Forvent ikke stor monumental kunst, men i stedet solidt prøjsisk håndværk

Den svære 5'er

Fra Schweinfurt! - og så ved man godt, at man er i Tyskland - kommer thrash-spektaklet Vandetta og deres femte album The 5th, og det siger måske lidt om dybden og idérigdommen, hvilket et halvsløjt cover kun understøtter. Forvent derfor ikke stor monumental kunst, men i stedet solidt prøjsisk håndværk. 

Rutineret rutine

Bandet hører til i den tekniske afdeling, og både guitaristerne og bassisten giver seriøse prøver på talenter, der afgjort vil aftvinge respekt hos mange af deres kollegaer. Men selvom teknikken er i orden, ender det alligevel med en lidt rutinepræget forestilling, når det kommer til arrangementerne, uanset de gode musikere. Det hele er ligesom hørt før. Produktionen af albummet er afgjort til den bedre side, men desværre også i sådan en grad, at helhedsindtrykket derfor bliver noget poleret, homogent og dermed også ufarligt.    

Godterne er gemt i krogene 

Men det er nu ikke det største problem, og nu må jeg prøve, om jeg kan fornærme forsangeren, så høfligt som jeg kan. Vokalen, og den dertilhørende banale lyrik, trækker ned i helhedsbilledet og er et gennemgående irritationsmoment i en sådan grad, at det overskygger de mange gode intentioner. For der er masser af godt gemt i krogene, og hvis du er til traditionel thrash med fokus på teknik, kunne dette album være værd at udforske nærmere. Der er fx glimrende akustisk klimteri i ”The Search”, som udgør en fornem intro til ”The Prophecy”, hvor skabeloner og vanetænkningen for alvor bliver udfordret. Så swinger det i Schweinfurt.  

Vi får ligefrem også en ballade at gå hjem på i den afsluttende ”Nevermind”. Her falder vokalen ikke helt igennem, men denne gang er det så musikken, som fejler. Hele fire minutter kæmper man sig gennem lejrbålsang og akustiske akkorder, før der endelig sker noget, og bedst som bandet træder i karakter, bliver der fadet ud - og ja; Nevermind… 

Thrash fra a til z - men uden den store begejstring

Generelt kører albummet som naboens udtjente Lada. Ja - og jo! Man kommer fra a til z, men køreglæde er jo så'n lidt so-so, og du er muligvis mere glad for at komme frem, end du ligefrem tænker tilbage på turen med stor glæde. Jeg savner et dommedagsdybt, gutturalt dødsbrøl, eller noget galskab, der svirper over nallerne.