Endnu mere garagerock, når det er allerbedst

Den svære toer? Ikke når man kender opskriften på god musik 

Den københavnske kvartet The Yeah Force blev dannet i 2015 og udgav allerede året efter deres debutalbum Ambassadors. De flotte anmeldelser væltede ind fra højre og venstre - deriblandt en af slagsen fra undertegnede skribent, der kaldte musikken for “rå og upoleret garagerock, når det er allerbedst” og kvitterede med hele ni yderst fornøjede kranier.

Nu er de klar med opfølgeren, Raptor, der beviser, at debuten bestemt ikke var et engangstilfælde. Den er nemlig mindst ligeså god som sin forgænger. 

Kan man danse til garagerock? 

Når ens plader har en samlet spilletid, der ligger og vipper lige omkring den beskedne halve time, er det ekstra vigtigt, der ikke er noget unødigt fyld. Alt skal klappe, være iørefaldende og bidrage positivt til det samlede produkt, og det er The Yeah Force i dén grad klar over. Noget af det vigtigste for bandet er, at sangene har melodiøse, gode kompositioner, der rammer balancen mellem den upolerede, rå garagerock og et poppet punk-udtryk - og så kan det godt være, at nogle af numrene kun varer to minutter, men sådan må det nu engang bare være, når alt unødigt fis skæres væk. Der skal ikke være noget som helst andet end den gode musik til stede i et nummer, og det er indiskutabelt. Den opskrift benyttede bandet sig af på debutalbummet, og de gør det igen. Med stor succes! 

Allerede ved første nummer, “Mindtrap”, høres bandets simple men slagkraftige tilgang til genren. Med afsæt i 60’er-beat, lidt country og en smule pop, gøres den skrabede garagerock uhyre iørefaldende, og den skudsikre opskrift på fed dansabel musik fortsætter pladen ud. Den forrygende "Paper Moon”, den medrivende “Ramona” og den energiske “Rodeo” er øjeblikkelige ørehængere med deres smittende tempo og fængende omkvæd, men nummeret “Battered, Beaten & Blue” - pladens længste nummer med en spilletid på hele tre et halvt minut - skal også fremhæves. Nummeret kan med sit lidt nedsatte tempo kaldes for pladens sjæler, og det fungerer perfekt sammen med resten af skivens sange. Hvem siger, man ikke kan danse kinddans til garagerock?

Hele herligheden er produceret af Jakob Gundel, der tidligere har drejet knapper for bl.a. Black Book Lodge og Helhorse, og det er gjort til ug med kryds og slange. Både det rockede, det punkede og det poppede er rigtig flot indfanget, og balancen mellem den snerrende vokal, den kradse guitar, det sprøde orgel og den dundrende rytmesektion ligger perfekt. 

Ikke så meget pis - bare god musik 

Jeg fristes til at bryde ud i et stort “For satan mand, de gjorde det sgu igen”, og det gør jeg da egentlig også, men på sin vis er jeg ikke overrasket over kvaliteten af Raptor. Når man finder sin egen unikke lyd, der fungerer upåklageligt, hvorfor så vige bort fra den? Hvad enten man har lyst til at headbange med ansigtet lagt i vrede folder, eller gribe fat i konen og hive hende ud på stuegulvet til en svingom, passer samtlige numre på Raptor perfekt til lejligheden. Her er lige dele aggressivitet, højt humør, smil, kiksede dansetrin, taktfast klappen og smittende sing-a-long, og det er fantastisk dejligt at overgive sig til. Raptor kan og skal - præcis som sin forgænger - høres igen og igen, og anbefales til alt og alle, der elsker ren og klar fed musik, der er skåret helt ind til benet og er medrivende som bare fanden.