De levende bærer faklen videre
Københavnerkvintetten Urban Primate har i år optrådt på både Asgaard Rock Festival og Jelsfest, hvilket gør det mere end oplagt, at deres nye udgivelse Saturnine fortjener en grundig anmeldelse her på heavymetal.dk. Bandet spiller en spændende kombination af grunge, alternativ rock og hard rock, og på deres tidligere album har de ivrigt ladet sig inspirere af bands som Alice in Chains, Deftones og især Nirvana. Det er ikke så tit, at vi ser denne genrekombination inden for landets grænser, men er der en grund til det? Urban Primate består af Benjamin, Christian, Pawel, Jakob og Martin, og ironisk nok er det, som adskiller kvintetten fra mange af deres idoler, at de rent faktisk alle sammen er i live…
Store forbilleder og god udvikling
Ville Nirvana være blevet så berømte, hvis Kurt Cobain ikke var død i 1994? Det tvivler jeg på. Jeg tror, at de ville have fået succes, men slet ikke nær så meget af det. Anerkendelse er tit forbundet med døden, men det faktum ændrer ikke på, at Nirvana forvandlede grunge-scenen på rekordtid og tiltrak flere fans, end de nogensinde kunne drømme om. Saturnine ærer især Nirvana på sin egen måde. Undertonerne fra forbilledernes lyd er tydelige, men Urban Primate viser også, at de har andet at byde på. Lyden på Saturnine er langt mere unik og personlig end deres tidligere album Desolation, som mere mindede om noget, der var skabt til bilens myROCK-playliste. Men der er også toner af andre bands såsom Soundgarden, Stone Temple Pilots og når det er allermest roligt – Candlebox. Benjamin Larsens vokal rammer ikke altid helt plet, men det betyder mindre, end man skulle tro. Hans stemme besidder nemlig rå indlevelse, og en ærlig en af slagsen. Baslinjen fra Martin Olsen holder konstant udgivelsen i et stramt greb, men der gemmer sig også overraskelser. Den ømme og personlige indledning på "Awake" kom bag på mig; de akustiske passager er atypiske, og bliver brugt sparsomt – men effektivt. Produktionen er moderne, men resultatet af lyden læner sig stærkt op ad 90'er grunge-genren, hvilket er et tveægget sværd. For selvom det passer genren uhyre godt, er der også en grund til, at musikken har udviklet sig. Dog syntes jeg, at Benjamin Larsens vokal ligger for lavt i mixet, hvilket gør, at hans vokal-eksplosioner ikke opnår den ønskede effekt. Man skal dog ikke undervurdere hans skrig. ”Amaurotic” kommer til live igennem især hans passion.
Hvis man ser på, hvad der kan forbedres, så er der bestemt plads til at optimere længden af sangene. ”Awake” kan godt tillade sig sin fulde længde på 5:50, men numrene ”Nothing to Say” og ”Left for Dead” ville have gavnet af at være kortere – de fastholder ikke intensiteten hele vejen. Især ”Left for Dead” virker malplaceret. Jeg er stor fan af Nicklas Sonne, som jeg anser for at være en yderst dygtig sanger, men han passer dårligt ind på skiven og i genren. Jeg var bange for, at han ville overskygge Urban Primates egen sanger, men det viser sig at være modsat.
Selvom Jakob Andresen leverer en solid indsats på trommer, giver udgivelsen ham ikke lov til at lege lige så meget, som de andre instrumenter får lov til. Her kunne næste udgivelse med fordel give trommeslageren mere frihed til at opsøge mere fra den alternative metalgenre. Det er trods alt her, hvor Urban Primate lyder bedst – når de kombinerer genrerne. Det skal de opsøge endnu mere på næste udgivelse.
Når løgne holder os vågne
Mens nogle ligger vågne, hjemsøgt af deres løgne, så står Urban Primate klar til at blive booket i 2024/2025. Bandet appellerer til fans af både hardcore, alternativ og grunge-scenen, hvilket gør, at de kan passe ind i adskillige sammenhænge. Er der plads til forbedringer? Absolut. Men hvis bandet strammer sangskrivningen op og fokuserer på det, de er stærkest til, så tror jeg, at vi kommer til at se meget mere til dem. Saturnine viser fine fremskridt og belønnes i denne omgang med 6 kranier.
