Amerikanske Zeke er et helt nyt bekendtskab for mig, en stor fejl fra min side da de leverer Rock’n’Roll som jeg kan lide den; svinsk og hurtig. Forestil dig en blanding af gammelt Motörhead og salige Ramones der jammer sammen med det tidlige Monster Magnet og du har en god ide om hvordan disse tre gæve rocksvin kan trykke den af. Man kører fortrinsvist i højeste gear, men bandet rocker dog også fortrinligt når de spiller i et mere groovet tempo. De groovede sange får denne anmelder til at flå tøjet af og springe rundt i galop mens luftguitaren får alt hvad den kan tage. Man har også været så fornuftigt at iklæde pladen det rette lydkostume, knogletørt og uden nogen som helst dikkedarer, men bare ren rå power som det hører sig til. Sanger og guitarist Marky Falchone har en stemme der minder en del om Dave Wyndorf fra Monster Magnet, selvom den dog ikke er helt så karismatisk. Men hvad de sidste par skiver fra magneterne har ladet til ønske, gør Zeke mere end godt for med deres høj oktans rock. Desuden har man med nummeret "Dragonfly" lavet en broder til Motörhead klassikeren "Limb From Limb", da begge disse tracks kører i en fed og næsten erotisk rytme, der kan få selv den stiveste hofte til at vugge. Rockere, punks og oliebefængte metalsvin bør i det mindste give "'Til The Livin’ End" en lytter, jeres kæreste vil måske takke jer for det!