Walking Rumor - The War Within

The War Within

Udkom

Type:EP
Genre:Nu Metal
Antal numre:5

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Walking Rumor fra Odense stiler imod det amerikanske marked

Er nu-metal på vej tilbage? Det lyder det til på Walking Rumor, og måske har de ret?

I Odense går bandet Walking Rumor rundt og håber at få det store internationale gennembrud. Bandet har for kort tid siden udgivet deres første EP The War Within, hvor bandet hiver en genrebetegnelse frem, som en del nok bedst kan huske fra slutningen af halvfemserne og starten af det nye årtusinde, hvor det var bands som Limp Bizkit og Linkin Park, der toppede hitlisterne.

Men er vi egentlig klar til at få genoplivet nu-metal genren? Eller har denne genre haft sin tid?

En EP med 5 numre der får minderne frem

Nu-metallen har fået sine tæsk igennem det sidste årti, specielt fordi det gik hen og blev mainstream og blev spillet overalt. Men med kunstnere som Linkin Park, Kid Rock, Limp Bizkit, Korn, H-Blockx og P.O.D så burde denne genre ikke gå i glemmebogen og ligge gemt væk i en kasse sammen med ungdomsbladet Mix og jolly cola.

Det forsøger det unge band fra Odense Walking Rumor nu at gøre noget ved. Med deres frække og charmerende tilgang til musikken går det rent faktisk også hen og bliver et vellykket walk down memory lane.

De 5 sange er alle bygget op omkring nogle ret fængende melodier, der gør det svært ikke at sidde og rokke med til. Rytmisk er vi ovre i den blødere del af nu-metallen, et sted hvor bandet lader til at føle sig yderst sikre i det, de foretager sig. Det er let at lytte til og de enkelte instrumenter er tilpasset hinanden, så de ligger godt i mikset.

Men den største variation på EP'en kommer fra de 2 sangere, Anders og Kenio, der skiftes til at styre de enkelte sange. I sangene ”Bring You Home”, ”Recall” og ”Seem To Belive” er det Anders, der styrer vokalen med sin klare stemme.

På de 2 sidste sange ”Over The Edge” og ”Proud Of Me”, som også er EP'ens stærkeste numre, er det Kenio, der rapper igennem versene med en stemme som Fred Durst, og Anders der håndterer den klare vokal i omkvædene.

Selvom det er disse 2 sange, der står stærkest på The War Within, så gør variationen på de 5 numre, at man faktisk sidder og ønsker sig mere.

Nu venter landevejen og koncerterne

Walking Rumor er et band, der vil frem, og hvis de kan holde formen, så venter der en spændende tid for det fynske band.

The War Within får 8 kranier for at være en EP, der skiller sig ud, hvilket i dette tilfælde er positivt ment og ja måske, Walking Rumor har ret, når de mener, at det er tid til, at nu-metallen bliver støvet af og kommer frem i rampelyset igen.

Tracklist

  1. Re-Call
  2. Bring You Home
  3. Proud of Me
  4. Seem too Believe
  5. Over the Edge

Kommentarer (1)

Tess

theresebrandt1990@gmail.com

they are Amazing rock band their song (Proud of me )goes straight to the heart♡