White Willow's "Storm Season" hører til blandt de albums, som man til at starte med fortrylles af og dernæst aftrylles af, da man ved nærmere gennemlytning finder ud af, at der ikke er noget magisk ved dette her koncept. Musikken ligger så tæt op af et band som 3rd and the Mortal, og det er der egentligt ikke noget forkert i, udover at en vis form for originalitet skal der sgu ledes længe efter. Når nu det er sagt, så må jeg indrømme, at de her nordmænd har sans for gode melodier samt en dyster atmosfære. Sangerinden Sylvia Ericsen leverer da også et helstøbt stykke arbejde, og resten af bandet leverer da også sit. De heavy symfoniske keyboards går fint i spænd med de tunge guitars, hvilket da også rykker noget rent emotionelt, men så heller ikke længere. Det er som om, at der cykles i ring og at musikken forbliver latent. Godt nok er det smukt og episk, og Sylvias stemme er da også fortryllende, men på sigt bare en stemme blandt tusind andre. Produktionen er derimod ikke så distinkt igen. Underligt nok virker det som om, at White Willow har valgt den samme sound som de finske mystikere Decoryah, som i og for sig spillede noget formidabelt musik, men ligesom druknede de fine kompositioner med deres egen udistinkte sound, hvilket jo er til stor gene for den kritiske lytter. Alt i alt et album som hverken revolutionerer eller reformerer sin musikalske stilart, men som på sigt egentlig går fint i spænd med en god bog i de kolde vinterstunder.