Kvindevokal og mandegrowls
Venues er et nyt band i den store bølgegang af mainstreamsøgende coregrupper, der har rullet henover metalscenen de sidste 10 år. Bandet planter sig i midten af genren, og trækker primært på medlemmernes charme og energi. Musikalsk er der ikke meget nyt under solen; Venues skiller sig dog lidt ud ved at have en kvindelig cleanvokal, der leverer melodierne til de finproducerede omkvæd, og ved at være et europæisk band i en amerikanskdomineret genre. Ungdomskulturen, som denne slags musik lever af, lader dog til at have holdt sig ung i Tyskland, hvor bandet kommer fra, og debutpladen Aspire har tydeligvis fået en god portion opmærksomhed i bandets lokalområde. Om Venues har relevans nok til at fange de danske metallyttere er måske en anden sag.
Generisk core – nu også fra Tyskland
Til den længselsfulde lyd af flydende guitarmelodier og henover varme harmoniske akkorder, synger den kvindelige forsanger Nyves om følelserne i livets op- og nedture. Screamvokal får vi også fra den mandlige halvdel af sangduoen, så temaerne kan få lidt ekstra kraft. Musikken er finpoleret og spilles i sin simpelhed til perfektion af bandet. Var året 2005, ville dette være opskriften på succes for nye heavybands. 13 år er dog gået siden da, og vi har nu hørt flere hundrede bands spille med lige præcis denne opsætning. Og markedet er simpelthen ved at være mættet. Der sidder godt nok stadig indgroede genrelyttere og bifalder på internettet, og bands som Venues får, grundet deres fine produktion og hurtige appel, også hurtigt mellemstore lytterskarer. Disse kan dog forsvinde ligeså hurtigt, som de kom, hvis bandet ikke gør sig bemærket for noget unikt; noget unikt, der ikke er at finde på en eneste af albummet Aspires sange.
En af de få ting, der skiller Venues ud fra mængden, er deres oprindelse. Den sydtyske stat Baden-Württemberg giver flere muligheder for at gro en loyal lytterskare, da en kæmpe overvægt af genrens bands holder sig til deres britiske og amerikanske hjemmebaner. Kan Venues gøre sig kendte på koncerter, og har medlemmerne en ekstra gnist, der tændes ved liveperformances, kan de måske holde sig relevante, og på et tidspunkt være klar til at indtage Danmark også. Indtil da er min konklusion, at Venues har en fin lyd, men skriver sange, der er så generiske og trivielle, at kun den inkarnerede core-lytter, der allerede har støvsuget internettet for lignende, større bands, kan bruge Aspires finproducerede post-hardcore sange til noget.
Der mangler overraskelser
Venues kan måske fange et tysk post-punk publikum, men vi kan ikke bruge dem til særligt meget i Danmark endnu. Bandmedlemmerne viser nok, at de kan finde ud af at spille sammen, men der mangler en mere tydelig retning, og singler som ”We Are The One” og ”Fading Away” skal kunne mere end at gentage historier, som utallige rockbands allerede har fortalt. Der skal eksperimenteres og satses mere, før musikken bliver aktuel for det globale publikum. Resultatet er blevet, at vi nu står med en plade, der kan fungere som afslappet baggrundsrock, men mangler de numre, der skal overbevise nye lyttere.
