Visthia - In Aeternum Deleti

In Aeternum Deleti

· Udkom

Type:Album
Genrer:Black metal, Melodisk Metal
Antal numre:7

Officiel vurdering: 7/10

Brugervurdering: Vær den første til at stemme.

Visthia er et italiensk band, der har eksisteret siden 1997. Bandet har lavet nogle demoer samt en enkelt EP, inden deres første full-length udkom tilbage i 2006. Nu er de så klar med opfølgeren "In Aeternum Deleti".

Bandet kalder selv deres stil for black powernoise, hvilket egentlig dækker over black metal tilsat masser af elementer fra industrial og drone. Det er umiddelbart vanskeligt at sammenligne dem med andre bands, men hvis man forestiller sig en mere kold og mørk udgave af Aborym er det ikke skudt helt ved siden af. De elektroniske elementer skaber en dybt foruroligende stemning på albummet, der bliver understøttet af den sygelige - men virkelig fede – vokal. Vokalen er i det hele taget en af albummets absolutte forcer. Der veksles mellem en typisk black vokal, en mere dødsagtig vokal (der ikke er decideret growl) samt spoken word passager. Desuden er teksterne overvejende på latin, og det giver musikken et nærmest okkult præg.

Der er dog også almindelige mid-tempo black metal numre på albummet, og det fungerer faktisk godt som afveksling så det hele ikke drukner i elektroniske lyde. I det hele taget er musikkerne utrolig dygtige, og især det fremtrædende guitar og trommespil fungerer godt.

Overordnet må jeg dog sige, at selvom der er mange gode ideer på albummet og talentet bestemt er der, så mangler musikken lige det sidste. Eksempelvis er der nogle steder på albummet hvor det mest af alt lyder som om der er noget i vejen med ens anlæg, hvilket er en anelse irriterende. Jeg kunne også godt tænke mig, at der indimellem var skruet en smule mere op for tempoet, især i de mere traditionelle black metal passager.

Folk med hang til det mere eksperimenterede black metal kan godt give Visthia et lyt. Men indrømmet, man skal nok være i et lidt specielt humør for rigtig at nyde musikken, ligesom det er bestemt heller ikke er noget der vil falde i alles smag.