En udgivelse overskygget af kontroverser
Grundet kontroversiel brug af AI-rettigheder i deres musikvideo til førstesinglen "Green & Glass" fik Unleash The Archers’ sjette album, Phantoma, en hård start på livet. Hvad der skulle have været en fejring, blev til en heftig online diskussion vedrørende licens, AI-værktøjer og fremtiden i sin helhed. Selvom bandet forsvarede deres synspunkter på adskillige hjemmesider, var dette et af de tilfælde, hvor al omtale ikke er god omtale. Forsangerinde Brittney Slayes var i de efterfølgende uger hårdt ramt af begivenhederne, men det canadiske band var dog allermest overrasket over, hvor meget folk hadede AI i sin helhed. Phantoma forsøger at skildre bandets syn på fremtidens verden, hvor mennesker agerer som biroller. Emnet er en stor kontrast fra de tidligere værker, selvom kombinationen af heavy og power-metal genren stadig holdes intakt. Heldigvis slipper kvintetten lydmæssigt utroligt godt fra det.
The Skynet funding bill is passed
Det er nemt at hade AI. Omvendt kræver det stor ekspertise at kunne udnytte forståelsen af kunstig intelligens og bruge det til egen fordel i privaten eller i en virksomhed. Selvom vi alle vidste, at Skynet 2.0 ville komme før eller siden, blev de fleste taget med bukserne nede, da det allerede for at par år siden blæste ind med orkanstyrke. Phantoma beskriver ivrigt fremtidens verden: hvordan endeløse veje af robotter både fragter og bygger, og hvordan vi som mennesker er statister i denne udvikling. ”Systemic pathways that ebb like the tide, endless the bots come and go, i watch them thoughtlessly live out their lives, toiling away in code”. Unleash the Archers’ syn på fremtiden er dyster og frihedsløs, men musikken og deres beskrivelse er absolut godkendt.
Den korte og kække single ”Buried In Code” vender Unleash The Archers’ sædvanlige kompositioner på hovedet og leverer et vanvittigt tempo med sin 3:39 minutters korte længde. Temposkiftet er forfriskende og kommer på et godt tidspunkt – nemlig på den pivotale tredje skæring. Pladen er også god til at bruge synthesizers i sin favør, og et nummer som ”Gods In Decay” får stor gavn af disse. De giver et godt afbræk til guitaren, og midtvejs i sangen kan man opleve et fantastisk crescendo i c-stykket udelukkende af synthesizers. Klart et af pladens højdepunkter. Nummeret ”Ghosts In The Mist” viser også, at bandet sagtens kan yde, selvom tempoet sænkes. Brittneys stemme er derfor mere i fokus, men som altid lyder forsangerinden fantastisk – hendes rækkevidde er stor, og hun er lige så essentiel for denne skive, som hun har været for bandets tidligere værker. Lydmæssigt minder bandet en del om svenske Amaranthe, som også altid prøver at krydre power-metalgenren med adskillige andre genrer.
Nu når vi er i gang med at sammenligne med tidligere albummer, så har Phantoma ikke et individuelt nummer, der sprænger skalaen a la titelnummeret fra Apex eller det gudeskønne nummer ”Return To Me” fra Abyss. Omvendt er stort set alle numre på skiven gode. Den eneste skæring, der faktisk trækker ned i kvalitet, er balladen ”Give It Up Or Give It All”, der med en spilletid på 7:35 giver et alt for stort stop i momentum. I den ombæring kommer vi heller ikke udenom temaet. AI fylder i øjeblikket en stor del af vores alles hverdag, og netop dette emne mener jeg, at man hurtigere bliver mættet af end andre – eksempelvis fantasy. Selvom lyrikken er godkendt, var den mere spændende på netop Apex og Abyss.
Fremtid eller fortid?
Jeg var spændt på, om Phantoma kunne fastholde det høje niveau, som både Apex og Abyss lagde for dagen. Efter adskillige gennemspilninger kan jeg dog med ro i maven sige, at Phantoma fastholder kvaliteten. Albummet er spækket til randen med flotte guitarsoloer, Brittney Slayes lyder som altid fantastisk, og pladen byder på en stor mængde variation. Albummets blødeste skæring, ”Give It Up Or Give It All”, kunne godt være streget, men ellers er jeg overordnet meget tilfreds med canadiernes seneste udspil. Det bliver otte kranier herfra.
