Amon Amarth - The Avenger

The Avenger

Året er 1999. Vi runder 6 milliarder mennesker. Spongebob ruller over skærmen for første gang. Putin bliver præsident i Rusland. Verden over forbereder folk sig på dommedag i form af den frygtede Y2K-virus, og nu-metallen lægger sig som en dyne over det globale metallandskab. 1999 er også året, hvor Heavymetal.dk ser dagens lys. I 20 år har du således kunnet holde dig opdateret om hard rock- og heavy metalalbums og -koncerter samt se og læse interviews med alle dine favoritbands. Det kunne vi selvfølgelig godt klappe os selv på skulderen over, men vi vil meget hellere fejre dem, det i virkeligheden drejer sig om: nemlig alle de fede bands og deres musik. Her, 20 år senere, kan vi så se tilbage på et par dekader, der har budt på talløse genrer, subgenrer, stigende og faldende interesse, mainstream og undergrund og ikke mindst et utal af anmeldelser. I løbet af 2019 vil vi derfor hver måned bringe en anmeldelse af nogle af de vigtigste udgivelser fra 1999 og vurdere, om de stadig holder, eller om man ”nok skulle have været der”.

En glemt perle?

I 1999 var Amon Amarth stadig nogle purunge og små ”pojkar” fra Tumba, som ingen, udover deres venner, havde hørt om. Men nu er albummet altså 20 år gammelt, og Amon Amarth er nu en verdensturnerende succeshistorie, som stort set alle i metalverdenen kender eller har en mening om. Men dengang i ’99 var der altså ikke oppustelige midgårdsorme eller vikingekrigere på scenen, der var det bare bandet selv, der måtte betræde små kældercaféer og garager rundt omkring i Sverige for at sprede deres glade budskab. Hvis man sætter The Avenger på nu i år 2019, efter at have hørt deres nyere værker som fx Berserker eller Jomsviking, så får man lidt af et chok!

Ikke fordi det lyder dårligt, men fordi der er så meget mere knald på og fart over feltet end nu. Dengang var Amon Amarth altså et (melodisk) DØDSmetalband, ulig nu hvor de klart er et MELODISK (døds-)metalband. Derudover kommer man hurtigt til at savne deres tidligere trommeslager, Frederik Anderson. Der skal ikke høres et ondt ord om Jocke Wallgren, men Frederik var bare et uhyre bag trommerne.

Musikken på The Avenger er ikke specielt sofistikeret eller progressiv, men den er til gengæld tonstung og frembrusende som bare fanden. Jeg tror faktisk, de ville have svært ved at spille en del af numrene nu til dags. Hvilket måske også forklarer, at de netop spiller 0% af albummets numre i dag, medmindre det er en form for jubilæumsshow eller lignende. Tag et nummer som ”Metalwrath”, jeg tror, de kære svenskere ville få brug for en pause, hvis de spillede det nummer i 2019. Bevares, det er da ikke fordi, det er et fantastisk nummer (faktisk lidt det modsatte), men det er hårdt og hurtigt, og så er Johan Heggs intro, som minder om en blanding af growl og ska, utroligt morsom. Derudover bør man bide mærke i det sidste vers: "We are all greeted by the Gods, we have made the false hammer fall and Thor arose in blood”. Det førte til en reel fejde mellem Amon Amarth og Hammerfall tilbage i slutningen af 90’erne og starten af 00’erne simpelthen baseret på, at Amon Amarth mente, Hammerfall var nogle talentløse lallebøtter, der ikke kunne andet end at spille coversange. Men den stridsøkse er vist nok begravet den dag i dag.

Husk jeres rødder

The Avenger er bestemt ikke et mesterværk, og det indeholder ikke rigtigt nogle af bandets store hits eller kendte numre, men helt at undlade numre derfra ved koncerter virker lidt voldsomt. For der er nogle fremragende numre, som fx ”Bleed For Ancient Gods”, ”The Last With Pagan Blood” og ”God, His Son and Holy Whore” (som i øvrigt er en fænomenal sangtitel), og de sange fortjener klart noget opmærksomhed. Selvom Amon Amarth tydeligvis har rykket sig og bevæger sig en anden retning, så virker det sært nærmest at benægte sin dødsmetal-fortid. Især nu hvor albummet fylder tyve år, men Ted Lundström fortalte mig, da jeg interviewede ham på Copenhell i år, at der ingen planer er for at fejre albummet – desværre.

I krig mod verden

The Avenger var en vigtig grundpille for Amon Amarth, og selvom de først for alvor slog igennem med Twilight of the Thunder God, så burde de stadig give deres ældre materiale lidt kærlighed, for det fortjener det. Nok er det ikke nonstop genialitet, men der er stadig nogle fremragende numre, og den energi, som de spiller med, er smittende. Det er den slags musik, der får en til at føle, at man kan erobre verden med den ene hånd bundet på ryggen – og den slags musik, skal der altid være plads til!

Karakter: 6/10

Tilføj kommentar