At sove stille ind

Giften fra verdens farligste slange er neurotoksisk. Den blokerer for de receptorer, der styrer vores muskler. Øjenlågsmusklerne rammes som det første, dernæst mister man evnen til at holde øjnene åbne, ansigtsmuskulaturen bliver slap, kroppen mister sin evne til at bevæge sig, og til sidst kan man ikke trække vejret. Man sover ind. Omtrent sådan føles det at høre Venom Inc.s There’s Only Black til ende.

Hørt det hele før

For jeg har hørt alle numrene før, bare spillet og produceret bedre – og man er vel ikke kongens leverpostej, “bare” fordi to af bandmedlemmerne har været med til at definere black metal-genren, dengang ruder konge var knægt. Nærmere tværtimod. Det ligger der en forpligtigelse i. Det er med det udgangspunkt, denne anmeldelse skrives. For jeg forstår godt, at Venom Inc. bare skal være oldschool slayerisk og gammelt Venom black metal-thrash, men altså helt ærligt – så er det faktisk bedre at sætte en af de gamle plader på.

Selvom min begejstring også ret hurtigt fik en ende over bandets forrige album AVE Satan, så jeg frem til denne skive. Nu med en helt rigtig trommeslager af kød og blod kunne jeg godt se et potentiale i en ny satanisk trio bestående af de to koryfæer Jeff Mantas Dunn og Tony “Demolition Man” og den nye trommeslager Jeramie “Warmachine” Kling. De er trods alt pionerer, de to af herrerne – en type af mennesker, som vel i udgangspunktet er ligeglade med normer og kassetænkning, men som har (haft) originaliteten til at skabe sin helt egen identitet og genre. Den slags fortjener opmærksomhed.

Men altså, produktionen er i bedste fald rustik – det er Mantas selv, som har produceret. Lydbilledet er fladt, også selvom der helt sikkert er brugt mere end 20 spor til at mixe denne plade. Det er lidt som et barn, der lærer at tegne. Dybden er der ikke, men tændstikmænd kan selvfølgelig også noget i den rette kontekst – selvom det næppe er det selvbillede, de modne mænd fra Venom Inc. har, når de spritter deres isser og stemmer øksen inden en koncert.

De tre herrer har efterhånden en del livekoncerter på samvittigheden, men her på pladen lyder det flere steder, som om de står på hver deres planet og spiller. Måske er en del af forklaringen, at udgivelsen her er indspillet i henholdsvis England, Portugal og Amerika. Timingen mellem bas og trommer er helt til hest på nogle numre. Hør for eksempel nummeret ”The Dance Macabre”. Altså, hvad fanden – det er der godt nok ikke meget Demolition Man over, når bas og stortromme er helt, helt, helt ude af sync.

Numrenes komposition er sådan set ok, og tekstuniverset er, som det er – det er til at leve med. Nej, det er følelsen af at have hørt det hele før, der er ved at gøre det af med en. Og så gør det ikke tingene bedre, at Tony godt nok har en fyldig stemme, også alderen taget i betragtning, men han bruger den også på nøjagtig samme måde igen og igen uanset vers, omkvæd, nummer … you name it …

”How Many Can Die” – det første nummer på langspilleren er et ærligt udtryk af Venom Inc. anno 2022. Et middelmådigt guitarriff akkompagneret af bas, trommer og sang, der i mine ører aldrig kommer helt til at svinge, danner rammen om et nummer, der savner dynamik, musikalitet og ikke mindst kvalitet. Det paradoksale er, at man sidder med fornemmelsen af, at hver enkelt musiker faktisk prøver at give den fuld skrald. De kommer bare aldrig nogensinde ud over (scene)kanten.

Måske bedre live

Og måske er det derude, tæt på scenekanten, Venom Inc. i virkeligheden skal opleves. Så har de sikkert også skruet lidt ned for tempoet på nogle af de numre, hvor det faktisk virker, som om remmer og tøjler er ved at sprænges (læs: teknikken er ikke til mere), og fadøllen i årerne har gjort sit til, at man kan nyde den energi, som trioen trods alt gør ALT for at formidle på en både ærlig og no-bullshit-agtig måde.