Trve løg

Black metal er som et løg. Trods de uendeligt mange lag stiller folk stadig spørgsmål om, hvad kernen egentlig er. For nogle er kernen et meget ortodokst regelsæt med stringente og dogmatiske regler, for andre er det en anarkisk frihedsterm, man kan bruge nøjagtig, som man vil. Slutteligt er der alle dem, der mener, det er noget jammerligt juks med en barnagtig Satan-fetich. Whoredom Rife er nok tættest på den ortodokse skole, og siden debuten fra 2017, Dommedagskvad har det norske ensemble udgivet den ene rasende omgang klassisk norsk black metal efter den anden. Men trods bandets popularitet samt den hastighed, de udgiver musik med, har vi faktisk aldrig anmeldt dem før – hvilket der rådes bod på nu!

Nej tak, jeg er mæt!

Jeg både hørte og nød bandets forrige udgivelse fra 2021, The Winds of Wrath, men trods det, så glemte jeg lidt alt om bandet, indtil jeg så den første single – nemlig titelnummeret – dukke op i mit YouTube-feed. Jeg må konkludere, at der ikke er tale om den store udvikling, når det kommer til bandets lyd. Det er stadig klassisk black metal, dog med et moderne tvist i forhold til produktionen og mixet. Det er egentligt meget rart, for det kan hurtigt virke så forceret, når bands af denne art forsøger at lyde, som om de lavede musik i et andet årtusinde. Er man dog alligevel ikke bekendt med Whoredom Rife, så lyder de, som hvis man kombinerede Marduk og Tsjuder med Behemoth – altså fra før Nergal fik artistisk storhedsvanvid. Med andre ord: lynhurtig og tonstung black metal med læssevis af furore og galde. Der er dog også plads til melodier hist og pist, som man tydeligt kan høre i c-stykket af ”Hevnens rett”.

Denne konstante barrage af rasende musik ender dog også med at være albummets banemand. For der er en gedigen mangel på adspredelse på Den Vrede Makt, hvilket fører til monotoni. Her er det også værd at påpege albummets længde, for 50 minutter er lige til den lange side. Der kunne godt være blevet barberet i hvert fald syv-ni minutter af – hvilket i øvrigt er omtrent den gennemsnitlige spillelængde på hvert eneste nummer. Og når man spiller så forholdsvis formularisk og ortodoks black metal, som Whoredom Rife gør, ja, så bliver man træt i både øre og sind. De prøver dog nu og da at tilføje lidt ekstra krydderi som på ”Phantom Sword”, men det gør ikke meget andet end blot at trække nummeret ud.

Alt dette gør blot, at man er både mættet og træt halvvejs igennem albummet, som var man til påskefrokost i familiens skød, når silden bliver sendt rundt for tredje gang. Hvilket faktisk er en skam, for albummets to sidste numre er faktisk de bedste. Især er lukker-nummeret, ”The Beautiful End of All” intet mindre end fremragende.

Profan pizza-black

Da Solbrud udgav sit nyeste og sidste opus, IIII, var der en kollega her på Heavymetal.dk, der erklærede, at det var lidt for højpandet til ham, og at han savnede det, han selv kaldte for ”profan pizza-black”. Den Vrede Makt er essensen af det, han refererede til med denne ellers så maleriske beskrivelse. Her bliver ikke stillet nogen eksistentialistiske spørgsmål, og ej heller er der krav om rullekrave eller en ph.d. for at kunne nyde musikken – nok nærmere tværtimod. Her er riffs, springskaller og Satan – også har du værsgo at holde kæft, headbange og løfte en knytnæve i luften. Basta!

Derfor tænker jeg, at Whoredom Rife skal opleves live og ikke på plade, før det sådan for alvor ”klikker” for mit vedkommende. Ikke fordi bandet gør noget forkert, men mestendels fordi det, de gør rigtigt, kan tælles på én hånd – som naturligvis er venstre.