Vinylbanner

Dem gik vi (også) glip af: Dansk udgave

Foreshadower_foreshadower Kun 50? Foreshadower har mindst 100 nuancer af grå.

Det er ingen hemmelighed, at slavern- jeg mener skribenterne på heavymetal.dk arbejder gratis. Dette betyder, at anmeldergerningen bliver nedprioriteret i perioder, hvor arbejde, familie, julearrangementer og øvrige trælsomme forpligtelser overskrider deres grænser og berøver os den tid, vi ellers reserverer til metal. Efteråret 2019 bød på en særligt stor mængde danske udgivelser – hvilket er godt – som vi desværre ikke kunne holde trit med – hvilket er beklageligt. Vi ser det som vores fremmeste pligt at dække den danske metalscene, og vi har bragt adskillige store, internationale ofre til bålet i 2019 for at leve op til denne pligt. Ikke desto mindre har adskillige udgivelser fra den danske rock- og metalscene desværre ligget uåbnet på vores redaktion i månedsvis.

Et nyt år er først og fremmest en mulighed for at se bagud og begræde det år, der susede forbi, mens man kiggede på det forrige. Tillad mig derfor at råde bod på vores slappe holdning fra sidste år: Her er Jerkstore, Blot & Bod, Foreshadower, Í Myrkri og Syreregn.

Jerkstore – The Great Time Robbery [6/10]

The Great Time Robbery begynder strålende, og er for mig det mest overraskende groove-album i år. Jerkstore åbner naturligvis albummet med et truende riff, men tilsætter hård rockattitude dels i leadguitaren og dels i et mere melodisk præget rockomkvæd. ”Halls of Mirrors” tilføjer både tempo og vokalharmoni i et vers, der vækker minder om Avenged Sevenfolds The Stage, før endnu et rocket omkvæd tager sangen over i dur. ”The Uphill Climb” tager kraftedeme en jazz-intro og bevæger sig sømløst til det hårdeste groove-riff på pladen. Indtil videre skinner albummet af spilleglæde, og den ene sang tager straks den anden med sig. Det er i øvrigt væsentligt, at selvom albummet virker ligefremt ørehængende, overrasker sangene konstant med nye drejninger, der holder lytteren på tæerne.

Desværre taber albummet denne eventyrlyst i midtersektionen og frem. ”Blindness” er en ballade af omkvædsrock, som selvsagt slipper energien fra begyndelsen. Hvad værre er, så lykkedes det hverken ”Never Smile Again” eller ”The Search Will Never End” at sætte albummet i gang igen. Versene leverer ikke den samme faretruende energi som i begyndelsen, og uden dette kontrastykke virker sangene fortrinsvist flinke qua de rockede omkvæd. ”Mountains Can Be Moved” står med et par fine riffs som min favorit på B-siden, hvor også ”Burn My Letters” holder groove-fanen højt. Albummet tager afsked via et langtrukkent opløftende rockstykke på ”While We Wait for the Light”, hvilket jeg synes virker symptomatisk; ”Burn My Letters” havde været den perfekte afslutning på et album, der konsekvent havde holdt fokus på energisk groove frem for sød rock. Nu blev andet afsnit temmelig kritisk, så lad mig lige gentage, at størstedelen af sangene er gode, og at enkelte endda er rigtig gode.

Blot & Bod – Ormekongens Argelist [5/10]

Ormekongens Argelist er andet studiealbum fra den dansk/norske powertrio Blot & Bod. Gutterne spiller lige dele black metal og punk, hvilket udmønter sig i et heftigt forvrænget og meget, meget arrigt udtryk. Sangene og riffene bygger på simpliciteten fra punk, mens black metal-stilarten bidrager med blastbeats, en mere barsk tonalitet og hæse skrig fra alle tre struber. Navnlig vokalerne er glimrende; alle tre bagmænd leverer formidabelt halsrivende indsatser, og de forskellige stemmer bidrager med lidt tiltrængt afveksling i en temmelig simpel stil.

Simpliciteten er et nøgleord, idet sangene ret beset er meget lidt mindeværdige. Hvis man har en opvækst i punk, gør dette nok ikke så meget, da det er her, sangene tager deres struktur fra. De mest opsigtsvækkende sange, ”Åråd”, ”Tæft” og ”Tet 1”, opnår deres succes ved at gøre noget lidt anderledes; et hårdt kontrastriff, et lavtemposkift og en spændingsfyldt akkordprogression gør underværker for oplevelsen. Det siger en del, at de fremtrædende virkemidler er så grundlæggende, men Ormekongens Argelist er heller ikke just sofistikeret. Gruppen skal have ros for at komme til og fra sagen uden omsvøb – få mennesker kan mønstre den rå vrede, det kræver at holde sig engageret.

Hele albummet kan høres og købes hos Iron Bonehead.

Foreshadower – Foreshadower [6/10]

Foreshadower spiller instrumental post-sludge, og alle sangtitlerne på nær den sidste består af koordinater på steder, der relaterer til krigsforbrydelser. Som den ti minutter lange åbner ”50°02'12.8"N 19°10'33.2"E” (Auschwitz-Birkenau) hurtigt klarlægger, er lydbilledet betongråt og henlagt i trist tåge. Tragik og håbløshed farver de indledende akkorder, og over hele sin spilletid nyder sangen godt af en glimrende dynamik. Efterfølgende virker ”11°32'58"N 104°55'4"E” (Tuol Sleng Folkemordsmuseum, Cambodia) mest som et vellykket mellemspil, som skifter stemning til det hårdere forud for næste nummer, og står i øvrigt fint på egne ben.

3’eren, ”19°54'10.5"N 75°05'44.0"W” (Guantanamo Bay Detentionslejr), er albummets andet hovedstykke, men et mindre succesrigt et ad slagsen. Det begynder sådan set fremragende stemningsfuldt, men det tunge stykke umiddelbart efter opbygningen føles som en non sequitur. Det black metal-inspirerede klimaks fungerer godt, men den efterfølgende passage trækkes lovlig langt. B-siden rummer tre kortere skæringer på 5-8 minutter hver, hvilket ikke levner tid til samme møjsommelige opbygning. Musikken klarer dog det øgede hastværk fint, og alle tre numre er anbefalelsesværdige i sig selv. ”23°50'46"N 90°15'27"E” (Savar Upazila, Bangladesh) skiller sig dog ud som det mest forskelligartede og – ret beset – mindeværdige med et øget fokus på melodi navnlig i det afsluttende stykke. Endelig fremhæver jeg ”55°45'03"N 4°46'05"E” (Nordsøen) for at have en glimrende atmosfærisk indledning, selvom jeg synes den træder lidt vande efterfølgende (ordspillet er helt bevidst). Alt i alt er det en debut, der giver god grund til at holde ørene åbne for Foreshadower i fremtiden.

Foreshadower er tilgængeligt som digitalt album for betal-hvad-du-vil på Foreshadowers Bandcamp-side, og udgives på vinyl tidligt i 2020 via Angry Music Records.

Í Myrkri – Black Fortress of Solitude [4/10]

Í Myrkri er en nyligt dannet black metal-duo bestående af aalborgensiske Gardarsson (instrumenter) og amerikanske Chaplin (vokal). Lettere uventet begynder ”The Force of Atmosphere” albummet med barske, men ikke tunge, doomede toner. Tempoet er forholdsvist langsomt, men kommer op henover halvvejs i et akkord-baseret black metal-stykke, som til gengæld savner lidt mere karakter. ”Beyond the Black Veil” hæver niveauet med vekslen mellem gode, genkendelige black- og doom-riffs samt tilhørende temposkift. Lead-guitar føjes til kompositionen her, hvilket virker som det element 1’eren manglede. Intet blæret, blot en ekstra guitarstemme til at strege temaerne lidt op.

Bagmændene har tydeligvis ønsket at undgå ensformighed i sangskrivningen. Sangene skifter flittigt tempo, og ikke to sange lyder ens. Bevares, ”Nocturnal Enchantments” kunne skæres ned og begynder i øvrigt ligesom ”Upon the Altar of Blood”, men i det store og hele er Black Fortress vel varieret. Når jeg alligevel finder nogle stykker lettere uinteressant – førnævnte indledninger samt det molkromatiske stykke i ”A Starlight Ceremony” – skyldes det, at rytmeguitaren her er den mest banale på albummet. De gennemgående problemer for min oplevelse af albummet er dog, at rytmeguitaren lyder afstumpet i stedet for skarp takket være en hjemmestrikket produktion, samt at sangene spilles uden den store intensitet. Jeg tager mig i at forestille mig pladen med f.eks. Dissections produktion og aggressivitet, og bilder mig ind, at det ville gøre underværker.

Black Fortress of Solitude kan streames og købes for en euro hos A Pile of Graves.

Syreregn – Cogito Ergo Sum [7/10]

Bortset fra at have lyttet meget til In the Court of the Crimson King med mit barn er det sjældent, jeg sætter progressiv rock på, så Syreregn er lidt udenfor mine sædvanlige jagtmarker. Cogito Ergo Sum begynder da også nænsomt med kortfattet bluesrock, som udmærker sig ved at være opløftende groovet. Efterfølgende virker instrumentalnummeret ”Golem” mest som et fornemt jamnummer for både rytme- og leadguitar, selvom en subtil, men fremragende, trommepræstation truer med at stjæle opmærksomheden. Herfra bliver pladen gradvist mere progget og underspillet faretruende, og det er jeg glad for. Gruppen er yderst leveringsdygtig i progressioner, der virker overraskende selv set i bakspejlet, hvilket er en vigtig egenskab for progressiv musik i mine ører. ”Kan/Kan Ikke”, for eksempel, understreger Stephen Hawkins’ advarsel mod AI-singulariteten ved at tage et sært opløftende rockriff og udvikle det til at være urovækkende, som sangen skrider frem.

Vokalen er virkelig overraskende god albummet igennem. Der gives naturligvis bonuspoint for en gribende og tydeligt Povl Dissing-inspireret præstation på den moltonede og bluesede ”Noter til Shelley”. Afslutteren ”I Sjæl & Stål” leverer en sarkastisk anti-hyldest til indtoget af AI, som virker uskyldig på instrumental-siden, men alligevel skræmmende takket være en forrygende tvetydig vokal. Sangen er i øvrigt en vellykket komposition, som blandt meget andet overrasker med et glimrende syrerocket jam henover midten. Jeg anmelder sjældent prog rock/metal, men når jeg gør, forventer jeg, at musikken skal være rig på følelser og spænding. Få ord passer bedre på pladens konklusion.

 

Tilføj kommentar