Genrens nye bannerførere imponerer med kærkomne kompleksiteter og riff-salat a la carte

Ukronede mestre i ekstrem death

Det er efterhånden få bands, der som walisiske Venom Prison gør kometkarriere på så imponerende vis. Kvintetten med den uforlignelige energibombe Larissa Stupar i front debuterede i 2016 med albummet Animus og blev for alvor synlige i metallandskabet for tre år siden med den fremragende opfølger Samsara. Også live stod det hurtigt klart, at de var aldeles konkurrence- og leveringsdygtige, hvilket en fremragende aften i Pumpehuset sammen med Power Trip og Trivium vidnede om.

Nu er de endelig klar med deres tredje langspiller, som har fået titlen Erebos. Men kan man overhovedet blive ved med at blive imponeret over Venom Prison? Ja, det kan man faktisk godt.

Grænserne skubbes igen

Præcis som det var tilfældet med Samsara, er Erebos ikke en plade, man bare kaster på anlægget og lytter sporadisk til, mens man lægger tøj sammen og kaster ungernes legetøj om bag sofaen. Venom Prison vil nemlig noget andet og ganske ekstraordinært med deres musik, og det kræver, at man gider lytte ordentligt til den. Her er nemlig ikke bare tale om death metal, som den har lydt de sidste mange årtier. Slet ikke! Venom Prison har en ambition om hele tiden at skubbe grænserne for den ekstreme death, mens de udforsker, hvad genren kan og ikke mindst, hvad den bør kunne. Og de lykkes med det.

Man skal ikke være særligt velbevandret death metal-entusiast for at kunne få en øjeblikkelig forelskelse i numre som “Judges of the Underworld” og “Comfort of Complicity”. Disse riff-spækkede og hårdtslående skæringer ligger lige til højrebenet og fremkalder hurtigt en primitiv trang til at skrue op og headbange vildt og blodigt. Men det er i særdeleshed pladens øvrige skæringer, der kilder alle de rigtige steder, hvis man vel at mærke gider investere lidt tid i dem. “Nemesis”, “Golden Apples of the Hesperides” og ikke mindst afslutteren “Technologies of Death” er fabelagtig ekstrem death med masser af flabede riffs, melodiske passager og en pæn slat hardcore. Men det er også komplekse numre, hvor bandet bøjer, presser og udfordrer grænserne for genren. Det kan synes sært ved første lyt, men for pokker, hvor er det kærkomment, når nogen går i krig med konformiteten og endda kan trække sig sejrrigt ud af deres anstrengelser. I denne forbindelse kommer vi heller ikke udenom nummeret “Pain of Oizys”, der, udover at være pladens stille nummer, bestemt ikke er for alle. Det er ikke bare syret og afdæmpet, men faktisk mere i retning af Massive Attack end egentlig metal. Bestemt ikke et nummer for alle, men modigt er det og helt fænomenalt leveret. Ikke mindst af Larissa Stupar, der ikke bare mestrer en klassisk death-vokal på et teknisk plan, men samtidig blander slam og grind ind i det stilmæssige udtryk. Føj, hun er dygtig!

Forvent det uventede

Med Samsara gav Venom Prison os et dejligt aggressivt og meget nytænkende death metal-album. De bragte noget nyt til bordet, som genren på mange måder trængte til, og lur mig, om de ikke har gjort det igen. På Erebos er der igen skruet op for kompleksiteten – hvilket spilletiden også vidner om – og det er bestemt ikke en plade, der blot skal høres en enkelt gang. Den kræver tid og dedikation, men efter et par gennemlytninger begynder bandets udfordringer af genren at give mening.

Nogle vil mene, at Venom Prison har sagt farvel til den rendyrkede death metal. Jeg vil mene, de har forfinet den og gjort den mere sofistikeret. Alle, der har stiftet bekendtskab med bandet før, opfordres hermed på det kraftigste til at give Erebos mindst ét lyt. Også gerne flere.