Den havde jeg ikke set komme

Af alle genforeninger havde jeg nok ikke lige regnet med en fra Shotgun Messiah. Okay, det er det selvfølgelig heller ikke for de uindviede, kan jeg da lige forklare. Zinny J. Zan og Harry Cody udgjorde sammen med Tim Skold rygraden i svenske Shotgun Messiah, i hvert fald på debutpladen fra 1989. Tim Skold overtog vokalen på efterfølgeren Second Coming og førte som styrmand gruppen ind i industrialgenren på det, der blev bandets sidste plade: Violent New Breed. En retning Skold forfulgte og siden har opnået stor succes inden for, først med KMFDM og senere Marilyn Manson. Hos Shotgun Messiah var Skold en karismatisk bassist og ditto frontfigur, og det er nok også derfor, Zan og Cody har valgt ikke at bruge Shotgun Messiah brandet. Ja, det kan selvfølgelig også bare være af juridiske årsager, men selvom Zinny J. Zan nærmest er svenskernes pendant til finske Michael Monroe, og Harry Cody er en kriminelt overset guitarvirtuos, så vælger jeg at tro, at de har selvindsigt nok til at værne om det faktum, at Shotgun Messiah ikke kan bestå uden Tim Skold.

Masser af variation

”Sever”, pladens tungeste nummer, åbner ballet med et Metallica-værdigt introriff. Senere i sangen lyder guitaren som i den ikoniske ”Heartbreak Boulevard” fra førnævnte Second Coming album. Og det er egentlig meget subtilt, men så er minderne ligesom vækket til live, det er ret godt sneget ind. Zan lyder langt fra hans tidligere højfrekvente jeg, og allerede på ”I Am The Shit” kommer de første Ozzy Osbourne associationer. Ozzy parallellerne er endnu tydeligere på ”Suffer City” og ”Let's Be Heroes”. Det kan man jo synes om, hvad man vil, men når man vælger at adoptere en så umiskendelig vokal, så er det nok et meget godt træk ikke at lade den få fuld flor i samtlige numre, og det er heldigvis heller ikke tilfældet her.

Zan/Cody formår igennem udspillets ti sange at variere udtrykket ganske fortrinligt. Der er naturligvis gjort plads til klassisk svensk sleazy hardrock i form af ”Ride Or Die”. I samme kategori finder vi bangeren ”Tear It Down” med charmerende koklokke, og jeg skal komme efter dig. Et helt andet lydbillede dukker op på den Depeche Mode-inspirerede ”She Walks With Violence”. Et voldsomt fedt og mørkt nummer. Der er i virkeligheden noget mørkt goth/glam over flere af numrene, der kalder på oplagte referencer som The 69 Eyes, The Cult og Roxx Gang. Cody spiller stadig prangende, dog ikke så hurtigt som tidligere, men det lyder fortsat magisk til tider. Et godt eksempel er slideguitaren stemt i drop D på ”Bad Bad Man”, hvor der heller ikke bliver skortet på tremolo-effekterne. Shotgun Messiah har aldrig været bange for at eksperimentere med deres lyd, og den DNA er stadig til stede hos makkerparret her.

Når jeans bliver til cowboybukser, er alderen afsløret

Beautiful N' Damned er naturligvis ikke den samme energiudladning, som Shotgun Messiahs debut var for 37 år siden, men kreativiteten er til stede, og pladen er langt mere end et nik til fortidens storhedstid. Man fristes til at sige, at Zan og Cody er ældet med ynde. For i stedet for at forsøge at presse røven ned i de gamle leopardspandex, så kreerer duoen et modent værk, som lyder moderne, men med en sangskrivning ankret i en karakteristisk formel. Om det så foregår i Wrangler cowboybukser med redekam i baglommen, ved jeg ikke, men produktet kan gutterne godt være stolte af.