Vinylbanner

Dem gik vi glip af i 2019 - Del 3

Cult of Luna - A Dawn to Fear metalblade.com

Tredje omgang af Heavymetal.dk’s tilbageblik på de albums, vi overså i 2019, starter med et af årets allerbedste fra Cult of Luna. Ud over dem kigger vi på As I Lay Dying, Mgla og Gatecreeper.

Dem, der ser tilbage, er stadigvæk: Cecilie Roos, Christian Søndergaard, Jonas Larsen, Kent S. Lillelund, Søren Højer Larsen og Thor Sejersen Riis.

 

Cult of Luna – A Dawn to Fear 10/10 September

Svensk opvisning i post-metal

For denne skribent betød det starten på en mindre depression, at det ikke lykkedes os at anmelde svenske Cult of Luna’s fantastiske album A Dawn to Fear, men det kan vi nu omsider råde bod på. Cult of Luna har i snart 20 år været et af de mest toneangivende post-metalbands. De er stærkt inspireret af Neurosis og Isis, men har for længst udviklet deres helt eget udtryk. Det har de så formået at både forfine og brede ud i 2010’erne med flere suveræne albums, men her sidst i 2019 kom så højdepunktet.

A Dawn to Fear indeholder otte sange fordelt på 80 minutter, som jeg ikke længere tøver med at kalde for det ypperste, bandet nogensinde har præsteret. En time og 20 minutter er lidt af en mundfuld, og det tager mange gennemlyt at kapere det hele. Men giv det tid og du vil opdage hypnotiserende, dragende riffs der suppleres med Thomas Hedlunds skizofrene trommer og Johannes Perssons desperate vokal. Albummets gennemgående skandinaviske ”sørgmodighed” afløses med jævne mellemrum af insisterende raseri, altid lige inden man når at blive suget helt ned i mismodighedens morads.

Det giver ikke meget mening at fremhæve enkelte sange på et album, der med en fortærsket kliché føles som en lang, emotionel rejse. Men lyt eventuelt til pladens sidste nummer, ”The Fall”, der indeholder alt, hvad der gør A Dawn To Fear til en nyklassiker. En smuk atmosfærisk intro glider over i let melankolsk guitar. Langsomt bygges intensiteten op, og flere forskellige riffs væves ind og ud gennem den 15 miutter lange sang, der altid er i bevægelse og aldrig føles langtrukken. En yderst passende beskrivelse af både sang og album, der er en stensikker 10’er. Verdensklasse.

(Søren)

 

As I Lay Dying – Shaped by Fire 7/10 September

Kunsten at komme tilbage

As I Lay Dying har figureret på mit musikalske verdenskort i mange år, dog mest som en grå plet, jeg ikke har haft den store trang til at udforske. Jeg har i stedet foretrukket det lidt bøvede, men hårdtpumpede – ganske som bandets omdrejningspunkt – alternativ i Austrian Death Machine. As I Lay Crying, jeg mener Dying, har alle dage spillet standard metalcore, og det mest interessante, der er sket på den front de senere år, har uden tvivl været manden bag: Tim Lambesis. Han gik fra kristen familiefar til steroidevrag, der anså skilsmisser som værre end lejemord på konen, og med dette skift i betragtning har det nok været svært at forblive dedikeret fan. Men netop den morbide kuriositet har ledt mig til at udforske deres musik for at se, om hans bodsgang har gjort musikken mere interessant, end den har været i de snart 20 år, de har eksisteret.

Allerede fra første nummer, ”Blinded”, kan man høre en markant forskel. Stemningen er langt mere rå, og selvom der stadig er gjort brug af vekslen mellem growls og clean vocals, er der er skruet mere op for metallen og mere ned for coren. Solide riffs og en emotionel intensitet adskiller Shaped by Fire fra deres tidligere gennemsnitlige udgivelser, og det gør sig i øvrigt gældende for det meste af pladen. Man er sjældent i tvivl om, hvem man lytter til, men som mangeårig ikke-fan, kan jeg anerkende sporskiftet, og jeg synes bestemt ikke, de gør det skidt. Metalfolket har for længst tilgivet ham, han har anerkendt og påtaget sig ansvaret, og alle er vokset som mennesker og musikere. Fan bliver jeg aldrig, men jeg kan sagtens anbefale Shaped by Fire til andre, der trænger til en fortælling om at miste fokus, personlige tragedier og et lys i mørket.

(Cecilie)

 

Mgła – Age Of Excuse  5/10 September

Tågen hænger tungt

Mgła er et af de bands, jeg længe gerne har villet ind på livet af. Både fordi folk, hvis mening tæller, ikke har villet holde kæft med dem, men også fordi jeg er nysgerrig efter østeuropæisk black metal. Jeg har førhen fremhævet netop den geografiske lokation som værende grobund for en særlig slags pissesur black, da de rent faktisk har noget at kæmpe mod. Men jeg må indrømme, at god smag er individuel, og bare fordi jeg har fået det anbefalet af folk med dette, er det ikke ensbetydende med, at jeg kan give dem ret hver gang.

Men den ros skal bandet alligevel have. Blot 11 sekunder inde har jeg allerede lyst til at kaste min computer ud ad vinduet. Det skyldes den hæslige lyd af tænderskæren, som folk, der kender mig, ved, er strafbart i min nærhed. Jeg tager hatten af for et band, der kan gøre mig dårlig, allerede inden første nummer går i gang. De afviger ikke fra formlen med at navngive titlerne i romertal – noget der tilsyneladende er gået en smule inflation i hos polske black metallere. Sammenlignet med deres forrige udgave, Excercises in Futility, kan jeg, personligt, konstatere, at det er gået en smule ned ad bakke. Age of Excuse er kønsløs, på grænsen til kedelig, og det mest nævneværdige på hele pladen er de førnævnte sekunders effekt på mig. Ja, det er black metal, det anfægter jeg ikke. Der bliver riffet, kvækket, trommet og fræset. Men det hele er hørt før, både bedre og mere interessant. Heldigvis er det en kort plade på 42 minutter, så selv de mest utålmodige kan være med.

(Cecilie)

 

Gatecreeper – Deserted 6/10 Oktober

Deserted er én af de udgivelser, man tit støder på omkring årsskiftet. Med en fed, HM2-overdrevet guitartone og ekstremt headbang-værdige trommerytmer er stilen klar: Er Stockholm ikke din kop te, er Gatecreeper heller ikke. Masons vokal har den samme rallende stil som (John) Tardy fra Obituary, og hans præstation på pladen her er forbløffende god. Arrebollo er ligeledes glimrende på trommesættet og bærer sin del af ansvaret for pladens dynamik. Ofte er det et velplaceret temposkift, der redder sangen, hvis riffene halter, og trommerne hjælpes desuden godt på vej af en glimrende produktion. Efter den Grave-inspirerede og dystre åbner ”Deserted” kommer en lige så klassisk Entombed-lydende tonser i ”Puncture Wounds”, efterfulgt af sange med hyldester til både Göteborg, Obituary og Bolt Thrower.

B-siden ser Gatecreeper kravle gennem mudderet på ”Sweltering Madness” og møde den visse død på Bolt Thrower-nummeret ”Boiled Over”, førend pladen rundes af med den Göteborg-inspirerede klagesang, ”Absence of Light”. Men selvom Gatecreeper har en bred referenceramme, synes jeg alligevel ofte, at udtrykket er lidt enslydende. Der er mange midttempo-stykker, som primært fremviser en kærlighed til Stockholm og Bolt Thrower uden at opnå samme mindeværdighed som disse. Bortset fra det, er Deserted et sikkert hit for fans af Stockholm- og Bolt Thrower-inspireret dødsmetal, som blot ønsker at headbange voldsomt og growle om kap med vokalen.

(Christian)

Kommentarer (4)

Joop Zoetemelk

Okay

Jeg synes det er fedt at du nævner Cult Of Luna.

Joop Zoetemelk

EMPEROR

Iøvrigt føler jeg mere for velproduceret musik. -In the Nightside Eclipse second edition cd version.... -Er den optaget på en gammel ost.?

Asmund

Nightside Eclipse

Nu er gammel ost og black metal vel begge en tilvænningssmag, der byder de forskellige smagsløs oplevelser, man sjældent finder andre steder :^) til gengæld er synth-lyden på (især) I am the Black Wizards på Nightside Eclipse versionen clean og gennemtrængende, hvilket giver en fed dynamik.

Joop Zoetemelk

reply

Der kører jo en smule synth på den. Jeg købte skiven i håb omkring samme overlegne Ihsahn gjorde det live.

Tilføj kommentar