Delte vande  

Xenosis står klar med deres fjerde studiealbum Hermetic Transmutation. Det progressive tekniske death metal-band fra Connecticut, USA, slår sig op på at blande komplekse rytmer og strukturer med hårdtslående ekstrem-metal. Kunsten at finde en balance i virvaret af avancerede riffs og skiftende taktarter er svær, og når man leger med sådanne elementer, er det velkendt, at man har tendens til at dele vandene i lytterhavet. Lad os dykke ned i det.

Manglende balance?

Xenosis kræver din tid og opmærksomhed ved gennemlytningen af deres plade. Det er ikke musik, som man nemt gennemlytter fra start til slut. Undertegnede har kæmpet, men også delvist nydt kampen.

Albummet er pakket med progressive idéer, abrupte riffs og konstante temposkift, men i stedet for at skabe en udelukkende spændende lytteroplevelse bliver det til tider også en udmattende omgang teknisk overkill. Man fornemmer tydeligt, at bandet besidder enorme musikalske evner, men spørgsmålet er, om de egentlig bruger dem til at skrive gode sange, eller bare til at demonstrere, hvor meget de kan presse ind i hvert eneste minut.

Fra første nummer, “Sentient Shapes”, bliver lytteren kastet direkte ud i et bombardement af kaotiske riffs og skæve taktarter. Problemet er bare, at musikken næsten aldrig får lov til at trække vejret. Hver gang et groove eller den slags passager opstår, bliver det straks afbrudt af endnu et teknisk indfald. Det føles som et album, der konstant forsøger at overgå sig selv i kompleksitet, uden at tænke over, om sangene fungerer som helhed. Deres tekniske kunnen er imponerende, men de abrupte skift river én ud af enhver rytme eller stemning, og for undertegnede bliver det med tiden mere frustrerende end imponerende.

Numre som “Prolapsed Twin Entombment” og “Rapid Metamorphosis” er eksempler på albummets største problem. Der er utvivlsomt masser af teknisk kunnen, men det hele virker overdrevet og nærmest tvangspræget. Riffs, breaks og rytmer bliver smidt ind bare for at gøre det, ikke fordi sangene har brug for det. Resultatet er en lidt følelseskold lyd, hvor musikken mister både tyngde og identitet. Det er, som om Xenosis er blevet så fokuserede på at være komplekse, at de har glemt betydningen af dynamik og sammenhæng.

Til den dedikerede

Albummet kræver altså et enormt engagement at komme igennem i sin helhed. Ikke fordi det er dybt eller atmosfærisk, men fordi det simpelthen er så kompakt og overbelastet med idéer, at det bliver trættende. Efter en times konstant tech-metal føles det nærmest, som om ørerne bløder under vægten af de mange dissonante riffs og hektiske trommer. Selv de korte pauser på albummet føles mere som nødvendige nødbremser end velplacerede overgange.

Hermetic Transmutation er derfor et album, der sandsynligvis kun vil appellere til de mest dedikerede fans af ekstrem teknisk dødsmetal. Xenosis demonstrerer uden tvivl deres tekniske niveau, men det sker på bekostning af sangskrivning, groove og variation. I sidste ende føles albummet mere som en udstilling af musikalske tricks end en egentlig iørefaldende oplevelse.