er der gendannelse med brødrene Cavalera i krystalkuglen? Det kunne man retfærdiggøre, hvis projektet gennemføres med samme professionalisme som Panteras ’genforening’. Et turnerende Sepultura med det oprindelige mandskab fra de fire store album, som fejrede netop den epoke og glemte alt, der kom efter. Se, det ville være stort.
Copenhell, find pengepungen frem!