Ulthar - Helionomicon

Helionomicon

· Udkom

Type:Album
Genre:Blackened Death Metal
Antal numre:2

Officiel vurdering: 8/10

Brugervurdering: 7/10 baseret på 1 stemme.

De smukkeste nuancer af sort

Blackception

Amerikanske Ulthar har siden dannelsen i 2014 mestendels fløjet under radaren i det store metallandskab. Et par fine, men også forholdsvis anonyme udgivelser er, hvad bandet har bag sig, men det har de besluttet, skal være fortid. Trioen er nu aktuel med hele to udgivelser, hvor den beskidte, skrabede og lettere forudsigelige blackened death er skiftet ud med en langt mere sofistikeret, melodiøs og teknisk kompakt rejse ind i den progressive dødsblack.

Den ene af de to plader, Anthronomicon, som er en klassisk opbygget sag med otte numre, er anmeldt for nylig, og den kan findes lige her. Den anden, Helionomicon, er et noget anderledes projekt, da den kun består af to numre af hver tyve minutters varighed. Sådan et koncept kan nemt skræmme en del lyttere væk, men har man mod på en ret imponerende oplevelse, og ikke mindst tålmodighed, er pladen bestemt ikke tosset.

Medrivende og progressiv rejse i landskaber af mørke og død

Hvor søsteralbummet Anthronomicon er en plade, der varsler nye og ret spændende tider for Ulthar, er Helionomicon et projekt, hvor alt, bandet tidligere har bedrevet, samles og bliver omstøbt til to rigtig flotte og meget ambitiøse kompositioner bestående af flotte soniske landskaber. Pladens to numre, der til stor forvirring har navn efter de to plader, er begge bygget grundigt, modigt og medrivende op. Den utålmodige lytter vil muligvis blive en kende frustreret over, at gruppen tager sig rigeligt med tid, når de tekniske og ikke mindst sangskrivningsmæssige evner vises frem, men det er i høj grad ventetiden værd. På både “Helionomicon” og “Anthronomicon” – altså numrene, ikke pladerne – tager det omkring ti minutter, før klimaks nås, men for pokker, en forløsning; kun sjældent har jeg oplevet så vellydende dødsblack-raseri.

Den opmærksomme læser har måske bemærket prædikatet ‘tech death’ i anmeldelsen af Anthronomicon. Det skal ikke påstås, at Helionomicon ikke indeholder tech death, men der er skruet ret så meget ned for det til fordel for den langt mørkere blackened death. Dette høres især på første skæring, der er bygget op omkring et tilbagevendende riff, der leder tankerne hen på franske Gojira. I løbet af de tyve minutters spilletid dukker det op her og der og selvfølgelig igen til slut, når den endelige sløjfe skal bindes. Her bydes lytteren også på en sær omgang 80’er-synth, der ikke havde været malplaceret på soundtracket til filmen Blade Runner. En sær idé, der synes temmelig overflødig i den store sammenhæng.

Første skæring er flot og medrivende, men det er klart efterfølgeren, der er pladens helt store oplevelse. Her bydes der på forrygende flot blackened death, hvor de respektive riffs flere gange lyder som noget, Opeth kunne have skrevet. Nu skal man passe på med genrer og prædikater, men det er ikke helt skævt at påstå, at vi er ovre i noget prog black. Og endda noget enormt flot af slagsen. Igen afsluttes der med synth, men denne gang noget, der lyder som opsnappet kommunikation mellem aliens. Lettere unødvendigt som på pladens første nummer, da musikken havde stået stærkere, hvis den bare havde fået lov at ringe ud. Men kender man Ulthar ret, skyldes det nok, at Lovecraft, koste hvad det vil, skal have et vist præg på pladen.

Tålmodighed er en dyd

Helionomicon er ligesom sit søsteralbum en plade, der kræver enormt meget tålmodighed og en del gennemlytninger, før den kommer til sin ret. At vente ti minutter på, et nummer når sit klimaks, kan virke enormt tungt. Men er man fan af lange, dragende rejser gennem soniske slow burn-landskaber, er der en masse at komme efter. Og pladen bliver kun bedre, jo mere man lytter til den. Beslutningen om at dele de i alt 80 minutter musik op på to separate udgivelser er god. De er ikke blot to forskellige værker, der kræver hver deres indpakning, men et dobbeltalbum havde også rent tidsmæssigt været for meget af det gode. Det er abstrakt, komplekst og uhyre krævende, men alt i alt en yderst imponerende og enormt vellydende rejse gennem lige dele high pitch og gutturalt brølende blackened death. Tak for turen!

Tracklist

  1. Helionomicon
  2. Anthronomicon