En kærlig – og ærlig – hånd

Jeg faldt over Wormwitch tilbage i starten af 2022, da Spotify anbefalede mig albummet Wolf Hex fra 2021 – et ganske udmærket album, som jeg dog glemte alt om kort tid efter. Faktisk glemte jeg alt om Wormwitch, indtil nummeret med den særdeles seriøse samt mundrette titel ”Draconick Sorcerous Canadian Witchknights” dukkede op i mit YouTube-feed og derved mindede mig om, hvor fede Wormwitch egentlig er. Så nok fik jeg ikke anmeldt bandets forrige udgivelse, men det skal ikke forhindre mig i at tage Wormwitch under en kærlig – og ærlig – behandling!

Cowboy-brise

Ganske vist er Wormwitch fra Canada, men deres lyd minder betragteligt mere om noget, man kunne finde i henholdsvis Norge og Tyskland. Det er især det hidsige og bombastiske trommespil, der leveres af Izzy Langlais, der får en til at tænke på bands som 1349 – hvis primære omdrejningspunkt jo netop er trommespil galore.

Men trods det så er der hele tiden en latent fornemmelse af lejrbål under den canadiske nattehimmel og den kølige aftenbrise, der blæser ned fra Appalacherne. Denne cowboystemning bliver i særdeleshed cementeret på albummets sjette nummer, ”Salamander” – en kort lille instrumental sag, der fungerer ganske fint som ganerenser mellem de to betydeligt mere hidsige numre ”Godmaegen” og ”Wormsblood Necromancy”. Har man fulgt Wormwitch siden debuten Strike Mortal Soil, vil man nok opdage, at bandet er gået i en mere hårdtslående retning, og at de sludgede og crustpunkede elementer er rykket fra førersædet til passagersædet – hvilket lige akkurat er nok til, at hele pladen har et lille trucker-feel.

Wormwitchs største problem er dog, at de ikke er de mest kreative sangskrivere nogensinde. De fleste af numrene følger mere eller mindre den nøjagtigt samme formel; vi skal faktisk helt frem til slutningen af pladen, hvor de – så småt – tør lege med nogle andre virkemidler. Ydermere fylder trommerne for meget i det lange løb; de er simpelthen skruet for højt op i mixet. Og selvom Langlais er dygtig, så bliver man mættet af hans konstante buldren – hvilket igen minder en om 1349.

To skridt frem, ét tilbage

Wormwitch er en ganske udmærket skive, men det er ikke det bedste, bandet endnu har præsteret – det er fortsat Heaven That Dwells Within fra 2019. Men det ændrer heldigvis ikke på, at album nummer fire her stadig er et glimrende album – og om ikke andet så topper det da Wolf Hex fra 2021. Så hvis du går og mangler en omgang hårdtslående black metal med en snert af død, sludge og crustpunk, så spin da lige Wormwitch 666 gange på anlægget!