Lag på lag på lag

lighed med et løg har metalcore mange lag. Vi har det lag, hvor vi finder de mere hardcore-affilierede bands som Converge og Overcast. Så har vi laget, Så har vi laget, hvor vi eksempelvis finder Killswitch Engage og Trivium, der burde sende en gavekurv hver jul til bands som In Flames og At the Gates.Ydermere er der adskillige andre lag, hvor vi finder alt fra Bring me the Horizon, Attack Attack! og andre bands med glat pandehår. Unearth er af den skole, hvor de burde flage med det svenske flag, hver gang de gik på scenen. Ensemblet fra Boston har været i gang siden ’98, og The Wretched; The Ruinous er deres ottende album, så lad os da se – og høre – hvad drengene har gravet frem til os denne gang!

Gamle vin på gamle flasker

The Wretched; The Ruinous får mig til at tænke på den amerikanske forfatterinde Gertrude Stein. For Unearth er Unearth er Unearth. Det kan godt være, at vi nu skriver 2023 og ikke 1998, men de fem herrer laver stadig musik, som var vi i det forrige årtusinde. Der er absolut ingen progression, og produktionen er vitterligt den eneste reelle forskel på The Wretched; The Ruinous og et album som The Stings of Conscience. Det er præcis de samme riffs, som At the Gates spillede på Slaughter of the Soul tilsat amerikanske breakdowns. Problemet er bare, at vi ikke længere er i 1998, så denne kombination og lyd er ikke just frisk, ny eller banebrydende. Tværtimod er den ved at være noget muggen og brun i det.

Der er absolut ingen skam i at blive ved med at gøre det, man er god til. Men omvendt, så er der nok en grund til, at alle de bands, som Unearth ”voksede op med”, har ændret stil i større eller mindre grad i løbet af de sidste to årtier. For selvom Unearth egentlig er dygtige musikere og The Wretched; The Ruinous overordnet set er en fornøjelig plade, så sidder man konstant som lytter og tænker: ”Ja, det riff har jeg hørt tusind gange før”, ”Hov, er det ikke en Killswitch Engage-sang, det der?” eller ”Ved de godt, at vi ikke skriver 2001?” Ydermere, så er et album på 36 minutter med hele 11 sange en dårlig ide. Det siger sig selv at med så mange numre på så kort tid, så kan de simpelthen ikke alle være lige gode eller fokuserede, og ganske rigtigt. Et nummer som ”Dawn of the Militant” er eksempelvis intet mindre end skrækkeligt. Lige fra sin intro, som er ti sekunders feedback til sit ultra-bøvede pizza-thrash-rytmespor efterfulgt af hyletoner og deathcore-breakdowns. Heldigvis er der dog et nummer som ”Into the Abyss”, hvor bandet understreger, at især deres guitarister er hamrende dygtige, og at 00’er-metalcorestilen simpelthen holder dem tilbage – Buzz McGrath er i den grad for god til den her genre. Hans guitarsoli ville gøre sig markant bedre i ægte melo-død eller sågar noget neoklassisk power.

Egentlig burde de have valgt at lukke albummet med netop ”Into the Abyss”, men ak. I stedet skal vi tvinges igennem ”Broken Arrow”, som er ligeså åndet som ”Dawn of the Militant”, og albummets lukker, ”Theaters of War”, er en skønherlig blanding af tough-guy-core og forsøg på at lege Dimebag, hvilket vi da for alvor manglede.

Undskyld, er det ikke jer der har lavet…

The Wretched; The Ruinous er som tidligere nævnt ikke en dårlig plade. Det er bare en plade, vi alle har hørt mange, mange gange – for 20 år siden. Boston-gruppen gør intet, som ingen andre (deriblandt dem selv) ikke har gjort tusindvis af gange før, endda ofte bedre. Ergo er dette bare endnu et middelmådigt metalcore-album, der lyder som så mange andre. Novra.