Boomer Bloggen: Black Sabbaths Heaven and Hell fylder 40

Heaven and Hell

Mestrenes bedste album?

Tilbage i februar rundede Black Sabbaths debutalbum 50 år, og det samme gjorde dermed heavy metal. Eller det argumenterede denne blogger i hvert fald for. At album nummer et fra metallens første store band er ret enestående i metalhistorien, er uden for enhver diskussion, men alligevel er det vel de færreste, der helt alvorligt mener, at debuten er Sabbaths bedste? Flertallet peger nok på andre af de tidlige Ozzy-albums, især Paranoid, Master of Reality eller Vol. 4, men en anden, og efter denne bloggers mening, absolut ligeså oplagt kandidat fylder 40 i dag lørdag d. 25/4. Heaven and Hell kunne du allerede læse lidt om i Boomer Bloggens gennemgang af de bedste albums fra et af de bedste år i metalhistorien. Men fire-fem linjer i en blog er langtfra nok til at hylde dette mesterværk. Der skal langt mere til. For et mesterværk, det var præcis, hvad Black Sabbath udgav i 1980 ti år efter deres debut med en ny og kontroversiel forsanger. Men hvad var det egentlig, der skete, da Tony Iommi mod alle odds samlede stumperne af et band i opløsning, fandt en ny forsanger og leverede et af gruppens allerbedste albums?

Sabbath som man aldrig havde hørt dem

Det er mere eller mindre vedtaget som fakta, at Black Sabbath i slutningen af 70’erne havde været i gang med flere års nedtur. Ifølge dette narrativ gik det efter Sabotage i 1975 støt ned af bakke for englænderne. Stoffer, alkohol, dårlige albums og uophørlige skænderier var angiveligt resultatet, men det er faktisk ikke hele historien. Never Say Die, der udkom i 1978, og blev det sidste album med Ozzy Osbourne (indtil 13 i 2013), er ret meget bedre end sit rygte. Når man hører pladen i dag, er det tydeligt, at flere af sangene på dette lidt misforståede album havde fungeret bedre med gruppens kommende forsanger, Ronnie James Dio, på vokal. Hvis Tony Iommi virkelig skrev sange til hans afløser allerede i 1978, er der noget, der tyder på, at chefen var mere end klar til at sige farvel til den uregerlige Ozzy, da det endelig skete i 1979. Og dermed også klar til at levere musik, der levede op til Ronnie James Dios enestående vokal – markant anderledes end forgængerens som den var. Det er helt sikkert én af forklaringerne på, at Heaven And Hell blev så vellykket.

En anden grund skal findes i noget så banalt som motivation. Tony Iommi var fast besluttet på at bevise, at han kunne føre sin gruppe videre uden Ozzy og hans maniske stemme, der i så høj grad havde præget Black Sabbaths udtryk indtil da. Ronnie James Dio havde nogenlunde samme behov for at demonstrere, at han kunne klare sig uden Richie Blackmore, da han efter flere eminente albums forlod dennes Rainbow – heller ikke på helt venskabelige vilkår. Det var således to topmotiverede kunstnere, der mødtes i Los Angeles i 1979 og skrev deres først sang, ”Children of the Sea”, sammen – et af de mange højdepunkter på Heaven and Hell. Og det skulle hurtigt vise sig, at de – for en kort periode i hvert fald – var det perfekte makkerpar, for sangskrivningen steg mod højder, som Iommi ikke havde været i nærheden af i flere år. Men det blev et Sabbath, som man ikke rigtigt havde hørt dem før, og det var givetvis svært at sluge for visse dele af de gamle fans. Der var langt mindre doom og galskab, men til gengæld meget mere melodi og opfindsomhed end tidligere. Der blev sågar ligefrem spillet hurtigt, som på den kraftfulde albumåbner, ”Neon Knights”. Med sin overlegne klang og klart større rækkevidde vokalt, tilførte Dio sangene en helt ny dimension. Endelig var Tony Iommi tilbage i absolut topform, ikke bare som sangskriver, men også som guitarist. Mest kendt er nok den episke solo i titelnummeret, men lyt også til den tre-fire minutter lange guitar-orgastiske afslutning på albummets sidste sang – den smukke og næsten ligeså episke ”Lonely Is The Word”.

Selvom keyboardet i netop ”Lonely” er nem at datere til 80’erne og således fremstår temmelig forældet, var producer Martin Birch den sidste årsag til succesen med Heaven and Hell. Sabbath havde ikke brugt en producer siden Master of Reality i 1971, men Birch, der sad ved pulten på Rainbows mesterværk Rising, og som senere skulle stå bag alle de bedste Iron Maiden-albums, blev på Dios opfordring hentet ind for at styre skibet. Og det gjorde uden tvivl et fokuseret band endnu skarpere.

Dio eller Ozzy? Hvad med Dio OG Ozzy?

Således blev Heaven and Hell ikke bare en af Black Sabbaths kunstneriske højdepunkter, men også et af deres kommercielt mest succesfulde albums. For mig, der blev Sabbath fan med netop dette album, er det til stadighed en spøjs oplevelse at se helt gamle fans blankt afvise, at perioden med Dio har nogen som helst værdi. Ozzy er Ozzy og helt unik i metalhistorien, men Ronnie James Dio bragte en hel anden professionalisme og talent ind i bandet, og hvorfor mon Ozzy aldrig har villet synge nogle af sangene fra dette album? Var det mon kun, fordi han, eller måske nærmere hans kone, ikke ville anerkende, at der var et Sabbath uden ham? Eller var det også, fordi han udemærket godt vidste, at han ikke kunne yde dem retfærdighed? Uanset hvordan man forholder sig til det spørgsmål, og om man anerkender, at Heaven and Hell er et hovedværk i Sabbaths diskografi, så har begge vokalister haft karrierer, der for altid har sikret dem en plads i metallens Pantheon. Så hvorfor overhovedet vælge side?

Kommentarer (2)

Klaus Nielsen

Blizzard of Ozz

Jeg synes, at det er værd at bemærke, at Ozzy Osbourne samme år udgav sit første soloalbum 'Blizzard of Ozz', som ligeledes blev en kæmpe succes. Det var nok ligeledes motivationen, og ikke mindst makkeren Randy Rhodes, der grundlagde en række fantasiske albums fra Ozzy i starten af 80'erne. Ja, både Ozzy og Dio.

Kenneth Rasmussen

Dio vs Ozzy

Ingen tvivl om at dette er et fantastisk, men også anderledes album end de forrige. Jeg er helt enig i dine betragtninger omkring Dio vs Ozzy. Dio var en fantastisk sanger, men på trods af en lang karriere har jeg altid ment at hans 5 bedste album var de 3 med Rainbow og de 2 med Sabbath.

Jeg glæder mig allerede til din hyldest af et andet stort album der har 50 års jubilæum 3 Juni 2020.

Tilføj kommentar