YouTube er kvlt

Hvis man er typen, der er pjattet med både reaktionsvideoer på YouTube og black metal, så er man nok faldet over kroatiske Boris Behara, kendt på platformen som Boris T. I årevis har han lavet diverse videoer, men i 2018 sprang han selv ud som musiker med projektet Tryglav og udgav sin debut, Night of Whispering Souls, i 2019. Små fire år efter er opfølgeren, The Ritual, på gaden, så lad os da dykke ned i Tryglavs sorte univers.

Fra soveværelset til pladeselskabet

Konceptet ”YouTube-musiker” kan virkelig få den gamle garde op af stolene. De sidder straks klar med diverse anklager om, at disse soveværelsesmusikere hverken kan skide eller slå på tromme. Men faktum er, at folk som Jared Dines, Davio504, Bradley Hall, Farvann, Stevie T og Nic Nocturnal konstant vokser sig større og større og udgiver albums – trods at det hele sat på spidsen forgår fra deres soveværelse, og ikke i et stort studie eller nede i øvelokalet sammen med gutterne. Så uanset hvad man nu mener om denne postmoderne bølge af nye musikere, så tyder det på, at markedet vokser og vokser – ergo må der være et gedigent marked for det. Ligeså har Boris T over 60.000 følgere bare på YouTube, noget ingen andre nyopstartede black metal-bands har. Så der er da lidt at tænke over, hvilket fint matcher, at genren er mere populær end nogensinde, og det provokerer en del af den førnævnte gamle garde, der helst så, at genren forblev esoterisk og ”trve”.

Musikalsk set minder Tryglav om en kombination af Dissection, Dark Funeral og Immortal – altså er der skiftevis enorme melodier, guitarriffs en masse, blastbeats non-stop og tremolo riffs herfra og til Alperne. Albummets åbner og titelnummer starter pladen med et af de mest catchy riffs, jeg har hørt i år (bevares, vi skriver kun 20/2, men alligevel!), og det vokser sig større og større nummeret igennem – det er intet mindre end fremragende! Efterfølgeren, ”The Evocation”, skruer ned for tempoet, men tilføjer noget rock’n’roll, som er ganske klædeligt. Generelt er Boris ikke bange for at eksperimentere og lader sig ikke fastlåse af en bestemt form for black metal.

Generelt er albummet et udtryk for Boris’ kærlighed til black metal-genren og dens mange facetter, dog med et fokus på hvordan genren så ud i 90’erne, så man skal ikke lige forvente, at der pludselig går Alcest i den.

Det er generelt tydeligt, hvilke bands Boris selv har følt sig inspireret af, og derfor er der ikke megen originalitet over albummet. Tit og ofte sidder man og tænker ”hov, det var da et Immortal-riff, det der”, eller ”ej, den solo skrev Dissection for mange år siden”, men omvendt bliver skidt jo heller ikke til guld, blot fordi det er originalt.

Musikalsk maggiterning

The Ritual er en kærlighedserklæring til især 90’ernes black metal. Det eneste på albummet, der dog ikke emmer af fordums tid, er produktionen, der er tilpas poleret og moderne til, at man faktisk kan høre, hvad der forgår – altså ingen necro sound her. Men hvorom alting er, så er The Ritual en charmerende hyldest til genren og kan vel egentlig beskrives som en sonisk opsummering af en hel genre, som en slags musikalsk maggiterning.