Fra gaming til musik

Bloodborne er uden tvivl en af de mest banebrydende PlayStation-odysseer – en ægte blodsudgydelse fra From Software, der med sit dystre univers og isnende gameplay ikke bare satte standarden, men også var med til at navngive en hel ny genre. Men som enhver blodig legende opstår der nye helte i mørket. Ind træder det purunge band Wrath of Logarius, der med samme passion som de ædle jægere fra Yharnam forvandler nattens rædsel til musik. Med et kærligt nik til Lovecrafts mest forbandede mareridt væver de fortællingen om martyren Logarius – en bøddel, som vogter dronningens dør til evig tid, selvom det koster ham hans egen dødelighed. Historien er blot en dråbe af Bloodbornes fantastiske mørke univers, hvor ærefrygt og rædsel danser en grotesk vals. Desværre for Wrath of Logarius er deres materiale slet ikke så banebrydende eller sågar kreativt, som de selv ønsker det.

Copyright#

Efter kun kort tid under navnet Martyr Logarius skiftede bandet til Wrath of Logarius – og man kunne næsten ane en dæmonisk copyrightvind, der hviskede: “Skift navn nu, eller lad os gøre det for dig!”. Stilen og attituden er dog forblev den samme. De kalder selv deres lyd for Formless Black Metal – en titel taget direkte fra Bloodbornes opgraderingssystem, men i virkeligheden er det egentlig blot en mærkværdig cocktail af blackened thrash, progressiv black, post-metal og en snert af nordisk andenbølgeblack. Kort sagt: Det er ikke helt så banebrydende, som navnet måtte antyde, og genrerne kæmper konstant imod hinanden. Skiven har dog gode momenter som eksempelvis ”Keeper of the Spectral Legion” – et nummer, hvor det hæsblæsende tempo, lynhurtige guitarriffs og skiftende trommerytmer varierer flot. Og så er der ”Long Dead the King”, hvor trommerne ærer de døde med en ægte tordenfuld salut, og hvor man finder flere blastbeats, end der er rotter i London – eller for den sags skyld Yharnam. Det største gennemgående højdepunkt er dog Noctifers skrig – et hyl, der lyder, som om han har stjålet røsten fra selve Helvedes port. Desværre bruger han metoden for lidt, og i stedet indeholder pladen en del growl, som desværre aldrig matcher intensiteten af de skræmmende skrig.

Men ak, som en mørk forbandelse fra en glemt tid har der sneget sig en del post-metal med på skiven, som trækker tempoet voldsomt ned. Og som om det ikke var nok, har Wrath of Logarius valgt at smide ikke ét, men to instrumentalnumre i gryden – og lad mig sige det sådan her: Det havde de ikke behøvet. Vi starter med åbneren ”Unfathomable” – et navn, der desværre rammer plet, for det er ganske enkelt ubegribeligt, hvordan dette nummer slap gennem nåleøjet. Det er en ligegyldig, forglemmelig intro, der hverken bygger stemning op eller vækker nysgerrighed. Man sidder snarere tilbage med en følelse af at have brugt ét minut af sit liv på absolut intet. Og lige som man tror, at man er sluppet fri, rammer ”Crypt” halvvejs inde i pladen. Et instrumentalnummer, der basalt set bare består af et kedeligt guitarriff, som gentages tre gange. Jovist, det har da en vis skummel aura over sig, men helt ærligt: Hvis det her var soundtracket til en krypt, så ville selv de døde vælge at blive liggende. Et andet problem er, at Wrath of Logarius virker til konstant at have alt for travlt. Riffs får sjældent lov til at ånde, før de brutalt kastes til side som en boss i Bloodborne, der skifter fase, før du overhovedet har fundet ud af den første. Der er ingen tid til fordybelse, ingen tid til at lade noget bundfælde sig – bare videre, videre, videre! Det er synd, for bandet har uden tvivl talent – men de skal også huske at ære deres egen musik.

Omringet af tåge

Ligesom dronningens slot i Bloodborne ligger denne udgivelse indhyllet i en tæt tåge. Det konstant skiftende tempo gør det svært at se alle detaljerne – og ja, de er der, men man skal lede efter dem med en næsten arkæologisk omhyggelighed. Wrath of Logarius har uden tvivl talent, men de vil så gerne vise alt på én gang, at det hele ender som en storm af riffskift, temposkift og genresammenstød, der ofte føles mere rodet end imponerende. Jeg er dog ikke så pokkers nervøs, for med tiden er jeg ret sikker på, at bandet nok skal finde den røde tråd.