Woodpecker - 320

320

Udkom

Type:EP
Genrer:Grunge, Hard rock
Spilletid:16:16
Antal numre:5

Officiel vurdering: 6/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Spætten hakker løs i sin søgen efter den nye grunge.


Grungen er ikke død

Danske Woodpecker slog deres første toner an i 2017, hvor de også udgav deres første EP, Stillborn. Grunge-trioen er nu klar med deres anden EP, som har fået titlen 320, og selvom gruppen ikke er helt i mål, lover de fem nye skæringer godt for fremtiden. 

Prog-grunge? Er det en ting?

Når man har styr på fede riffs, et rustent og lækkert udtryk samt en absolut godkendt produktion, har man fanget min opmærksomhed med det samme. Og når ordet grunge samtidig er at finde i bandets beskrivelse af dem selv, bliver jeg bestemt ikke mindre interesseret. 

320 er fem moderne grunge-skæringer, som stilmæssigt ikke ligger specielt langt fra Alice In Chains eller det senere og mere eksperimenterende Stone Temple Pilots. Tematisk berøres emner som dynamikken mellem kønnene samt seksualitet, kærlighedsrelationer og den menneskelige psyke. Tungt stads, men det er jo også grunge, så det havde på den anden side været sært med enhjørninger, orker og energidrik. 

På samtlige af skivens fem skæringer er der interessante ting at komme efter; der findes flere passager med ørehængerpotentiale her og der, og et par fyldige riffs bliver der også plads til. Dog synes jeg ikke rigtig, at der er hele sange, der sidder fast i mit indre øre. Det er, som om numrenes sammensætning bliver for rodede, lige når det er ved at blive fedt, og det er synd. Måske er det, fordi et gammelt grungehoved som mig foretrækker det simple og ukomplicerede, men det virker nu, som om Woodpecker overtænker det simple og ender med at ville for meget på for lidt plads. Det er selvfølgelig helt cool at anse den introverte og næsten primitive tilgang til grunge – komplet med skovmandsskjorte, slidte støvler og selvhad – som værende forældet, men skal genren fornyes, så virker Woodpeckers skridt i den progressive retning dog lidt for store. 

Grunge 2.0

Jeg ved ikke, om der er noget, der hedder progressiv grunge men hvis ikke, så findes det nu. Forstå mig ret, Woodpecker spiller ikke sære taktarter og seks minutter lange mandolin-soloer, men musikken er tematisk og udtryksmæssigt progressiv. Det er på mange måder grunge på a-niveau, og det er dejligt, at et dansk band kaster sig ud i den slags.

Mange steder er 320 enormt spændende at lytte til, men når dagen er omme, synes jeg, at den mangler lidt sammenhængskraft og et par ørehængere. Men jeg siger ikke, at det ikke kan gå hen og blive rigtig godt. 

Tracklist

  1. Blood Flow
  2. Animal
  3. Gravedigger
  4. Punk
  5. Hand In Hand

Tilføj kommentar